LLLLerne står i kø hos Lilli og Elna, siger Godtfred Lund

Byrådssekretær Godtfred Lund, der i dag gæsteoptræder her på netavisen, indrømmer, at han sandelig også har begået én dumhed. Ja, fortæller han, kun én. Resten var nøje tilrettelagte hændelser.

Den ene dumhed kostede ham på den ene side en hel del af den normale tilværelse for en dansk embedsmand, på den anden fik han oplevelser, som han aldrig ville have kunnet opnå i den lille by Korsbæk.

Godtfred Lund: Lilli eller Elna?

Jeg blev oprindelig gift med Lilli Lund. Hun var tilpas sød - dengang - og derfor avlede jeg to sønner med hende. Jeg avancerede tidligt til at blive byrådssekretær.

Bliver i 1933 kontaktet af Mads Skjern, som vil købe en byggegrund. Jeg har et par forbigående økonomiske problemer, men indfrier i 1934 min gæld i Korsbæk Bank og skifter til Omegnsbanken. Foreslår i 1934 Mads Skjern at finansiere et maleri af borgmesteren. Kommer i 1935 i modvind, da Viggo Skjold Hansen beskylder mig - totalt grundløst - for at lade et notat forsvinde i forbindelse med salget af grunden til Mads Skjern. Jeg lod det aldeles ikke forsvinde! Jeg kunne bare ikke lige huske, hvor jeg havde lagt det.

Går i 1936 uden held til Omegnsbanken for at bede om endnu et lån. Som god kunde står jeg noget uforstående heroverfor. Forsøger efterfølgende at presse Mads Skjern til at låne mig pengene, men han gider ikke hjælpe gamle venner. Så er det, at jeg begår mit livs dumhed.

Ikke at jeg tømmer kommunekassen.

Ikke at jeg rejser til Brasilien.

Næh, slet ikke. Min til dato største dumhed består i, at jeg tager min elskerinde, den storbarmede Elna Mackegaard, med til Brasilien. Fordi jeg er en god og kærlig mand, sender jeg et brev hjem til min håbløse nervesanatoriumstrængende kone med det forsvundne notat, som jeg heldigt havde fundet i min ene kuffert.

Men hvordan kan det være en dumhed at ligge i med en dejlig kvinde som Elna?

Fordi hun gav mig problemer først i 50´erne. Jeg havde faktisk ingen problemer før hende. Åh, ja, måske. Få og små. Men de kunne og burde sagtens kunne klares. Men Elna strammede blusen, satte hænderne i siden og afskedigede mig! Ja!
Elna var nemlig faldet for en ung, charmerende fodboldspiller ved navn Garrincha, og jeg lever en tid i mørke og håbsløshed. Kassen bliver tom, for Elna har stukket en hel del sedler til sig, faktisk dem alle sammen, så til sidst må lille, slukørede jeg rejse hjem igen. Forældelsesfristen gør heldigvis, at jeg ikke bliver retsforfulgt for det med kommunekassen. Ad omveje får jeg tilbudt fleksjob som byrådssekretærassistent i Thisted efter krigen, og på min 100-års fødselsdag tilbydes jeg oven i købet ansættelse sammesteds som byrådssekretær, eller hvad det hedder nu til dags.
Til næste år vil jeg gå på pension. Jeg mener, jeg har alderen til det.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer