Debat: Gud præsenterer sine kolleger i Nirvana!

Kære alle!

Da jeg ved alt, eller altså næsten alt, vidste jeg også godt, hvilken furore min pressemeddelelse i egenskab af at være gudernes talsmand ville give.

Det er ikke så ligetil at ændre strategi og blive en åben gud, når man nu så længe har været, ja, lad mig bare tilstå, lidt håndsky over for al for megen offentlighed.

Men vi har længe diskuteret, om vi guder stadig skulle holde os fornemt tilbage. Der er nedsat et hav af kommissioner efterfulgt af en kæmpe debat i plenum, og afstemningen gav til sidst dette resutat. Vi vil være mere åbne. Og vi ville starte med noget, alle kender til.

At jeg så valgte fodbold-VM, var måske ikke helt velovervejet.  Som I kunne se, var der ikke mange af spillerne, der havde hørt min pressemeddelelse, der gik ud på, at det er nyttesløst at gøre korsets tegn, for hvis jeg holder med den spiller og hjælper ham, går det ud over det andet hold. Spillerne fortsatte hårdnakket med at slå korsets tegn, glo opad og håbe på min hjælp.

Det var indholdet af min meddelelse. Har jeg hørt noget fra jer i den anledning?

Det skal jeg da lige love for. At der kom reaktioner og kommentarer.
De fleste gik på, at det nok var en anden, der havde skrevet teksten. Jesus fik ret, da han sagde: Du kan lige så godt lade være, far. Ingen tror på dig alligevel. Jeg ville heller ikke. Ja, men, svarede jeg min vane tro, de siger da hele tiden, at de tror på mig.

Rolig nu! Jeg skal nok besvare jeres spørgsmål og begynder på det i næste brev, hvor Mona har et meget interessant spørgsmål.

Redaktionen på KlitPosten.dk har haft et værre bøvl med at videresende alle de mails. Fremover ryger de direkte op til mig, hvis du skriver til gud@klitposten.dk. Alle får svar, direkte her i KlitPosten.dk eller indirekte: Det kan være et pludseligt vindpust, der køler dit ansigt eller en golfbold, der uventet går i hul, eller at manden tager blomster med hjem. Små, men sikre tegn på, at jeg svarer dig. Fortolk selv svaret ud fra det, du føler.

Nå. Men jeg vil starte med at præsentere os alle for jer og fortælle jer, at vi alle var til stede på konferencen her i Nirvana. De var der alle sammen: Allah, Odin, Buddha (selv om han godt nok er en mærkelig en; han sidder altid ligesom lidt forstenet), Shiwa, Hara Krisna, Mars, Venus og så nogle flere, hvis navne jeg har glemt lige nu, men du får dem nedenfor. Vi diskuterede, om det var muligt, at kun en af os stod frem og repræsenterede alle. Det  er altså svært. Alle har en mening, og ikke to er ens, og så er det ret nyt, at vi nu skal til at være åbne. I skal heller ikke tro, at alle lige er med på den, slet ikke dem på yderfløjene. Men det er der nu flertal for hen over midten.

Heldigvis var der flertal for, at jeg kunne være talsmand for alle guderne og en slags uofficiel TillidsRepræsentant. Mest fordi jeg har flest tilhængere, over 2 milliarder ifølge FNs Statistik og Sct. Peter.
Jesus har fået lov at være med til rådsmøderne, for han kan noget med vin, og det sætter de alle pris på. Især Dionysos, den gamle libertiner. Han kan godt lide Zinfandel.
Men som I kan forstå, er der her i Nirvana ikke ligefrem enighed om alt, så forvent tilsvarende ingen fred på jord lige med det samme.
Det  var  bare det, jeg ville sige i dag. Medlemslisten over os guder burde være fuldstændig. Jeg må dog straks oplyse, at flere af dem er passive medlemmer:

Gudelisten

Gud – kristen og talsmand, TR; Jesus – kristen og min søn; Allah – muslimsk
Månemanden – eskimoisk; Havkvinden – eskimoisk; Jehovah – Jehovahs Vidner
Ra – egyptisk solgud; Jahve – jødisk; Baal – kanaanæisk
Det Flyvende spaghettimonster ; Kali – indisk, den ødelæggende gudinde; Nike – sejrsgud
Andrimner; Balder; Brage
Bølværk; Delling; Forsete
Hejmdal; Hermod; Hør
Høner; Kvaser; Magni
Modi; Od; Odin
Sommer; Svåsud; Thor – krigsgud og tordengud, eksplosiv og agressiv!
Tyr; Ull; Vale
Vidar den Tavse; Vile; Vinter
Eir; Fjørgyn; Fulla
Gefion; Gersimi; Gna
Hlin; Hnoss; Idun
Lofn; Nanna; Saga
Sif; Sigyn; Snortra
Syn; Vår
Frej; Freja; Frigg
Njord; Måne; Sol
Brahma (fire hoveder. Tja. Hvorfor ikke?); Vishnu, kærlighed; Shiva (tre øjne. Lidt ogge-nok efter min smag)
Agni, ildgud; Rama (Vishnu inkarnation); Krishna (Vishnu inkarnation)
Ganesha (visdom, elefanthoved ;-))
Afrodite; Apollon; Ares
Artemis; Athene; Boreas
Demeter; Dionysos (ham med vinen); Eileithyia
Eos; Eros (flirter med Freja); Eris
Faeton; Gaia; Hypnos ZZZZzzzzz
Hades – dødsgud; Hefaistos; Hekate
Helios; Hemera; Hera
Herkules; Hermes; Hestia
Hybris; Iris
Kronos; Morfeus; Nemesis
Nereus; Nike; Nyx
Pan; Poseidon (havgud); Rhea
Selene; Thanatos; Thetis
Triton; Uranus; Zefyr
Zeus; Saturn; Mars
Sol Invictus – solen; Magna Mater – gudinde, også kendt som Kybele; Kybele – gudinde, også kendt som Magna Mater
Diana – også kendt som Artemis; Artemis – også kendt som Diana, Fantomets kæreste, tror jeg nok; Dea Dia – gudinde
Isis – egyptisk oprindelse; Mithras – persisk oprindelse; Jupiter Dolichenus – syrisk oprindelse
Jupiter; Juno; Minerva
Silvanus – gammel romersk
Cæsar – tidligere menneske
Augustus – tidligere menneske
Octavian – tidligere menneske

De tre sidstnævnte er klart en fejlanbringelse og burde aldrig have fået lov at komme her. Sct. Peter har givet mig listen og fralægger sig ethvert ansvar. Jeg har i forvejen så meget at se til, påstår han. Måske burde han snart gå på pension.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer