Nøglen til et bedre ægteskab

-Tag nu hen i banken og få det afklaret, Hans, sagde hun, mens han stod der for tyvende gang og fingerede ved nøglen.

-Synes du virkelig?
-Ja, tag du nu derhen som aftalt. Måske ligger der en formue for enden af den...!
Hun rakte ham hans gule regnfrakke, inden hun blidt skubbede ham ud i efterårsregnen.

Med nøglen krampagtigt i højre hånd nede i lommen nærmede han sig skranken og stillede sig op, og den ældre bankansatte spurgte venligt, om hun kunne hjælpe.
-Ja, jeg har en aftale med afdelingschef Grethe Kortsen!
-Nu skal jeg få fat i hende! Hvem må jeg sige, det er?
Han svarede beredvilligt med sit navn og tilføjede:
-Sig, det er mig med dødsboet.
Det skulle ikke komme an på det.
Hun trykkede et nummer ind på tastaturet på telefonen, løftede røret og tilkaldte Fru Kortsen.
Efter et par minutter kom en bastant dame, lettere korpulent og bad ham om at følge med ind på kontoret.
-Det var noget med en nøgle?
-Ja, vi har som sagt købt det her hus af et dødsbo og fandt forleden denne nøgle. Jeg tror, det kan være noget vigtigt!
Han viste hende den irrede og med gammelt indtørret snavs befængte nøgle med bankens navn tydeligt indgraveret.
Fru Kortsen kradsede i nøglen med sin negl, hvorved nogle tal dukkede op. Hun lugtede til nøglen:
-Pyh ha, det var da en underlig, sur lugt, noget i retning af en brændt skov! Men jeg kan se noget interessant i nummeret. Det er faktisk til vore bankbokse nede i kælderen! Jeg tror lige, vi undersøger sagen. Vær venlig at følge mig!
Lettere stakåndet fulgte han hende, mens han mærkede en påtrængende hjertebanken.
I kælderen fandt Grethe Kortsen hurtigt den til nøglen passende boks og åbnede den.
Begge stirrede paralyserede på det eneste, der var i boksen: en gammel kuffert.
Fru Kortsen tog den ud og lagde den på bordet i boksrummet. Ejendommeligt nok lugtede den ligesom nøglen.
Så åbnede hun den. Der lå et ark papir i den og noget snavset, ildelugtende undertøj, der stank værre end nøglen.
Forbavset læste hun højt:

"Kære Hans og Grethe!
Længe har vi tænkt på, hvordan vi bedst kan få det sagt. Men nu skal det frem:
Dette var den eneste måde, hvorpå vi kunne få præcis jer to til at mødes i et lille lokale, hvor der ikke er andre til stede, for I får måske noget privat at snakke med hinanden om. Vort budskab til jer er, at jeg forlader dig, Hans, og Thorbjørn forlader dig, Grethe, og det er vores hensigt at flytte sammen for aldrig mere at vende tilbage til jer. Vi har i over et halvt år mødtes rigtig mange gange ude i en skov i en lille jagthytte. Så når Thorbjørn skulle på jagt, var det mest for at jage mig, hvilket lykkedes. Og Hans, når jeg skulle til håndarbejde, så var det sådan set rigtig nok. Tøjet i kufferten er noget af det tøj, vi altid tog af, når vi mødtes.
I finder i øvrigt selv ud af, hvad I vil stille op med jeres liv.
PS. Behold bare kufferten som et minde!
PPS. Det gælder også tøjet. Det kan godt bruges igen, men så må du for en gangs skyld selv i gang med vaskemaskinen, Hans!
Kærlig hilsen
Din nu forhenværende hustru"

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer