Victor: Om shopping

Det gælder om at råbe op, hvis man vil blive hørt, mener Victor.

 

Skal jeg med, spurgte jeg. Ja, sagde de.

Og så kørte vi ind til Thisted. Min far og mor ville nok ikke have, at jeg skulle være alene hjemme. Det er bare så kedeligt at gå i butikker her ovre i Jylland. Dog ikke dem alle. Der er nogen, der sælger fredagsslik. Også om torsdagen. Jeg ved heller ikke, hvorfor vi absolut skulle flytte fra alle vennerne i København. Min far og mor bestemmer bare den slags ting uden at spørge mig.

I Thisted var vi først inde i en butik. Ekspedienten forklarede og forklarede og snakkede om og pakkede ud og viste frem. Min far ville have en eller anden maskine og skulle have det hele forklaret. Til sidst sagde vi tak og farvel, og vi ville tænke over det. De kunne selv tænke over det, kunne de. Jeg gad ihvertilfælder ikke.  Og så gik vi ind i den næste butik.

Her var det en dame, der viste mor og far denne samme maskine og forklarede og fortalte. Den var simpelthen den bedste maskine i hele verden; hun var sikker på, at hvis de ikke købte den, ville alt muligt dårligt ske for hele familien. Jeg begyndte at kede mig. Jeg var i gang med at køre ræs på mobilen.

Mine forældre sagde pænt tak og farvel, og vi ville lige tænke over det, og så gik vi hen mod en tredje butik. Jeg pegede ind på et sted, hvor man kunne få fredagsslik, men det var, som om de helt havde mistet interessen for de gode værdier her i tilværelsen. De trak mig bare med. Så sagde jeg til dem, at de var nogle værre stalinister. De gloede på mig. Hvad mener du? Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste ikke, hvad en stalinist var, men jeg havde hørt ordet af en lærer på skolen, og det lød godt. Så jeg mumlede bare fuck jer så tilpas lavt, at de ikke kunne høre det.

En gammel ekspedient fra første verdenskrig stod lidt og hørte på min far. Så spurgte han far, om han vidste, at denne maskine var dårlig, ja, elendig, og min mor og far så på hinanden, inden han svarede. Han tog en anden frem og lagde på disken og frarådede dem at købe den første. Det få I int noed ud af, sagde han. Den koster øllehundred kroner, det er alt for dyrt, mente han. Den her går i al slags vejle og koster kun fem hunde.

Min mor blev helt anderledes. Hun smilede til ham og nikkede og vendte sig mod far og sagde, at den skulle han købe. Det gjorde han så. Han gør altid det, mor siger.

Vi gik ud i bilen. Øv. Intet fredagsslikekstraindkøb. Min mor blev ved med at fable om ham ekspedienten. Man får altså tillid til en, der snakker sådan, sagde hun.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer