Knald og Fald i Thy (6 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

12-13

På den røde gård mødtes Troels og Karl-Henrik. Han viste ham stolt laden og dens indhold, kasse efter kasse, indeholdende krysantemumbomber, sort krudt, alle mulige paprør, væger, tændsatser og en masse andet.
- Er det ikke farligt? spurgte Troels.
- Farligt? Det er smadderfarligt. Én lille gnist, og det hele springer i luften med sådan et brag. Derfor er ild og gnister strengt forbudt. Klart nok. Men da ingen af os ryger, skulle der ikke være nogen risiko. Det eneste, vi skal foretage os, er at putte krudt i de rør der, sætte væger i og lægge dem pænt i kasserne. Alt andet er færdigt og kan i den forstand sælges allerede fra i dag. Jeg har jo kontakt til en mand i Skive, en på Mors og en i Viborg, du ved ham på Slipskoven. Det hele foregår, som vi har aftalt, som et slags pyramidespil, hvor dem, vi sælger til, sælger videre til nogen, der sælger videre. Vi kender kun det næste led. På den måde vil ingen kunne spore, hvor det hele stammer fra. Hvert eneste salg kaster en fortjeneste af til os to. Hvis bare halvdelen af dette lager sælges, har vi tjent mere end tre millioner, sort, – hver.
Troels nikkede eftertænksomt.
- Det er vel også det, du har regnet med. Ikke?
- Faktisk ikke så lidt. Men vi skal knokle meget for at nå det, for mellem jul og nytår vil der ikke være tid til noget.
De to købmænd arbejdede de følgende dage på gården. Troels havde for længst indset, at der var mange penge i det og havde fået fri ekstraordinært.
Karl-Henrik havde ikke sagt andet til Katrine, end at han var ved at udvikle et salgskoncept med svenske ødegårde, som virkelig kunne give kassen. Han havde vist hende flere brochurer med flotte farvebilleder og havde snakket om, hvor dejligt det ville være at eje sådan én.
Katrine havde været lidt underlig ligeglad, ja, hvis man ikke vidste andet, så hun nærmest glad ud, da han beklagede, at han ikke kunne være så meget hjemme i weekenderne op til jul heller.

Sidst på eftermiddagen orkede de ikke mere og sluttede af med en velfortjent øl.
- Jeg døjer med et par stude til skolelærere. For helvede.

Karl-Henrik fortalte om Laurits og Thomas.
- Jeg kender et par af bestyrelsesmedlemmerne, de skylder mig en tjeneste, og har givet dem besked på ikke at fastansætte Thomas Poulsen. Hold kæft en idiot, mand.

Troels sagde bare mmnn på de rette steder.
Lidt efter tog Troels firehjulstrækkeren ned til Vorupørmanden med krysantemumbomber læsset i bagagerummet, mens Karl-Henrik kørte til Koldbykontakten med fyrværkerikasser proppet i sin BMW.
Pengene var begyndt at strømme ind, og det ville ikke vare længe, før investeringen var tjent hjem.

13
Veras besøg var mere end et frisk pust udefra. I den følgende uge kom hun hyppigere og hyppigere. Til sidst hver aften. En dag dukkede hun op allerede om eftermiddagen.
De blev enige om at sætte sig i overstuen og nyde et glas vin sammen. Han trængte til det og til hende. Mange følelser stod i kø, følelser, han måtte holde igen med at vise. Han havde ikke fortalt og ville ikke fortælle hende om Britt. Det tjente ikke noget formål.
De sad med hinanden i hånden og talte dæmpet sammen. Thomas kunne nu godt tænke sig at vide lidt mere og busede ud med sin uro:
- Hvad med ham den lidt faste?

Det var godt med rene linjer. Det holdt han meget af, specielt hvis det var ham selv, det gjaldt.
- Du er nummer et indtil videre. Men der skal kæmpes.

Hun lo og spurgte ham ud om skolen, da der lød noget støj nedenunder.
Thomas gik derned og opdagede Hylde-Per stå i entreen.
- Jeg kan ikke holde det ud længere.

Øjnene så udslukte og trætte ud.
- Kom med op, sukkede Thomas og viste ham vej. Pers tøj var forrevet og laset, og han lignede en patient på sit yderste og lugtede også sådan.
Vera tog forskrækket imod i overstuen, mens Thomas sørgede for at lave stærk kaffe. Det var nok bedre end vin. Hylde var vel alkoholiker?? Han præsenterede Hylde-Per med få ord.
Hylde sank sammen på briksen, han ville ikke sætte sig i sofaen.
- Jeg er nok ikke helt ren, mente han.

Han gned sine hænder. De var ru og med forbavsende tynde fingre.
- De er efter mig. Jeg kan snart ikke holde det ud længere.

Han tog hænderne op til hovedet, som om han havde hovedpine:
- Selv om jeg alligevel ikke skal i retten og derfor er en fri mand, får jeg hele tiden at vide, at jeg er en voldsmand.

Hylde var spinkel og lignede ikke en, der gik rundt og overfaldt og truede andre.
- Jeg tror altså, at det er Karl-Henrik, der har spredt det rygte. Min lejlighed bliver hele tiden udsat for så det ene, så det andet. Måske er det godt nok, at jeg er sagt op. Til nytår skal jeg ud.

Her så han op på dem og fortsatte, næsten med tårer i øjnene:
- I går lå der noget komøg uden for min indgangsdør, og her i dag er bægeret fuldt. De har malet på mit vindu: GÅ HJEM, KRIMMERNEL!

Thomas trøstede ham og så over på Vera. Hun så stadig noget overrasket ud.
- Det er noget rod, kunne han i hvert fald altid sige. Om han mente sit eget liv eller Hyldes, var ikke helt sikkert.
Sandt at sige ville han helst være fri for Hylde, der både lugtede og gav besværligheder. På den anden side havde han sagt A og kunne derfor ikke undslå sig for et B, selv om det nok mest var til ære for Vera:
- Se, nu skal du i bad. Her er et rent håndklæde, og så kan du låne lidt af mit gamle tøj, vi er ca. lige store. Hvad siger du til det?
- Det er alt for venligt af dig.

Han tog håndklædet og tøjet.
- Måske skal jeg bare smutte hjem til Vesløs. Det er jo det, de alle ønsker.
- Lad os nu snakke om det.

Thomas´ stemme var uforandret fast, hvilket undrede ham selv. Men han havde det godt med at vise fasthed, beslutsomhed og karakterstyrke. Selv om han indeni var helt modsat.
Vera nikkede, som om hun havde myndighed til at bifalde hans beslutning.
Et eller andet sted rørte det ham trods alt at se Hyldes taknemmelighed. Måske var han ensom?
- Du står lidt alene med det hele, gør du ikke? spurgte han ham.
- Jo, jeg har en søster på Sjælland. Men vi ses stort set aldrig.
- Hvad med jul og fødselsdage og den slags?
- Hvis Luske, altså Kaj, ikke selv skal af sted, så er vi sammen. Han er nok min bedste kammerat.
- Og den eneste?
- Ja, og så dig.

Thomas kastede et hurtigt blik på Vera. Var hun med på den? Hyldes bedste kammerat? Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Næste jul sammen med Hylde?

Hylde kom i bad, og da han lidt senere mødte op i Thomas´ gamle bukser og trøje, lignede han næsten et helt almindeligt menneske.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer