Knald og Fald i Thy (22 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

46-47

Det sagde rissshh med en sjov lyd, da hullet i posen blev udvidet, fordi den flagrende åbning i posen blev fanget af hundeknagen. I stormen tog det ingen tid for resten af indholdet af pengesedler at tordne ud i luften, mens Troels løb væk fra stationen op ad Dronning Louise Gade med de andre tre poser. Skidt med den ene pose. Han havde stadig 3 tilbage, og han vurderede, at politifolkene var for fulde til at indhente ham.

- Efter ham, råbte en af dem og sprang selv forrest. - Det er sgu ham røveren fra Hanstholm! I ved, pengetransporten.

Så vrimlede det med politifolk ud af toget, mere eller mindre adrætte.
Et ældre ægtepar var standset ovre ved grillen lige over for stationen. De stod og gloede dumt på ham.
- Hva satan, udstødte den ældre herre, mens han sprøjtede lige forbi dem tværs over Dronning Louise Gade med sine tre plastikposer i et solidt greb omgivet af en masse pengesedler, der fløj rundt i luften - efterfulgt af et hav af sprintende betjente i fuld uniform. Sprinte og sprinte. De fleste af dem holdt balancen rimelig godt, et par stykker faldt midt på vejen, så han i skyndingen, og de havde synligt besvær med at rejse sig igen, mens nogle andre stavrede forvildet i den forkerte retning over mod en træbevoksning. Den friske luft og stærke vind var øjensynligt kommet bag på dem.
De andre løb forbavsende hurtigt og lige efter ham.
Den forreste betjent var også den, der indhentede Troels, der i et forgæves forsøg på at undslippe var løbet ind på det område, der tilhørte den lokale baptistkirke. Satans! Hvem fanden kunne vide, at her var lukket område?
Betjenten lagde sin hånd på hans skulder og stønnede lige så højt som ham:
- Holdt!

Troels opgav og satte sin plan B i værk.
- Jeg ville netop aflevere disse penge til politiet. Det er en lærer i Hanstholm, der har stjålet dem fra uddeleren, der døde i den der fyrværkeriulykke, og jeg har også hans pistol!

Troels næsten snublede forpustet over ordene og tog pistolen frem, mens forbløffelsen bredte sig på betjentenes ansigter.
Betjenten blegnede, da han så pistolen og sprang for alvor på ham. Det lykkedes ham at få vristet pistolen ud af hans hånd og få ham lagt i håndjern.
- Den er sgu ladt, sagde en anden betjent og så lettere chokeret ud efter at have undersøgt Berettaen. En tredje fiskede med to fingre en kniv frem fra Troels´ inderlomme, snusede til den og rakte den meget sigende til en af de andre.
De havde slået ring om ham, og en af dem var i gang med poserne.
- Hold da kæft, mand. Her er de sgu!

- Ja, han hedder Thomas og er en rigtig dum skid, der generede mig i 5. klasse. Han var også dengang en lille, irriterende lort, der fortjente et par på hovedet. Lige siden har jeg…Ja, han havde også den pistol der. Han er simpelthen farlig!!
- Jo, det er fint.

Betjenten så på de andre.
- Det er dejligt, at du har fundet alle de penge og pistolen, og det er skønt, når vi får fat i den lærer. Hvad var det, du sagde, han hed?

Lige der kunne Troels simpelthen ikke huske efternavnet. En blokering!
- Øh, Thomas, Thomas, øh… Thomas Boldsen! Fra Hansted Skole. Nej, vent lidt. Poulsen. Han hedder Poulsen.
- Ham fanger vi, inden natten er omme! sagde betjenten smilende med overbevisning i stemmen. Men Troels syntes, han var lige lovlig kæphøj.
- Du ser da noget farlig ud?

Betjenten var der igen. Kunne han ikke lade ham være?
Bare fordi han havde været med letbanen uden overtøj med fire plastikposer med seks millioner i kontanter og blod ned over ansigtet og en pistol. Og en lille kniv. Han syntes faktisk, han havde redegjort meget sandsynligt for det hele.
Betjentens øjne himlede.

Han bad om Troels´ navn og adresse, mens de undersøgte ham ret grundigt. De fandt den der pakke hash. For satan, den havde han lige glemt.
Med et solidt greb i Troels´ arme holdt de ham fast, indtil den tilkaldte bil fra stationen kunne afhente ham og hans mange penge og hash og kniv og pistol.

Imens de ventede, var der en underlig stemning blandt de betjente, der holdt ham og de andre, der kom til. Sgu næsten som havde de været til julefrokost. Troels var meget desorienteret.
Han prøvede at forklare ham betjenten en gang til, at pengene var stjålet af Thomas Poulsen, og at de stammede fra salget fra fyrværkerifabrikken, og at det var ham, der var den egentlige skurk. Men betjenten så fanme ud, som om han ikke gad høre på ham. Mærkeligt!

 

 

47
På et beskedent værelse i Vesløs sad to mennesker på stole fabrikeret af gamle træølkasser. De havde drukket en del Thy-øl. Heldigvis havde Hylde indkøbt rigeligt. Når man får fint besøg, skal man være ordentlig forberedt! Det havde han tit givet udtryk for over for Luske. Han havde også tændt godt op i den lille brændeovn, for det var koldt udenfor.
Lejligheden var ikke større end den, han havde haft i Hanstholm. Til gengæld lå denne meget bedre, så alt i alt var Hylde godt tilfreds. Tilligemed var kommunen alligevel gået ind og havde betalt indskuddet.
Her var der også et depotrum, og selv om de var enormt nervøse under flytningen, gik alt, som det skulle. De fire sorte sække blev på behørig vis anbragt det rigtige sted.
- Meeen, Luske, lad os nu vente lidt endnu med at bruge alle pengene …

Luske nikkede.
- Men måske kan vi tage bare lidt til dagen og vejen, foreslog han.
- Ja, måske. Lad os snakke om det i morgen.

Hylde havde nu allerede hentet lidt derude. Altså, man blev for fanen da nødt til at have lidt i reserve. Pensionen slog ikke så godt til, og når nu de gerne ville have en øl, så …
En tid lang var herefter gået med at drikke øl og snakke hyggeligt sammen. Hylde-Per havde indviet sin ven i det, der var sket, og den historie var så god, så den tålte adskillige gentagelser. At han, Hylde-Per, havde fundet en skolelærer bundet til en radiator med en stålwire, formentlig udsat for et røveri eller noget andet groft, det var én ting.
Men at han samtidig kunne fastslå, at læreren var hans gode ven, og at han havde reddet ham, se det var jo noget ekstraordinært!
Hylde kunne mærke, at Luske var lidt imponeret, måske misundelig, over, at han havde sådan en ven i Hanstholm. Derfor mindede han ham om, at det var helt naturligt for ham som næsten-bibliotekar at have en skolelærer som ven.

De gloede lidt på TV-MidtVest, mens de kommenterede de forskellige indslag. Hylde lå ned og følte sig søvnig. Det måtte være øllerne.
Pludselig meddelte studieværten, at milliontyveriet fra pengetransporten i Hanstholm var fuldt opklaret af Thisted Politi, og alle pengene var tilvejebragt. De fortalte intet om, hvordan det var sket, eller hvem gerningsmændene var.

Hylde var den første, der tænkte, at noget var galt her og tog fødderne ned. Luske kom ind som en sikker toer, men viste sig handlingsparat og gik så hurtigt, han evnede, ud for at forvisse sig.

Han meddelte, at pengene stadig var der.
- Ja, jeg har sgu ikke rørt dem, de står, hvor de står!
- Er du sikker?
- Selvfølgelig. Jeg var derude i går, og de fire sække står, som da vi fik dem placeret ned i de sorte affaldssække. Jeg tog bare et par sedler. Du ved, til her og nu.

Han så undskyldende ud og pegede på øllerne.
- Ja, men hvordan fanden har de så fundet pengene?
- Det er det sædvanlige med fjernsynet; de ved sgu ikke selv, hvad de siger.
- Kom! Vi går sgu ud og tjekker … bare for en sikkerheds skyld.
De rejste sig lettere svimle og dinglede mere eller mindre ud i depotrummet. Nede bagerst stod Hyldes få ejendele godt låst ind bag trådgitteret. Han fumlede længe med sin nøgle; omsider lykkedes det ham at få låst op.
Med en smule rystende hænder tog de den første sæk og åbnede den. Luske sukkede lettet:
- De er der sgu. Alle sammen!
- Ja, det sagde jeg jo.

De pakkede dem pænt sammen igen, stillede dem bag det gamle skrivebord og låste omhyggeligt efter sig.

De sad tavse på det varme værelse i meget lang tid, mens begge forsøgte at regne den ud. Så rejste Per sig lettere udmattet og lagde sig på sin ølkasseseng.
Den eneste lyd, der hørtes i det lille hummer, var lyden af øl, der slubrede ned i to millionærhalse.
Senere på natten holdt de op med at spekulere på, hvordan det kunne gå til, at pengene var fundet af politiet, når de nu stod der i depotrummet. Hyldes depotrum.
- Kan det være fra fyrværkerifabrikken? De skriver jo meget om, at de ikke har kunnet finde dem.
- Men vi fandt dem jo længe før, fabrikken sprang i luften?
- Ja, det gjorde vi jo. Så du tror, det var derfor, de ikke kunne finde dem?
- Sælfølle.

De slog sig til tåls med den forklaring. Men hvilke seks millioner, politiet havde fundet og hvor og hos hvem, det stod tilbage på linje med livets andre mysterier: Hvor kommer vi fra, hvorfor er kontanthjælpen ikke højere, hvor skal vi hen?
De foreslog simpelthen hinanden ikke længere at snakke om det.
Hylde nikkede langsomt for på en måde ikke igen at få rod i hjernecellerne, lagde atter fødderne op, bøjede nakken bagover og tømte sin Classic i et drag.
Ilden døde langsomt ud, og en sær søvnighed bredte sig hos de to.
Så sov de.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer