"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

44-45

Toget nærmede sig Thisted, hvor stormen om muligt var endnu værre. Troels slappede lidt af og tænkte, at mareridtet nu heldigvis snart var forbi. Han ville nemlig stå af og vente på det næste tog.

Toget sagtnede farten og standsede på Thisted Station. Troels´ hjerte hamrede af sted, og han var simpelthen glad og lettet over, at han skulle af her.
Han var meget omhyggelig med sine poser og løftede dem forsigtigt. Han nikkede til betjentene og løftede højre fod for at stige af.

Men den ene pose sad fast under dørens åbnemekanisme.
Sveden sprang frem på hans pande og blandede sig med blodresterne, for det var slemt. Rigtig slemt!
Han trak forsigtigt i posen, og den gav heldigvis efter. Den nærmest siddende betjent ville formentlig give noget valuta for kurset, for han rejste sig og hjalp Troels med at få posen fri. Troels bemærkede selv en ejendommelig svedlugt fra egne kirtler, men håbede ikke, det betød noget.
For at vise at han bestemt ikke var beruset, trak betjenten afgørende i plastikposen for at yde en delvis nødstedt borger hjælp, selv om denne protesterede.
Den kom da også fri, men ikke i et stykke. Der gik hul på den, og pengesedler hvirvlede i blæsten fra den åbne dør ud på gulvet.
I kupeen sad der omkring 40 betjente. Alle stirrede på sedlerne, der fløj i alle retninger.

Troels opfattede i dette korte, intense øjeblik i sit liv, at han var ved at tabe seks millioner kroner på gulvet. I bogstaveligste forstand.
Derfor tog han benene på nakken og strøg ud af døren i håbet om trods alt at redde de resterende posers indhold fra disse fulderikbetjente.

 

45
Vera lukkede tøvende op. Blev hverken rød eller bleg i ansigtet, snarere grå.
- Thomas!!
- Nå, det er her, du har dine møder, hvad? Skat. Hvor er han?

Thomas skubbede Vera hårdt til side og gik ind i stuen og så sig rundt i bogstaveligste forstand. En rund stue med tre store vinduer, de to mod fjorden og det tredje op mod byen.
- Han er ikke kommet endnu.

Han tog ikke Veras udsagn for gode varer, men fortsatte ind i de andre værelser, parat til at angribe. Sparkede nærmest dørene op og kiggede ind. Han var ligeglad med den pistol. Troels kunne ikke finde på at skyde ham.
Selvfølgelig ikke. Stuen var endestationen, ingen Troels.

Hun havde sat sig i sofaen. Han blev stående. Alt var indrettet så gennemført lækkert, at det var lige før, han udbrød: Her bor I vel nok dejligt! I stedet valgte han det mere direkte:
- Jeg savner ord. Jeg troede, du ville noget seriøst med mig. Jeg troede fanme, at du ville noget med mig.
Skulle han have sagt alvorligt i stedet? Hans stemme var lige ved at knække over. Han ville ikke græde, det var for meget af det gode. Et amatørbillede hang på væggen og forestillede havnen i Hanstholm med en masse havkajakker i vandet.
Hans smalle øjne søgte hendes:
- Jeg må vide bare lidt, sødeste Vera, bare lidt. Hvorfor indlede noget med mig, når du havde Troels?
Man overdrev det der sødeste. Bare sådan, for at hun kunne føle harmen og ironien krænge sig ud over det hele.

- Du var øh er så sød. Hun rettede det skyndsomst. - Har du aldrig hørt om, at man godt kan elske to?
- Det er ikke noget for mig. Du skulle have fortalt mig om ham straks i starten. Det her er ikke reelt.
- Reelt og reelt. Havde jeg fortalt dig, at det var Troels, var du jo skredet øjeblikkelig. Og for resten: Hvad er der med dig og hende der Britt?

For satan. Hvor fanden vidste hun det fra?
- Du snakkede i søvne.

Han virrede med hovedet. Det var ganske ligegyldigt nu:
- Det var jo afsluttet inden dig. Det var jo derfor, jeg straks sprang til med dig. For fanden.

Hun fortsatte. Hendes stemme var lav og næsten ikke-eksisterende:
- Der er ikke så meget at fortælle. Hvorfra kender du til Troels og mig? Hvorfra kender du det sted her? Vi har tilfældigt haft lidt sammen i en periode. Det var ham, der var… Det har ikke haft noget med dig at gøre, Thomas. Det må du tro!
- Jeg tror det, jeg tror. Hvorfor afbrød du så ikke, da vi to…?
- Det var og er jeg også i gang med.
- Hvorfra vidste han det om fyrværkeripengene, hvis det ikke var fra dig?
- Nej, Thomas, sådan er jeg ikke.

Hun lukkede øjnene og så gammel og hærget ud trods sine 28 år. Det var derfra, den grå farve stammede. Hun så på ham:
- Du fandt aldrig ud af, hvorfor Troels var sådan over for dig?

Var der noget der, man kunne bruge?
- Han ymtede noget om min far og hans forhold til hans mor, så…
- Han mener, din far var skyld i hans fars selvmord. Fordi din far lå i med hans mor.

Selvmord? Der blev meget stille i stuen. Man kunne overhovedet intet høre fra havnen eller trafikken langt dernede.
- Så Troels´ far begik selvmord? Og han tror, min far er skyld i det?

Hun nikkede.
- Ja, men det var han helt sikkert.

Men det var ikke lige det, han var kommet for, og hun skulle ikke få ham ud af fokus:
- Hvordan har du haft det med at gå i seng med ham og så bagefter gå i seng med mig? Nå ja, det ved jeg da godt. For det gjorde du bare. Der er måske prestige for en ung kvinde i at have flere elskere.

Igen ikke en lyd fra hende. Hun så bare ned i gulvet med lommetørklædet i hænderne. Vera, nu med lommetørklæde.
- Nå, jeg er ret ligeglad med dine udskejelser.
- Udskejelser?
- Det gider jeg bare ikke. Det er slut med os to.

Våde øjne. Hun havde minsandten våde øjne og en noget sprukken stemme.
- Jeg er på en måde ked af det. Kan du huske lige efter begravelsen? Da ville jeg egentlig fortælle dig om Troels. Men du var så glad for at have fået din stilling på skolen igen. Så nænnede jeg det ikke.

Hendes stemme kørte ned i en hvisken:
- Jeg var forelsket i jer begge to, og jeg havde brug for at fortælle dig det. Jeg vidste, det ville blive hårdt. Jeg vil så nødig miste dig igen.
- Miste mig igen? Den første gang var det da mig, der mistede dig. Nu skal du tænke på alternativet. Troels vil gi´ dig alt det, du ikke får af mig. Ro og fred og harmoni i hjemmet, intet brok over en dum skole og nogle dumme elever og ingen bistandsklienter på besøg. Og masser af penge!

Sarkasmen var skåret ud. Hun kom med udflugter, gjorde hun.
- Sådan er det ikke, Thomas. Sådan fungerer det altså ikke.
- Jeg forstår slet ikke, at du tøver. Du har selv valgt at have et forhold til Troels. Så hvad er der? Og hvorfor er han her ikke? Sidder du ikke og venter på ham og hans millioner? Du må sgu træffe et valg, søde Vera.
- Du ville smide dem i havet! Eller til velgørende formål. Det var jo hans, Thomas.
- Og pistolen? Tog du den med til ham?
- Jeg ved slet ikke, hvordan du har fundet frem til lejligheden. Og hvor bliver han af? Du har da vel ikke…

Der gik en trækning ned over hendes ansigt.
- Du sagde skat til ham. Det var mig, der ringede fra hans mobil. Du sagde skat, fordi du troede, det var ham. Han tabte sin mobil, da han truede mig.

Så faldt den brik åbenbart på plads for hende. Hun så himmelfalden ud, så den kunne godt tåle en gentagelse:
- Du sagde skat, fordi du troede, det var Troels. Hvem ellers?
- Det er noget, man siger, Thomas. Jeg holder af ham som en elsker. Der går da ikke noget fra dig.
- Du skal se, han er stukket af med pengene.
- Jeg gider ikke de åndssvage penge. Ad helvede til med dem. Det er dig, jeg vil ha. Jeg ville give ham pengene som trøst for, at jeg valgte dig.
Thomas følte sig spaltet. Vaklede lige pludselig. Han satte sig tungt i sofaen, mens Vera knælede helt tæt ind til ham. Tog ham i hænderne og nærmede sit ansigt. Pressede sig ind mod ham og satte ild til lunten.
Et øjeblik tøvede han. 10 år havde han kendt hende, godt nok med en 9 år lang pause. I samme øjeblik forsvandt hans tidligere så varme følelser. De blev erstattet af noget helt ukendt. Hun havde snydt ham, så vandet drev; hun havde svigtet ham; nu ville han have hævn.
Så hev han bukserne ned og lagde højre arm på armlænet.
10 minutter senere skubbede han hende væk, ordnede sit tøj og rejste sig.
Medlidenhed? Medfølelse? Nej, stolthed, for første gang i sit liv var det ham, der afsluttede et forhold. Uden så meget som at se på hende drejede han rundt på hælene, som om det var en soldatermarch og efterlod hende til sig selv.
Han tog elevatoren og var lige ved at blive løbet ned af et par herrer, hvor den første havde et usædvanligt flot, bølget hår. De så temmelig alvorlige ud.