Knald og Fald i Thy (19 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

40-41

Forklaringer, undskyldninger, beklagelser. For Thomas stod det tydeligt og klart, at han måske ikke var så godt et menneske, som han hidtil havde anset sig selv for. For veg, for eftergivende over for mere toneangivende kræfter, dengang som nu. Man gjorde det, de andre sagde, man skulle. De seks millioner var et godt eksempel. Han kunne have valgt at give dem til velgørende formål eller til mennesker, der var fattige, ja endda til Hylde-Per. Købt en lejlighed til ham.
I stedet gav han efter for Veras ønske.
Han kom ikke meget længere med sine spekulationer. Han vidste bare, at hvis hans selvfølelse ikke skulle bombes helt i bund, måtte han snart tale med Vera og kramme det hele ud over hende, og – han havde brug for hende. Hun måtte undsætte ham. Eller? Han lunede sig over den anden side af det, der var sket. At han havde valgt ikke at være bange, havde ydet modstand i stedet, så at sige givet Troels lidt gengæld.

I stuens dunkle belysning så han klart. Ingen kunne holde ham ud i længere tid, hvis han fortsatte med at være så klynkende og selvretfærdig. Selvhøjtidelig.

Han var stolt over, at han havde valgt at turde yde Troels modstand, det havde været det hele værd. Sådan havde det aldrig været før, altid bange for andres afstandstagen og ikke- accept. Bange for var så meget sagt. Forsigtigheden i højsædet var mere præcist udtrykt.

Mobilen ringede. Det var nok hende for at melde om sin ankomst til Klitmøller. Den lå ude på spejlbordet i entreen.
Mobilen ringede og ringede. Vera måtte få panderynker og tænke, hvorfor tog han den dog ikke?
Thomas lagde hovedet bagover mod væggen og lukkede øjnene. Var ude af stand til at rejse sig. Smerterne var stærkt dominerende, og det blødte en del. Spørgsmålet var, hvor længe han kunne holde til at ligge sådan uden hjælp. Vera ville ikke komme hjem foreløbig, og ingen ville savne ham.

 

41
Det bankede på døren. Thomas fór sammen.
- Jeg er herinde i stuen, råbte han.

Man kunne godt blive glad over den der sødlige spritlugt. Hylde-Per stod måbende foran ham.
- Hvad fanden?

Thomas mente, der skulle være værktøj ude i redskabsrummet.
Hurtigere end forventet kom Hylde tilbage med en boltsaks af de større og fik wiren klippet over om end med noget besvær.

Thomas rejste sig på vaklende og stive ben og gned sin ankel.
- Hvad er der sket? Du bløder jo!

Thomas satte ham ind i tingene, dog kun den del, der tålte dagens lys.
Først nu gik hændelsesforløbet op for Hylde.
Han hentede vand og en klud:
- Det var heldigt, at jeg dukkede op, ellers kunne du da have ligget her længe. Jeg er her i dag, fordi jeg skulle snakke med nogen, og så ville jeg lige besøge dig samtidig. Skal vi ringe til politiet?

Hylde havde allerede sin mobil i hånden.
Thomas rystede på hovedet:
- Nej, nej, det finder jeg selv ud af.
- Du svarede ikke på min opringning, så jeg gik lige herom for at smide en lille seddel ind, jeg ville bare sådan sige tak, du ved, fordi du hjalp mig. Her, jeg lægger sedlen i din skoletaske.

Han duppede Thomas´ forskellige sår, der sad et større i nakken.
Thomas kunne i lyset af det, han lige havde oplevet, ikke helt forholde sig til politianmeldelser og tilføjede:
- Jeg synes, du har meget at slås med, som vi andre aldrig har haft, Per. Og jeg er glad for at have lært dig at kende. Det skal du vide. Det er ikke sikkert, at vi nogensinde bliver venner i ordets egentlige forstand, for vi er så forskellige. Derfor kan vi jo godt hjælpe hinanden, som i dag, ikke?

Hylde nikkede eftertænksomt. Sådan gjorde han som regel, når han ikke helt var med.
- Jeg er glad for, at du kom her forbi og befriede mig. Jeg ved ikke med politiet.
- Altså politiet. Præcis i dag har jeg set en masse betjente her i Hanstholm. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de skulle her, men noget må der være sket. Hvad var det dog for en idiot? Stjal han noget?

Hylde så spørgende ud, men Thomas rystede blot på hovedet.
- Og du er i orden? Fejler ikke noget? Jeg synes, nogle af de stik der ser dybe ud.

Thomas mente, at han var i orden. Vera kommer snart, løj han, så skulle de nok finde ud af at anmelde det.
- Jamen, så hvis du ellers kan klare dig, vil jeg smutte igen og tage hjem igen til Vesløs.

Han hilste med to fingre til den kasket, han ikke havde på hovedet og gik. Thomas nåede at råbe et ”tak”, inden yderdøren smækkede. Burde han have spurgt ham ud om hans nye lejlighed? Sagsbehandleren havde orienteret ham om, at han ikke behøvede at betale indskuddet. Det ville kommunen gøre. Alligevel.
Thomas tog tøjet af og undersøgte sig selv under bruseren. Det varme vand plaskede velgørende, og han stod der noget længere end normalt. Det så ikke ud, som om sårene var alvorlige, selv om de smertede. Det gjorde godt med badet.
Såret i nakken var det værste og med møje og besvær kom først plaster på og derefter noget forbinding fra falckkassen, der stadig ikke var kommet ud i bilen. Hylde havde reddet ham! Han bar åbenbart slet ikke nag af nogen art. Reagerede i nuet og blev lige efter godmodig igen. Man skulle bare selv have det på samme måde.

Bagefter ryddede han op i stuen og vaskede blodet af gulvet, mens han tænkte på det videre forløb; det var ikke hensigtsmæssigt at gøre mere ud af det end nødvendigt. På den anden side.
Han gik rundt og grublede over dilemmaet. Hvad var det bedste at gøre lige nu og her?
At sætte efter Troels var håbløst, og i og for sig var han lettet over at være kommet af med pistol og penge. På én måde. Selv om han var utryg ved Troels. Pistolen kunne ikke spores til ham. Det var han sikker på. Han havde netop for en sikkerheds skyld renset og smurt og poleret den med handsker på efter ulykken og lagt den i skotøjsæsken. Den havde ikke hans fingeraftryk. Det var dog lidt påfaldende, at Troels uset kunne bemægtige sig æsken med den. Hvordan havde det kunnet lade sig gøre. Var den allerede lagt ud i bilen? Bekymringen om en ny fremtidig pengeafpresning dukkede op. Han varmede sig dog ved tanken om, at han mærkede så tydeligt, at han ikke længere var bange for den skid.
Han sad længe. Skidt med pengene. Det var også mest Vera, der havde insisteret på at gemme dem. En telefonopringning til hende var noget af det, der skulle ske. Stærk kaffe dog først.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer