Min kone og jeg er næsten 150 år tilsammen. Det afholder os ikke fra at deles om at lave mad. Når det så er weekend, får den en ekstra tand.
Følg med her, du, som måske overlader al madlavning til konen. Så svært er det altså heller ikke.

Jeg laver min yndlingsret efter devisen selvgjort er velgjort. Hvordan bliver resultatet?

Jeg starter som regel med at varme op med et godt glas hvidvin. Her er italienske Donna Luce, der er frisk, pikant og med fersken- ananassmag.
Den har denne sødme, der lader smagsløgene op på den gode måde, som skal nydes med god tid i fred og ro, og som kun kan efterfølges af

denne rødvinsperle fra SPAR Klitmøller, der godt nok er dyr, men smagen er sandelig også derefter! Jeg tager en mundfuld af vinen og bliver næsten salig, og mens jeg lader smagen fade ud, går jeg hen til stuedøren og siger noget ubetænksomt: Hva så, kone - skal vi ikke nøjes med at hente en pizza i aften?

Svaret giver kun anledning til én overvejelse: Jeg må se at få købt det høreværn.
Jeg går i gang med maden …

Tournedos og blød is

Menuen denne aften består af to retter, der ikke er specielt slankende eller vegetariske, men endnu er det tilladt at spise dansk ko. Hovedretten er Tournedos, der kan laves i forskellige versioner, men som regel af afpudset oksemørbrad i 3-4 cm tykke skiver, der er lige tykke i begge ender, hvis du forstår. Omvikles med bacon eller skinke.

Nogle foretrækker bearnaisesauce til, og den kan laves sådan:
Pil og hak skalotteløg fint. Hak estragon meget fint.
Kom skalotteløg, estragon, hvidvinseddike og hvidvin i en gryde, og kog ind til bearnaiseessensen. Hæld det herefter i en skål.
Imens piskes æggeblommerne. Put skålen med bearnaiseessensen i kasserolle med varmt vand (vandbad) på lav varme. Tilføj omkring halvdelen af smørret, stykvis af gangen, til væsken. Imens er det vigtigt, at der piskes konstant. Tilføj æggeblommerne langsomt, mens der stadig piskes. Tilføj det resterende smør, og pisk indtil det er godt smeltet sammen. Saucen burde nu være varm og jævn. Fjern den fra varmen og smag til med citronsaft, salt og peber.

Man kan selvfølgelig også bare købe noget pulver og blande mælk i. Men - kan du huske, da du lærte at cykle? Jeg tror, man kan lære at lave bearnaisesauce efter samme principper. Her du først fået det lært, hænger det ved.

Men det vil jeg ikke i aften. Bearnaise kan smage godt, men den tager for meget af kødsmagen efter min mening. Da jeg var ung, kunne jeg godt lide at tage på min Velo ind til Borgerkroen i Maribo og få tournedos med bearnaise, når jeg havde fri fra mit sommerjob på Motel Rødbyhavn som tjener. Denne (u)vane havde så absolut intet at gøre med den meget søde unge servitrice, der betjente mig hver gang!

Løg …

… majs …

… kål og kartofler

… og herlige svampe

Danske bøffer fra danske køer. Det hedder oksekød, men komælk. Interessant, ikke? Der er ikke salg i ordet ko, når det er kødet, vi snakker om. Det hedder dum som en ko, men stærk som en okse. På den anden side er ko godt nok til mælk. Oksemælk?

Temperer bøfferne 20 minutter på køkkenbordet før stegning; på panden hver side tre minutter med høj varme, salt og peber, tre minutter med lav varme; igen hvile på tallerkenerne, mens bordet dækkes, og alt gøres klar

Nogle gange synes jeg, at der bare skal være bøffer og kartofler og løg - og færdig. Andre gange skal der flere forskellige grønsager til for at udvide smagen. Som i aften, hvor der også er friskplukkede kantareller fra Nationalpark Thy. Fine friske råvarer smager godt og er et aldeles glimrende supplement til kødet. Nye kartofler og ingen sauce.

Det svære ved madlavning er for mit vedkommende, at man skal have øjnene alle steder, mens man kokkererer, holde øje med uret, med salt og peber, og samtidig huske at vaske hænder og skylle brugt porcelæn og service af og vaske det op! Det er måske i virkeligheden derfor, at jeg viger tilbage fra at lave bearnaisesauce også.

Heldigvis var konen glad og tilfreds med hovedretten, skulle jeg hilse at sige.

Desserten skal være blød is. Hjemmelavet! Jeg pisker vaniljeis med fløde, hælder den bløde is i en flødeskumspose og lægger i fryseren 45 minutter. Så er den klar til at blive hældt i vafler med drys ovenpå; så har vi vist fået vores kalorietilskud for i dag! Godt og vel endda. Man kan naturligvis gøre lidt mere ud af det og lægge isen elegant i en sløjfe på tallerkenen og hælde en smule hindbærsaft henover, forsyne den med to klatter chokolade med et par nødder samt en smule citronsaft med sukker til det syrlige.