Arne i Beijing

 

Arne hilste venligt på portieren, inden han gik udenfor i den myldrende trafik, hvor en larm af den anden verden mødte ham, og han var ganske overvældet. Var det to timer siden, de landede her i Beijing? Anne ville hvile sig, mens Arne var ivrig efter at se en rigtig kineser, og desuden ville han købe et kort over den indre by. Så han skiftede hurtigt tøj og tog elevatoren ned.

En liberiklædt hotelportner hilste med to fingre til kasketten, og Arne begyndte langsomt at gå, mens han nød at være langt væk hjemmefra helt ude i det fremmede. Det var en dyr tur, men de var enige om, at den nok skulle blive alle pengene værd. Og rigtige kinesere var der heldigvis nok af! Han smålo lidt ved sig selv ved at tænke på, at derhjemme i lille Danmark var en kineser først og fremmest noget, der kunne antændes og give et ordentlig brag. Hvis han havde haft en lighter, kunne det være sjovt at sætte ild i en rigtig kineser for at se, om han også futtede af. Arne lo højt ved tanken, men blev straks en smule skamfuld. Hvis det ikke var racisme …

Lidt længere nede ad det stærkt befærdede strøg, en meget bred boulevard med mange sjove kinesiske køretøjer, gik han ind i en kiosklignende forretning med postkort. Han valgte sig omhyggeligt tre ud, men opdagede, at han havde glemt at få penge med, og ærgerligt forlod han forretningen igen og gik tilbage ad gågaden mod hotellet.

Da han havde gået lidt, undrede han sig over, at hotellet ikke dukkede op endnu. Så kom han i tvivl, om det var den rigtige retning. Derfor vendte han lidt nervøst om og gik tilbage.

Hotellet kunne han altså ikke finde. Nu blev han usikker. Og hør engang, lå hotellet ikke ud til en bred boulevard, og han gik bare på en gågade?

Han standsede. Forsøgte at tænke sig om. Fra alle sider strømmede der gående  kinesere til og fra i alle retninger. Rædslen fangede ham ind. Pludselig kunne han heller ikke huske navnet på hotellet.

Han ledte i sine lommer. Måske havde han en voucher eller noget andet. Ikke engang nøglen til værelset havde han. Var det Continental eller?

Rædslen blev større. Hjertet pumpede. Skjorten snærede om brystet. Hans læderfolder med identitetskortene lå selvfølgelig i det andet tøj. Det han lige havde skiftet. Han gik videre. Standsede så igen. Her stod lille Arne fra Danmark. I verdens folkerigeste stats hovedstad. Uden penge, pas, ID. Uden at kunne et ord kinesisk. Og ikke meget engelsk.

Knæene rystede. Han blev ganske bleg. Hjertet dunkede vildt.

Han begyndte ophedet at gå. Planløst. Den ene vej. Så vendte han om. Gik tilbage. Den anden vej. Hjertet hamrede. Brystet hævede og sænkede sig. Tindingerne trommede løs. Han småløb på må og få. Vendte om igen. Panikken bredte sig. Sveden haglede. Intet hotel. Stirrede vildt opad. Gråden pressede. Stadig intet hotel. Arne blev fyldt med afmagt. Forvirring. Angst. Ensomhed.

Hans øjne faldt på noget genkendeligt. Den lille forretning. Den med kortene. Han gik lettet indenfor og hen til kortstativerne, hvor han havde stået lige før. Han så sig rundt og opdagede, at der var to udgangsdøre. Han havde taget den forkerte.

Hurtigt tog han den rigtige denne gang og kom udenfor, hvor han stod lidt og vejrede, men allerede igen fuld af optimisme. Masser af trafik beroligede ham. Genkendte bygningen ved siden af og gik i den rigtige retning og fandt hotellet og kom lettere svedende op til Anne.

– Nå, skat, har du fået lidt ”frisk luft i lungerne”, vrængede hun smilende ved tanken om byens smog.

– Pumpeværket var i hvert fald på arbejde, mente han.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer