Knald og Fald i Thy (5 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

10-11

Thisteds gågader var ikke verdens mest charmerende, syntes Thomas, heller ikke her ind under jul, men der var dog de butikker, der skulle til for at mætte behovet hos en befolkning i underkanten af 14.000 mennesker. I hvert fald behovet for tøjbutikker inklusive sportsbutikkerne, der af en eller anden grund stort set også kun handlede med tøj. Tværs over gågaden hang granguirlanderne med lys og stjerner. Traditionelt. Traditionelt.
Inde i gyden mellem to forretninger stod en mand og urinerede. Midt på fortovet var et ægtepar i et gedigent skænderi. En vrælende unge efter sin mor, mens han pegede på slikbutikken.

Han var et smut inde i byens eneste boghandel for at finde en bog om kærestesorg, han havde ledt længe efter. Han stod og rodede i reolerne, da en hånd lagde sig på hans skulder.

Han vendte sig forbavset om og så en ung mørkhåret kvinde med et smil så bredt.
- Vera!!
- Nå, skal du ha´ dig noget at læse i, spurgte hun. - Hej, Thomas!
- Hvordan i alverden kan du stå her i Thisted??
- Jeg bor her! Jeg arbejder ude på Hotel Fjordens Vande som oldfrue. Hvad med dig?

Han forklarede. Hun holdt sig altså stadig godt!
- Er det 10 år siden?
- Mm. Er du …
- Nej, jeg har ikke fundet den eneste ene. Jeg får lidt fast-food indimellem.

Hun smilede stadig:
- Ja, det ligner dig. Du ser ellers godt ud?
- Jo, tak i lige måde. Hvad med dig?
- Jeg har løse forhold og et lidt mere fast. Men er ellers fri og uafhængig.
- Løse forhold?
- Altså jeg går i byen. Ser om der er noget mandekød. Fast-food, som du kalder det. Men det er nu ikke derfor, jeg bor her på Thy.

Det var dejligt med hendes humor, lige så godt som dengang.
- Og et som sagt lidt mere fast. Jeg ved ikke, om det bliver til noget med ham.
Den veldrejede krop og lokkende smil havde unægteligt heller ikke forladt hende. Tværtimod. Der var da kommet lidt mere af den. Han studerede hende ovenfra og nedefter. De brede hofter og den fyldige bagdel var ikke forandret siden dengang …

Han stod stadig med den bog om kærestesorg i hånden, han tilfældigt havde taget ud. Han skjulte forsiden for hende og stak den ind på hylden igen. Nu vidste man i hvert fald, hvor den stod, hvis der skulle blive en senere lejlighed, og det gjorde der jo nok.
Han foreslog Vera et glas gløgg på Café Saltvand.
Hun gik med ham hele vejen derned, og de snakkede sammen, som om de overhovedet ikke havde været fra hinanden i 10 år.
Dejlige, søde, lækre Vera. Det halve år dengang havde været en omstigning til paradis, der havde givet ham oplevelser ud over det sædvanlige. Deres forhold havde været så intenst, så dybt, at det kun kunne gå galt. Hvad det da også gjorde. Med brask og bram. Hans værnepligtstid på Ålborg Kaserne udløb, og han syntes, de skulle flytte sammen. Men hun havde nægtet. Med sine 18 år og hans 20 syntes hun, det var alt for tidligt. Hun ville opleve noget mere før det hellige ægteskab.
Diskussionen skabte skænderierne, der skabte forliset.
Bagefter kunne han godt se, at de havde været alt for unge.
- Så du er aldrig blevet gift. Det var rart at få det helt bekræftet.
- Nej, Thomas. Du har stadig en chance.

Søde Vera. Du kommer lige på rette tid og sted. Hans tanker kredsede om hende. Hun var som en isflage, han lige kunne hoppe over på inden druknedøden.
- Jeg kender en chance, når jeg ser én.

Somme tider kunne man godt hæve standarden og være slagfærdig.
De satte sig yderst med udsigt over fjorden og det fjernere beliggende Mors. Solen spillede med de sidste af årets muskler i det mørkeblå vand og skjulte de lidt for mange grønalger, der nu boltrede sig i fred og ro, mens klimadebatten rasede inde på land.
Hun var sjovt nok flyttet hertil fra Århus for et halvt år siden, fordi hun ville væk fra området, og fordi hun kendte en ung mand. Altså kendte. Nærmere elskede. Men det var gået forbi allerede efter en måned. Det var lidt af en nedtur, men nu var hun ovenpå igen som sagt efter et par løse og nu et lidt mere fast forhold.
- Så er det jo helt sjovt at møde en gammel flamme, der er i samme situation.

Det lovede godt.
- Vi må da fejre gensynet. Enten skal vi drikke, til vi styrter, eller også skal vi noget andet.

Vera kneb øjnene sammen og rettede sig op og lokkede med et bredt smil, mens hun satte hænderne i siden:
- Har du ikke lyst til at se min lejlighed?

Thomas nikkede med en fornemmelse af dacapo. Det var anden gang, man blev lokket af en smuk kvinde til et forhøjet puls- og lejlighedsbesøg. Lidt måtte der da være af gode input til ham.
- Hvad så med ham den faste?
- Så fast er det heller ikke. Vi bor ikke sammen, men det faste består i, at vi ses jævnligt. Det er mindre besværligt end at skulle ud og lassoe noget mandekørvel.
- Kan man godt være oldfrue i en alder af 28?
- Det går helt fint!

De betalte og forlod cafeen med tjenerens 20 meter lange blik efter Vera. Thomas kunne ikke lade være med at vinke til ham. Ha. Der står du. Her går jeg. Med en aldeles dejlig pige.

11
Lejligheden var der i og for sig intet i vejen med, den lå bare et uheldigt sted ud til den noget trafikerede Jernbanegade og var slet ikke på niveau med Britts. Åh, han var lige ved at glemme, at han var ked af det.
- Nu kan jeg godt se, det er dig, sagde hun med et bredt smil, da de havde fået tøjet af hinanden.
- Jeg har lidt sværere ved det, mente han. - Du er sgu da godt nok for lækker. Var du også det dengang, for det kan jeg overhovedet ikke huske?

En halv time senere var han ikke i tvivl og Vera heller ikke:
- Det var altså li så skønt som dengang.
Thomas masserede hende blidt ned over det flade maveskind.
- Jeg er meget i tvivl om skolen. Om det er det rette for mig. Det går ikke så godt for mig. Inspektøren er en orm. Han snor sig altid udenom, mens han vrider sig.

Thomas tænkte, at han da var enormt heldig at have mødt sin gamle flamme så hurtigt efter, at den anden flamme var slukket. Lige her og nu savnede han ikke Britt. Han tænkte næsten slet ikke på hende. Hendes smut i øjnene. Hendes dejlige, lange, lyse hår. Eller hendes formidable kurver nedover. Eller hendes hæse, sexede stemme …
- Jeg skal ikke møde før 12 i morgen, Thomas. Du kan blive her, hvis du vil?
- Øh, så skal jeg melde mig syg, for jeg har timer fra i morgen tidlig.
- Hvis du nu bliver syg med mig, er det så ikke godt nok som årsag?

Han grinede og mærkede den der gode lidt barnlige hulahopstemning, de også havde dengang. Han kyssede hende på munden og lænede sig tilbage:
- Du får din vilje, og jeg får natlogi. Ikke værst.

 

Thomas havde alligevel lidt dårlig samvittighed næste morgen, da han kravlede ud af sengen for at kontakte skolen.
Inspektøren blev sur. Han kunne ikke klare sygemeldinger, betroede Thomas Vera. Så skulle han jo finde vikar, og det var ikke altid lige let.
- Men jeg er fucking ligeglad. Han kan bare behandle mig ordentligt.
Han krøb under dynen og lagde sig tæt op ad Vera.
- Jeg skal nok behandle dig ordentligt.
Hendes bløde hånd søgte ind under dynen, og en ordentlig behandling begyndte.

Lidt op ad formiddagen skiltes de. Dirrende af visse forventninger inviterede han hende på aftensmad hjemme hos sig i Hanstholm samme aften. Han havde ingen aftaler og måtte se i øjnene, at gamle ordsprog somme tider holdt. Sådan var det i hvert fald med denne gamle kærlighed til Vera. Ingen rust der.

Den skulle stå på Tournedos og Amarone, oven i købet den noget dyrere. Han havde revet sig lidt. Havde endda købt blomster til spisebordet eller til hende? Da han stod i blomsterforretningen vidste han ikke helt, hvad der var mest hensigtsmæssigt. Han fik også et svært spørgsmål af blomsterdamen, da hun spurgte ham ud om hvilke blomster, det skulle være.
Der slap en del øher og æher ud, inden han kunne nærme sig emnet bare lidt mere præcist.
Røde roser var nok lidt for tidligt, mente hun, derimod friske farver i gult og rosa, det ville antyde en god stemning. Så han accepterede. Hvordan skulle man også vide, hvilke blomster der hørte sig til hvornår?
Nu stod de på det pænt dækkede bord.
Væk var ærgrelsen over, at inspektøren havde set ham i bilen på vej hjem. Nå, han kunne vel bare sige, at han havde været ved læge. Værre var den ikke.

Det ringede på. Med bankende hjerte stormede han ud og kastede undervejs et blik i spejlet. Ikke værst af en 30-årig, skulle han mene.
Han havde lige børstet tænder, så der skulle ikke være noget. Med en sidste rettelse af håret lukkede han op.
Det var ikke Vera, der stod der ude i mørket, men Hylde-Per.
- Hej Thomas, ved du hvad, nu skal du bare høre …

Han så på Thomas. Thomas prøvede, men kunne bare ikke smile og sige velkommen. Han gav sig til at forklare Per, at han ventede besøg af en gammel flamme, så…
Hylde-Per nikkede og havde fuld forståelse, og med en hilsen til kasketten svajede han bagud og væk igen.
Thomas lukkede døren, men ombestemte sig. Nu lugtede entreen værre end nogen bodega. Vera kunne tro, at han allerede havde drukket tæt, så han lod døren stå på vid gab. For fanden. Troede Hylde, at de to var venner? Det var mildest talt uheldigt. Især lige nu. Han gad ikke den bistandsbums.
Taxaen bremsede ude på vejen i det samme, og Vera kom adræt og elegant hen til ham i døråbningen og omfavnede ham.
- Hej, skat.

Ordet fór ud af ham, inden han kunne nå at bremse dem. Var det ikke lige tidligt nok med skatteriet? Nå, skide være med det.
De kyssedes længe, en ordentlig opvarmer til aftenen, og han mærkede straks spændingerne sprede sig nedover, mens hans hånd ligesom tilfældigt kørte forsigtigt op over hoften på hende.
- Puh, hvad er det, der lugter af her? spurgte hun straks og trak sig lidt tilbage.
Tænk, at hun bemærkede det. Altså kvinder kunne noget, mænd ikke kunne.
Han tog imod hendes sommerfrakke og måtte igen suge hendes ynder til sig, mens han forklarede.
- Af og til kommer der her en slags hjemløs, Hylde-Per kaldes han, og besøger mig. Han er en stakkel, som jeg har hjulpet en enkelt gang. Det var i øvrigt henne ved MultiBrugsen. Uddeleren der var ved at smide ham ud og sparkede til ham. Det kan vi jo ikke have, vel?
- Nej, Thomas, skide godt, at du greb ind. Det kan jeg lide dig for!

Hun tog om ham og gav hans arm et klem.
Rundvisningen i huset gav alle steder åh og nej, og det er vel nok pænt. Hun sagde det garanteret, fordi hun var høflig.
- Her ville jeg da ikke have noget imod at bo engang, mente hun og strøg ham over kinden. Han kunne ikke lade være med at gi hende et hip:
- Du er måske mere parat nu end dengang?

Hun klappede ham blidt bagi og gik ud i køkkenet uden at svare:
- Nå, har du lavet noget ordentlig mad?

Det skulle han mene. De skålede og var enige om rødvinens kvaliteter.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer