Det her skete for nogle år siden her i Thy, før corona og alt det der. Dengang kunne man godt bruge ordet heks. Den går nok ikke i dag. Men historien var god dengang, og den har sit omdrejningspunkt på det, vi hidtil har sat øverst oppe på Sct. Hans-bålet.  Billederne er såmænd ægte nok; de er bare ikke fra den begivenhed og det sted, historien omhandler.

Jeg har sat mig et sted i Thy i solen på en café med et udendørs område og var heldig at finde et lille ledigt bord. Der er flere borde, end der er plads til. Et ægtepar har oven i købet taget en barnevogn med ind. På en eller anden måde lykkedes det mig at presse mig mellem den og en dame i ubestemmelig alder, der sidder og gør sig store anstrengelser for at hive røg ud af nogle tørrede plantedele omviklet med papir.
– Jeg skal bare bede om et glas hvidvin, siger jeg til servitricen, en ganske ung, lyshåret pige, der ikke ligner en heks i traditionel forstand. Studinen her trækker på skulderen og begynder at kigge sig rundt efter andre, mere interessante gæster, der giver større fortjeneste i sit feriejob. Lidt længere henne dukker Mads Steffensen op med en ven og sætter sig. Her i Thy?
– Så gerne, her er menukortet.
Hun rækker mig det, mens ansigtet er drejet over mod Mads Steffensen.
Der er to forskellige hvidvine, og jeg napper den dyreste. Studinen forsvinder og kommer hurtigt tilbage med det ønskede og sætter glasset foran mig, mens hun drejer hovedet over mod Mads Steffensen.

– Hvor er du hurtig, siger jeg anerkendende og nævner ikke noget om, at det er let nok at være hurtig, når man kan flyve.
Jeg smager på vinen, der er dejlig kold, men kulden afløses af mit martrede ansigtstræk, da det går op for mig, at en eller anden har hældt et kvart kilo sukker i og rørt rundt.
Jeg vinker til servitricen, men hun har nu placeret sig et stykke borte med øjnene limet på Mads Steffensen.
Når man skal bestille, er de opmærksomme på én. Når man skal brokke sig, er de gået hjem.
– Hallo, brøler jeg efter hende. Hun reagerer ikke, men lader, som om det ikke er til hende. Så rejser jeg mig og vinker, mens jeg råber højt, idet jeg efterligner Mads Steffensens stemme:
– Det bliver et aldeles fremragende …

Det hjælper. Hun genkender ordene og baner sig prustende vej over barnevogne, damer af forskelligt køn og andre snakkende cafegæster.
– Den er altså for sød, siger jeg.
– Hvad, spørger hun stram i betrækket. Allerede her er hun udmærket klar over, hvad jeg mener. Jeg peger på glasset og gentager.
– Det står på menukortet, at den her har en vis sødme …, forsvarer hun sig med.
– Nå for den. Kan jeg så ikke få den byttet?
– Ja, det kan du tro, du kan. Jeg kan sagtens bringe et glas af den anden hvidvin, hvis du ønsker det.
– Altså bytte? Ikke noget, jeg skal betale for, vel?
– Det bliver du nødt til. Du har jo drukket af den.
– Hvordan skulle jeg ellers vide, at den er sødere end sød?
– Det står på menukortet.
Hun trækker på skulderen. Hendes øjne flakker rundt og standser igen ved Mads Steffensen.
– Så er det jo ikke et bytte, insisterer jeg. – Det er ingen kunst. Jeg havde jo håbet, at du …
– Nej. Men jeg vil gerne bringe dig et andet glas vin.
Hendes blik er klistret på Mads Steffensen, mens hun siger det.
– Mange tak. Mange tak. Det er næsten alt for meget. Hvor skal du brændes i aften?
Hun hører intet. Hun står helt fortabt og kigger på Mads Steffensen.
Jeg opgiver at få svar og forlader cafeen, mens jeg leder i avisen efter et bålsted med en lyshåret heks.