"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

48-49

Hjemturen foregik i et noget langsommere tempo og forbi skadestuen, da det blev ved med at gøre ondt.

Den korte tid med Vera havde været så gylden og lovende. Noget, man kunne have troet på. Nu kunne Vera sgu sidde der og vente. Det var da egentlig lidt underligt, at Troels ikke havde været der. Han var nok stukket af fra hende. Det var også underligt med hende. Hun havde tårer i øjnene, som om hun var ked af det. Ja, men hvorfor lavede hun så numre med én?
Han ville ikke finde sig i hendes udenomseventyr og bedrag, eller hvad man nu skulle kalde det. Afmægtigheden og følelsen af kassation var erstattet af vrede. Mod hende.
Men mest mod Troels. Han skulle ikke længere bestemme over ham og hans liv. Hverken direkte eller det værste: Indirekte.
Thomas knugede rattet. Aldrig mere.

Han ville på den anden side heller ikke til at starte forfra et nyt sted. I klarhedens lys var det overflødigt. Måske burde der vises taknemmelighed mod Troels.
Selv om det var aften, gled skyerne til side og lavede hul til solen. Glæden kunne gribe én, og læberne formede en løssluppen melodi. En stump af en sang, først lavt, monotont, derefter højere og højere og til sidst så det gjaldede i kabinen. En vild oplevelse af frihed fyldte bilen og bredte sig til en tilstand af eufori.

Bilen blev parkeret ved havnen, og han gik ind på Café Splitte Mine Bramsejl.
- Det er da længe siden, hva, mente tjeneren.
- En porter, nikkede han lidt unødvendigt til ham og satte sig ved disken. Havde han nogensinde drukket andet her?
- Ja, og en Ardbeg.
- Nå, nå, er der sket noget glædeligt, spurgte tjeneren, mens han rakte ud efter whiskyglasset.
- Jep, det kan man godt sige, mente Thomas.

Porteren var ikke helt sort mere, og whiskyen gyldnede øjeblikket yderligere. To forhold var ganske vist mistet, to aldeles prægtige kvinder, så prægtige, at de slet ikke var noget for ham.
Den ene havde, den anden var, valgt fra, og der var taget hul på noget tredje, noget, der var meget betydningsfuldt. Overordentligt meget betydningsfuldt.

Så humøret var alligevel efter dagens genvordigheder på vej mod toppen.
Den stigende behagelige følelse af tilfredshed og afslappethed gjorde godt i maven.

En ung kvinde kom ind og satte sig i nærheden. Hun så på ham. Han smilede overrasket:
- Hej Katrine!

Hun satte sig hen til ham med sin drink. Han løftede sit glas:
- Jeg har fundet ud af, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man kommer fra. Der er ingen forskel på Thyboer, Mølboer eller nordjyder i det hele taget.
- Er du alene?
- Ja. I mere end en forstand.
- Hvad skal det sige?
- Jeg har smidt Vera ud. Tænk dig, hun havde et forhold til Karl-Henriks tidligere kollega.
- Troels?
- Jep.
- Nå. For den. Så er du jo alene og fri på markedet.
Hun bøjede sig lidt frem og lagde to fingre på hans kind:
- Din stakkel.

Det var lige før, vandet pressede sig på i hans øjne.
Hun pillede ved sit glas:
- Karl-Henrik blev jo adopteret af mine forhenværende svigerforældre.
- Nå.

Hvad kom det ham ved.
- De hentede ham lige efter fødslen i Thisted. De fik aldrig at vide, hvem moderen var. Vistnok en gift dame, der havde haft et sidespring.

- Det er det, jeg siger, kom det halvkvalt og rustent fra Thomas efter at have drukket noget mere sort væske og et enkelt gyldent glas.
- Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man kommer fra. Det er valget, der betyder alt. Det, du vælger, er du selv. Men altså, Thomas, jeg er altså også alene og …
- Og hvad?
- Og så tænker jeg, om …

Hun så sig omkring, som om hun var bange for, at nogen skulle høre hende:
- … om vi to skulle øh snakke lidt sammen?
- Snakke sammen?

Hun havde fået det der glimt i øjnene, som han aldrig helt forstod sig på, når kvinderne fik det. Han vidste bare, at om lidt ville hun foreslå, at de forlod cafeen og gik hjem til en af dem, og så …

 

49
- Jeg har da faktisk lyst til at se, hvordan du har indrettet dig i huset, Thomas, sagde den skønne Katrine.
- Øh, ja.
- Jeg synes, du er dejlig at snakke med. Jeg trænger til et forstående mandfolk.
- Øh, nå.

Uden videre gik hun med ham ud og satte sig ind i hans bil. Kiggede på sit ur:
- Om halvanden time skal jeg hente drengene.

Han nikkede og rystede en anelse, da han låste bilen op. Halvanden time. Javel.
Uden et ord kørte de ned på Engen. Hele tiden sad hun og kiggede på ham. Han kunne ikke greje, om han syntes, det var dejligt eller forstyrrende.
Inde i entreen omfavnede hun ham straks, ja, kastede sig vel nærmest over ham, hvis stemme var gået i baglås. Hun tvang hans ansigt ned til sit og kyssede ham grådigt.
- Jeg kunne godt tænke mig …, hviskede hun stakåndet.
- Hv-ad, prøvede han stammende.

Hendes ene hånd krøb ned til hans skridt, og dermed var aftenens videre forløb sat i gang.

- Nå, jeg må hellere komme hjem til drengene.
- Hent dem dog og lad os få en hyggelig aften sammen her …
- Ja, det kunne være fint nok …
- Jeg kan godt lide dem. At du ved det.
- Det ved jeg, Thomas. Jeg har faktisk også tænkt på …
- Ja?

Hun satte sig tæt ind til ham. Tog ham under hagen og kyssede ham.
- Hvad siger du til, hvis jeg flytter ind hos dig med drengene? Var det noget? Jeg kan mærke, at du holder af dem også.

Thomas sank en klump. Dacapo. Historien gentog sig.
Han så på hende:
- Kan vi to finde ud af det sammen?

Hun nikkede bare. Pludselig kom der vand i hendes øjne. Lige der syntes han, at hun var noget af det mest fortryllende, han nogensinde havde set. Ja, men havde det ikke altid været sådan? Da han så Vera første gang? Eller Britt? Eller Vera anden gang? Og nu Katrine?
Han tog hendes hånd.
- Jeg ved ikke, om vi to passer sammen. Jeg orker næsten ikke at spekulere på det. Skal vi ikke bare prøve det af og så se, om isen kan bære?
- Det er det, jeg mener. Jeg ved, det kan ikke være værre end med Karl-Henrik.
- Hent du bare drengene, så snakker vi med dem om det.
- Nej, Thomas. De skal ikke have indflydelse på det. JEG bestemmer. VI to finder ud af det først. Er du enig?
- Øh, ja, javel.
Livet var slet ikke afsluttet som 30-årig. Det skulle nok først nu til at begynde for alvor.
Var humøret nået helt i top?
Det måtte han også tænke lidt over. Det kunne sagtens klare et par grader mere. Begejstringen var der ikke noget i vejen med.
Drengene blev installeret på et af værelserne for natten, og Katrine indtog ganske naturligt soveværelset.

Næste morgen blev de vækket af hans telefon.