Mikronyheder: Nu åbner jeg også snart et loppemarked!

Hanne Havgasse er  journalist med speciale i fruentimmerstof. Hun kommer fra en lovende skuespillerkarriere, men så kun hulhed og tomhed alle vegne. Hun er både feminist og maskulinist og forsvarer begge køns ret til at være her.
Hun er berygtet for sit temperament, så pas på med at modsige hende!

– Nu åbner jeg også snart et loppemarked.

Alt går i stå. Snak, tastaturklapren, mobiltapperi. Jeg stirrer ud over redaktionen. Hvordan reagerer mine kolleger? De ligner nogen, der er stillet op fra et forhistorisk museum. Stumme, statueagtige, glasøjne, en med åben mund. Grauballemanden ligner en discofreak i gang med en vild skeletdans i forhold til kollegerne her.

– Hører I? Jeg vil også snart åbne et loppemarked!
– Men, … hvorfor dog, bette Hanne? Spørger chefredaktøren, der er ældre, end det formentligt er lovligt. Bette og bette, - han skal nu ikke komme for godt i gang.

Jeg sukker en anelse:
– Enhver kan jo regne ud, at der er penge i det, for ellers ville vi jo ikke se alle de loppemarkeder rundt omkring. Skal man flytte for eksempel, hedder det garagesalg. Eller også loppemarked.
– Snart sagt alle, rige som fattige, gamle som ældre, tilflyttere som thyboer, indretter i dag en stald, et værksted, et brændeskur eller endda et soveværelse, har jeg hørt, for at komme af med alt det gamle rod, man ikke har plads til mere - til antik-butik, der hurtigt griber om sig med kasseapparat og café og gammeldags havestole i solid metal …
– Vi ved fra undersøgelser, at vi alle er enormt interesserede i dette gamle ragelse, som så kaldes antikviteter.
– Når det hedder antikviteter, kan det sælges som varme hveder en helligtrekongers aften. Vi er simpelthen tossede med antikviteter. Jo ældre, jo bedre. Husk guldhornene. De var da væk, før man fik tænkt sig om.
– Se bare på TV-udsendelserne "Guld i købstæderne" og "Hvad gemmer Schackenborg på?" og "Tryl dit gamle ragelse om til antikviteter" og den slags. Der er stor, stor interesse for de gamle ting, som alle de andre har, mens ens eget bare står og fylder.
– Vi har jo alle gamle ejendele stående oppe på loftet, og det var der, jeg fik ideen. Jeg kunne ikke nænne at smide en ældre, grim standerlampe ud, da vi købte en ny, og nu har den ligget så længe deroppe, at den er blevet en værdifuld, antik genstand, der sikkert kan sælges for et større beløb, end jeg tør håbe på. Vi har nogle gamle tresserteaktræsborde fra mine bedsteforældre, de er guld værd i dag! Vi har et kakkelbord fra attenhundredeoghvidkål, der bliver lokkemaden på søndag.

– Vi har sat plakater op og annonceret det hele. Søndag mellem 10 og 14 på Gamle Kirkevænget 425.
Jeg banker i bordet, vender mig om og knejser ud af redaktionslokalet. I døren råber jeg lige:
– I er sandelig også velkomne! Mumier!

Fik du læst:

Fik du læst:

Teltuge på Klitrosen med blandt andet loppemarked

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer