– Til gengæld får I vel også plads i Thisted kommunalbestyrelse?
– Ulla har sagt, at hvis vi gerne vil have en enkelt plads, skal hun se, hvad hun kan gøre. Det er noget med, at V helst ikke skal have flere pladser end A. Vi regner ikke med det store. Desuden skal vi selv betale for tolkebistanden under møderne. Foreløbig bliver embedsværket på pladserne her i Nykøbing, for vi har da til hensigt at blive ved med at opkræve tiende.
– Ulla Vestergaard, er det en god beslutning at indlemme Mors i Thisted Kommune?
– Det er en skæppeskøn god ide. Vi har store planer om at indrette Mors som frilandsmuseum og nedlægge Sallingsundbroen og Vilsundbroen. Vi genopretter Pinen og Plagen, der skal sejle i fast rutefart mellem Mors og Salling. Og vi indsætter den lille Vildsundfærge eller finder et par pramme. Det bliver som at genopleve de gode, gamle dage! Turisterne vil strømme til! Hjerl Hede: Gå hjem og vug!
– Hvad med alle de moderne faciliteter, de trods alt har?
– De fleste skoler bliver til forsamlingshuse, hvor de kan spille banko. For sjovs skyld indretter vi en af deres skoler til sprogundervisning i morsisk med hjælp af Frilandsmuseet i København og Sprognævnet i, - var det ikke Fyn? Skolen skal hedde "Den kuriøse Old-Morsiske Læreanstalt". På biblioteket skal der blandt andet stå "Rejsen til Mors" og "Mors og Venus" som obligatorisk læsestof.
– Kan thyboer og morsingboer godt forliges?
– Alle ved, at rigtige mænd er fra Mors og kloge kvinder fra Thy, så det skal nok gå. Tilbage er der kun et sprogligt problem.
– Hvad med alle drillerierne?
– Mon ikke de hører op af sig selv? Når først de tidligere morsingboer lærer at tale ordentligt, det vil sige thybomål eller thysk, som vi siger, skal det nok gå. Lidt drilleri er nu altid sjovt, så man skal ikke kimse ad det gode humør.
– Er der lidt mobning i billedet?
– Hvad siger skaldepandejournalisten?? Skulle vi mobbe?? Aldrig!! Kan han så humme sig!!