Knald og Fald i Thy (8 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

16-17

Et par dage senere sad Thomas over for den hjemvendte Hylde sammen med en sagsbehandler fra kommunen. Hylde havde efter sin udpumpning og en tiltrængt hviledag igen fundet energien frem og selv været med til at dække et fint kaffebord, købt kager hos bageren og lavet kaffe. Han havde dog ikke fået afregnet endnu. Thomas holdt øje.
- Jeg forstår, at du føler sig utilpas ved at bo her i Hanstholm? Og nu er du sagt op i din lejlighed?

Hun rettede direkte henvendelse til Hylde.
- Ja, der er nogen, der godt vil af med mig, og så tænkte jeg, at… vi tænkte, at der måske var en mulighed for at finde en lejlighed et andet sted, Vesløs?

Thomas brød ind:
- Jeg ved ikke, om I har mulighed for at tilbyde hjælp til flytning.
- Hvorfor Vesløs?
- Jeg har en kammerat der, Kaj.
- Aha. Jeg skal jo vurdere, om der er vægtige grunde til flytningen. Befinder du dig slet ikke godt her i Hanstholm?

Hylde mente, at han slet ikke befandt sig godt i Hanstholm.
- Jeg vil gerne støtte ham med at finde en lejlighed i Vesløs, indskød Thomas.
- Vil du betale indskuddet? Kom det prompte fra sagsbehandleren. - Omkring 12.000 kroner.

Var det ikke sådan noget, kommunen gik ind i? Thomas sank en gevaldig klump.
12.000 kroner? Det var lige i overkanten. Godt nok ville han gerne hjælpe Hylde, men så mange penge havde han ikke. Han kunne låne dem i Hansted Lærerkreds´ Kasse, men det ville betyde et endnu strammere budget.
Men han kunne vel ikke undgå det, og så var der det med Vera. Hvad kunne hun finde på? Han havde på fornemmelsen, at hun bare syntes, det var synd for Hylde. Så, Thomas, op med pungen:
- Jooo, det kunne jeg måske godt finde ud af at kautionere for. Også give hjælp til flytningen.
- Javel. Sagsbehandleren vrængede ordet noget ud.
- Vi finder ud af det så, mente hun.

Hylde så glad ud. Han hang noget med underansigtet, hvilket gav ham et overraskende slankere, mere værdigt udtryk. Det klædte ham faktisk rigtig godt at lade underkæben synke nedad.
Hylde rejste sig og stak hånden frem mod sagsbehandleren:
- Så vil jeg sige farvel og tak, fordi du kom.

Sagsbehandleren hilste af med ham og nikkede til Thomas og gik.

De to blev siddende i tavshed.
- Jeg synes godt nok, du er flink. Vil du virkelig låne mig 12.000 kroner?
- Ja, altså kautionere. Det betyder, at jeg over for din bank garanterer, at de får pengene. Det sagde jeg. Det skal du ikke tænke på, Per. Slet ikke.
- Ja, men jeg har slet ingen bank.
- Nå for den.

Thomas sukkede let.
- Ja, men så må jeg jo låne dig beløbet.
- Det er jeg taknemmelig over!
- Hvad med et job?
- Du ved, ryggen, forsvarede Hylde sig. Så det er svært at finde et arbejde, jeg kan magte.

Da de gik nedenunder, standsede Hylde forbavset.
- Se, sagde han og pegede på køkkenvinduet.

Tværs ned over var der udvendigt sprøjtet barberskum. !bU, stod der at læse indefra. Thomas løb ud og så sig omkring på den lille vej. Ikke et øje.
Sammen betragtede de det ret korte budskab og begyndte at diskutere, hvem af dem, budskabet gjaldt. Thomas mente sikkert, at nogen havde hørt, at Hylde boede her et par dage, mens Hylde omvendt mente, at folk helst så, at en vesløser tog billetten hjem.
Hylde var så underligt påståelig selvsikker. Som om han selv havde skrevet det der. Men han brugte jo ikke barberskum, så det var nok nogle børn. Nå, nå. Kunne det være Bubbi eller Hans Viggo, de labaner?

Efter nogle døgns opfodring, aflusning og sagsbehandling var Hylde parat til at gøre et nyt forsøg på at erobre verden på Thy. Erobre og erobre. Thomas tvivlede på, hvilke slag, Hylde kunne slå.
Han erklærede Thomas sin store taknemmelighed og forlod ham med frisk mod på tingene iført Thomas´ gamle tøj, dog rent og pænt, for at tage op til Luske.
- Det vil være rart for mig at slippe væk her fra Hanstholm et par dage, mente Hylde. - Her er et lille brev til dig. Men du skal ikke åbne det endnu.

Thomas stak brevet i lommen en smule rørt. Hylde havde alligevel nogle gode sider, og han var nok for genert til at sige tak sådan direkte.

Alle Thomas´ cerutter var borte, og cognacflasken var væk. Hans dyre barbersprit var forsvundet, og en Parker-kuglepen var pist borte. Thomas opgav at stille ham til regnskab for noget som helst.

- Skal jeg prøve at skaffe dig et job? Var du interesseret?
- Jeg har jo fortalt dig, at jeg har dårlig ryg. Hvem vil ansætte en mand med dårlig ryg?

Hylde lød ærgerlig og nærmest vred.
- Det er jo ikke for at fornærme dig, at jeg siger det. Men et eller andet sted er der garanteret et job, der passer til dig.
- Find det. Så find det. Helvede.

Hylde vendte sig og gik uden at sige farvel. Uden tak eller noget. Ryggen signalerede klar besked. Med store bogstaver stod der printet, at sådan en lærer ikke skulle komme der og gøre sig klog. Han sparkede til en sten på vejen.
Thomas måtte opbyde al sin kraft for ikke at løbe efter ham og skælde ham huden fuld. Han behøvede ikke at sige tak og være taknemmelig og alt det, men en smule forståelse for sin egen - og for Thomas´ - situation ville ikke være af vejen.
Det var, hvad man fik ud af det. Vis dit medmenneske lidt forståelse og bliv sørgeligt skuffet. Nu risikerede han ikke alene omverdenens specielt Laurits´ foragt for hans mesalliance med Hylde, men også Hyldes foragt for hans ”hjælp”. Hvor stod Vera?

Thomas´ selvopfattelse var under pres. Det var umuligt at greje, om der stod Hylde eller Laurits på det pres. Til gengæld var han blevet meget forelsket i Vera, og Britt gled mere og mere ud af tankerne.
Så længe det varede. Var det et blivende mønster, at folk vendte ham ryggen, når de havde lært ham at kende? Sådan var det i skolen førhen. Bossen havde ikke bare vendt ham ryggen, men aktivt søgt at bekæmpe ham, ja, endda forfølge ham.

17
Laurits undgik det sædvanlige samvær på lærerværelset, det var tydeligt. Der var sket noget med det sædvanlige bord og det sædvanlige hjørne, og alle havde garanteret bemærket, at der var blevet lidt småkoldt dem imellem. De snakkede nok om det, når han ikke var der. De havde da ellers været så fine venner? Hvad var der mon sket? Og så videre, og så videre. Bare på grund af Hylde-Per?

Inspektøren vinkede ham ind på kontoret.
- Nå, Thomas. Jeg må nok desværre meddele dig, at vi ikke kan fastansætte dig her ved prøvetidens udløb. En gammel tidligere ansat har fortrinsret til stillingen, og jeg er totalt hjælpeløs i den slags sager.

Thomas så overrasket på ham. Det havde han alligevel ikke ventet. Efter at have været folkeskolelærer i to år i Hurup og efter knap fire måneder her, besværlige og ikke helt efter bogen, men alligevel - kunne de ikke bruge ham i Hansted. Kasseret.
- Og det vidste du slet ikke noget om, da du ansatte mig? Du har da intet fortalt mig?
- Jeg mener bestemt, jeg har gjort opmærksom på, at det kun var et vikariat på lånt tid så at sige.
- Pis!

Thomas råbte så højt, at sekretærens stol derinde larmede. Nu skulle hun nok hen til døren for at følge med.
- Pis og atter pis! Det er fanme løgn med dig.
- Så, så, Thomas. Du behøver ikke at tage sådan på vej, når …
- Behøver jeg ikke at tage på vej? Nej, det behøver jeg sgu nok ikke, sagde han og efterlignede inspektørens noget nasale stemme. - Ta den bare med ro, ikke?
- Altså, du har jo din fagforening, hvis …
- Hvornår er min sidste skoledag så? ville han have at vide.

Inspektøren lod, som om han studerede papiret på skrivebordet.
- Til årsskiftet. Jeg skal nok lave en god udtalelse og forklare, hvorfor…

Thomas havde rejst sig og var gået. Døren fik lidt for meget, da han lukkede den. Nogle døre lukker nemt, andre mere trægt, og det var svært at huske, hvordan det var med dette kontors. Denne gav et smæld, der fik puds og mørtel til at drysse ned.
Han var også underligt ligeglad. Det kunne være ligegyldigt.
Nogen havde ringet til ham i mellemtiden. Det var ikke et kendt nummer. Han ringede op.
- Ja, det er Karl-Henrik.
- Du har forsøgt at ringe mig op?
- Det er rigtigt, Thomas. Hvordan går det?

Åh, han skyldte vist ikke ham nogen forklaring. Allermindst at han lige havde fået en fyreseddel.
- Har du og Britt stadig gang i den?
- Hvad fanden kommer det dig ved? Røvhul.

Idiot. Thomas begyndte at få smalle læber og skulle lige til at fortsætte kaskader af skældsord, da Karl-Henrik gik over til direkte snak og lod, som om han ikke havde hørt Thomas´ udbrud:
- Jeg har et ønske til jer. Jeg har nemlig fundet en kopi af den video, I købte af mig for snart længe siden, og jeg synes da, at I også skal ha´ kopien.

Thomas afbrød øjeblikkelig. Hvid i hovedet af harme og indestængt raseri gik han frem og tilbage uden for lærerværelset og overvejede, hvad han nu skulle foretage sig. Fyringen trådte helt i baggrunden. Han skulle nok finde sig et andet job. Men afpresningerne fortsatte åbenbart. Han sparkede til en skabslåge.
Det måtte ha´ en ende. Og han ville ikke involvere Britt.

Situationen var fastlåst. Vera skulle heller ikke involveres. For Britts skyld og lidt for sin egen måtte Jan Ole intet få at vide. Den umættelige Karl-Henrik skulle ikke have så meget som en krone mere. Desuden kunne han have uendeligt mange ”kopier” af den videooptagelse. Det var dumt at betale ham de første 14.000 kroner. Det var torskedumt. Nu kunne han blive ved. Det ville være helt håbløst. Dum, dummere, Thomas.
Han slukkede mobilen, men vidste, at Karl-Henrik nok skulle få fat i ham.
Han gik til time med panderynker så dybe som inspektørens. Vera havde fri et par dage og var på jule-tivolibesøg i København hos en veninde.
Eleverne mærkede øjeblikkeligt hans sindsstemning, og ingen havde lyst til at udfordre ham pædagogisk. Timen gik med skriftligt arbejde. Punktum. Der var lige så stille, som når årets julekalender gik over skærmen.

Cyklen var lige sat uden for Café Splitte Mine Bramsejl, da mobilen ringede igen. Skulle han ta´ den? Det var måske blot at udskyde det. Han satte mobilen i optagemodus.
- Jeg kan ikke forstå, at du lægger på, når jeg har et godt tilbud til dig. Du skal ikke være nervøs. Denne gang vil jeg ikke ha´ penge for videooptagelsen. Dem behøver jeg sgu ikke. Karl-Henrik lo.
- Nu skal du høre.

Thomas sagde intet og lyttede. Ville han ikke have penge, hvad så?
- Jeg vil ha´ en dag med Britt. Hun skal med mig på tur en lørdag, og det skal være lørdagen efter nytår, hvor jeg skal på kursus i Århus om ”Nødvendige tiltag til optimering af salgseffektiviteten”. Lyder det ikke godt?
- Britt og jeg har afsluttet vort forhold.
- Vil hun ikke, afleverer jeg en kopi af USB-stikket til præsten.
- Hold kæft, mand. Stud.
Han fortsatte bare, som om han ikke havde hørt indvendingen.
- Og jeg vil ha´ besked senest i overmorgen! Er du med?

Karl-Henriks stemme lød langt borte fra.
- Hørte du ikke, at vi er færdige? Du er for sent på den.
- Jeg er aldrig for sent på den. Jan Ole er garanteret nysgerrig efter at vide, hvad hans kone bedriver, når han er optaget i kirken.

Thomas var stum i flere sekunder. Burde han informere ham om den kunstige hånd? Det kunne køle ham noget ned måske.
- Ved du godt, hun har en kunstig hånd?
- Hvad?

Karl-Henrik lød overrasket. Nå, så det vidste han ikke.
- Ja, og alt andet er også kunstig. Brysterne fik hun lavet i København sidste år. Håret er farvet.

Der var stille i den anden ende af røret. Øjensynlig kom det bag på Karl-Henrik.
Thomas snerrede et OK, et noget overrasket OK af sig og noget med at la´ det gå videre, det kan jeg jo ikke bestemme - og afbrød.
Igen en overrumpling. Havde den mand da ingen hæmninger eller indbyggede grænser for moralsk optræden?
Man kunne blot ryste på hovedet. Der var det fucking ord utroligt, der optrådte så tit, at intet længere var utroligt. Men her var det for en gangs skyld på sin plads.

Det hele var optaget på mobilens indbyggede optager. Det var sammen med den første optagelse det endelige bevis på Karl-Henriks pengeafpresning og moralske status.
Han afbrød mobilen igen og gik ind til porteren. Et par skummelt udseende herrer dæmpede sig, da han trådte ind i lokalet. Måske var det et par slagsbrødre med store overarme? Så kunne man betale sig fra problemerne. De kunne jo møde en vis uddeler en aften og hilse på ham. Sådan en langvarig og kærlig hilsen.

Det sidste, han tænkte på, da han faldt i søvn, var, at han var slået tilbage til start. Dumpet. Kasseret. Han nærmede sig en tilstand af ikke-væren. Følelserne tordnede rundt som en bisværm inde i hovedet.
Hvad blev det næste? Og kunne det nu blive meget værre?
De næste par dage blev Thomas langsomt mere og mere bevidst om, hvad han skulle gøre ved det. Først nægtede han sig selv at forstå, hvad hans inderste bød ham gøre, dernæst forsøgte han sig med alle mulige argumenter imod, men alle prellede de af.
Ordet ultimativ var sjældent brugt. Der var noget grænseoverskridende i det ord. Men almindelig, normal menneskelighed slog ikke til mod multiuddeler Karl-Henrik Kegnæs. Ultimativ. Et godt ord, han var begyndt at anvende, og som han naturligvis ikke kendte dengang i skolen. Havde han gjort det, ville det have været lige så velanbragt over for bossen.

Efterhånden var han overbevist om, at han var drevet så langt ud, at handlemulighederne var temmelig indskrænkede, faktisk næsten borte. Nu kunne det hele snart være lige meget.
Han knyttede den ene næve, så blodet forsvandt fra yderhuden.

På fredag skulle Vera på en længe ventet weekend hjem til sine forældre i Århus for at pynte op til jul, og de kunne ikke ses alligevel. Han ville blive hjemme, fordi meget arbejde havde hobet sig op her før jul.

Vera havde taget hans fyring nogenlunde, men havde dog givet udtryk for manglende dømmekraft hos inspektøren. Han vidste ikke, hvad han sagde farvel til, mente hun.

Thomas ymtede noget om Hylde og Laurits, men Vera tilbageviste forarget, at Hyldes ophold hos dem skulle have noget som helst med fyringen at gøre.
Thomas var ikke i tvivl om, hvor hun stod.
Inspektøren havde ikke skjult ret godt, at han ikke var helt med på de ting, Thomas havde sat i værk. Det der hash, drengene havde røget i Thomas´ klasse, det var sandt nok. Men, som Thomas havde opdaget, havde det kun skabt konflikter, inspektøren ikke brød sig om. Det var Thomas ikke i tvivl om. Og Thomas var heller ikke i tvivl om, at sagen med Hylde-Per var kedelig. Den havde ikke givet ham pluspoints.

Hertil kom de henvendelser og klager fra visse forældre, der havde fået inspektøren op i det røde felt. I virkeligheden bekom det ham nok godt, at den tidligere ansatte ville tilbage igen. Så han kunne komme af med Thomas.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer