Mikronyheder: Sådan spiller du KROLF og vinder

Hanne Havgasse er  journalist med speciale i fruentimmerstof. Hun kommer fra en lovende skuespillerkarriere, men så kun hulhed og tomhed alle vegne. Hun er både feminist og maskulinist og forsvarer begge køns ret til at være her.
Hun er berygtet for sit temperament, så pas på med at modsige hende!

De frie Pensionister i Klitmøller lover i deres venlige julehilsen, at der kommer en KROLF-bane i haven ved Klitrosen. Måske er vi flere, der ikke rigtigt ved, hvordan man spiller KROLF?

Vil du vinde i det spil, må du træne. Jo mere, du træner, jo bedre bliver du.

Klik for >

Foto: Krolf.dk

Det er svært at holde tungen lige i munden, når man skal slå. Det bliver ikke lettere, hvis der sidder en pibe der. De frie Pensionisters krolf-udvalg vil utvivlsomt lave lokale regler om rygning
Foto: Krolf.dk

Krolfregler

Det gælder i al sin enkelthed om at få kuglen i hul på færrest antal slag i dette spil, som blander kroket & golf. Man spiller med de samme køer og de samme bolde som i kroket.

Alle spillere er på banen samtidig. Først slår spiller A et slag, dernæst spiller B, spiller C osv. Rækkefølgen bibeholdes hele tiden.

Man tildeles et straffeslag, hvis man slår for tidligt eller til en forkert kugle, og alle implicerede kugler flyttes tilbage.

Man må ikke flytte flag eller andre forhindringer, hvorimod nedfaldne blade, grene, ølflasker og lignende godt må fjernes, uden at kuglen må flytte sig.

Hvis man direkte fra startstedet slår sin kugle i hul, er det en hole-in-one, og den tæller 0 slag. Hvis man har slået sin kugle hen i nærheden af hullet på 1 slag og så bliver hjulpet i hul af andre, er det ikke en hole-in-one og tæller derfor som 1 slag.

Hvis kuglen ligger, så den ikke kan spilles, må man tage den 15 cm væk fra forhindringen, men det straffes med et ekstra slag.

Hvis kuglen ryger helt ud af banen, ind i et bed, i en sø, eller ned i formandens trailer, der har bragt øl og små nydelser med, eller andre steder, hvor den skal flyttes ind på banen igen, koster det 1 slag at gøre dette.

Kuglen flyttes den kortest mulige vej ind på banen. Det koster ikke 1 slag, hvis andre har skubbet éns kugle ud af banen. Man har dog lov til at fremsige en ed og supplere med at skule til synderen.

Ellers skal man opføre sig venligt og ordentligt over for de andre spillere. Det koster et straffeslag, hvis man håner en medspiller eller griner ad hans elendige putt.

Vend dig eventuelt om og forsøg at skjule dit smil. Og husk så, at der er noget, der hedder Nemesis, som stammer fra Grækenland.

Det betyder, at du kan være den næste, der dummer sig ubehjælpeligt.

Fik du læst:

Fik du læst:

Andre sportsgrene i Klitmøller: Blå himmel og blåt vand og en blå sport i Cold Hawai (fra juni 2020)

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer