Benedicte Albrectsen: Hvad kan vi gøre for miljøet? (Novelle)

Det har været alt for varmt, alt for længe. I dag lå jeg med stængerne i vejret for at lette på trykket i anklerne som er opsvulmede og ømme. Det var også godt for ryggen. Vi kan grille igen. Forbuddet blev ophævet efter to intense regnskyl. En liflig røg slipper ud af sprækker i Weberkuglen. I Netto solgte de whiskydruknede træspåner, som man kan lægge oven på kullet. Den nyeste af slagsen. Vores 12 år gamle schæfer er vågnet op. Måske er det grillduften. Måske den kølige aftenbrise. Den stirrer på os med en tennisbold i munden. Tigger om at blive leget med. Jesper rejser sig. Vrister bolden ud af dens mund, og skruer bolden i en høj bue over legehuses tag. Hunden galoperer rundt på plænen for at finde bolden.

”Som den kan,” griner han og sætter sig tilbage ved bordet. Han retter på knuden af hår, som er samlet i en elastik højt oppe på hovedet. ”Så langt dit hår er blevet,” siger jeg og afslører, at jeg betragtede ham, da han redte sit mere end skulderlange hår tidligere på dagen. Jesper besøger os i sommerhuset. Som et afbræk fra studier og job. Han kigger lettere opgivende på mig; eller også er det bare mig, der oplever det på den måde. Hans far tømmer grillgitteret for mad og stiller fade med burgers, brød, grøntsager og saucer på bordet. Øldåser knappes op. Vinden lufter.

”Ved I, hvad der er det bedste at gøre for miljøet?” spørger Jesper lidt efter. Han tager en slurk af sin øl og en bid af sin burger. “Mener du, hvad den enkelte kan bidrage med?” Jeg vil ikke komme med et forslag lige med det samme, men gerne vise, at jeg deltager.

”Køre mindre i bil og købe færre apparater,” kommer det fra hans far, som læner sig tilbage i havestolen med brillerne skubbet op i panden scrollende på sin smartphone. ”Ja, det står højt på listen, men ikke højest!” kommenterer Jesper.

”Spise mindre kød,” foreslår jeg og kigger med dårlig samvittighed på burgeren i min hånd og på tallerken, der er fuld af kødsaft. ”Også højt på listen, men nej! Det bedste er faktisk at lade være med at avle børn”.

”Ja, det er i hvert fald ikke længere noget problem for os”, skæmter hans far og kikker skævt på mig, mens han rækker ud efter endnu en dåse. ”Nej, men vi er jo for mange på jorden,” siger Jesper. ”Ja”, indskyder jeg, ”eller også… alternativt, så kan vi, der har levet et langt og godt liv. Så kan vi jo tage en pille, ikke? … og lægge os i graven. Helt frivilligt”. ”Hva’?”. Mine børns far kigger op fra sin smartphone med et ryk, så brillerne triller ned og havner i græsset bag ham. ”Jo, men det har jeg faktisk tænkt på,” fortsætter jeg. ”Jeg mener. Vi har levet et godt liv, ikke? Når vi så begynder at få problemer, så kan det måske være rart at stille træskoene på egne præmisser. Det er da bedre, end at yngre generationer overvejer ikke at få børn. Ikke?”

”Men det går jo ikke!” Manden i mit liv kæmper stadig for at få brillerne op fra plænen uden at rejse sig fra stolen. Telefonen vifter i den hånd, han holder balancen med. ”Det var da gamle, der ofrede sig, da de skulle rydde op efter Fukushima-katastrofen i Japan. Bedstemødre og bedstefædre gik ind i reaktorbygningen i beskyttelsesdragt for at stoppe skaden. Det er vel ikke helt forkert,” fortsætter jeg. ”Hm!” Nu har han gaflet brillerne og lægger dem på bordet sammen med telefonen. Så begynder han at lægge salatblade og tomater på en ny burgerbolle. ”Det er jo heller ikke, fordi gamle ikke kræver ressourcer,” fortsætter jeg og tænker på bænken nede på torvet, hvor de gamle sidder på rad og række med splitnye rollatorer. Det er næsten, som om der også går mode i deres hjælpemidler. De bliver hele tiden udviklet til at køre, manøvrere og støtte de gamle kroppe. Det slutter aldrig. Produktionen af nye ting tager aldrig ende.

Som om han har læst mine tanker, kommenterer han, at det da er godt for de gamle, at de holdes aktive ved hjælp af medicin og hjælpemidler og meningsfulde oplevelser. Jeg er naturligvis ikke uenig. Hvordan skulle jeg kunne være det? Det er svære spørgsmål. Kompliceret af moralske hensyn, der modsiger hinanden. Hensynet til den enkeltes ret. Grundmuret i vores måde at leve på. Vores tanker om frihed. Vores tanker om ikke at tage liv fra andre. Og virkeligheden som siger fra nu, som rusker op i os (nogen af os i hvert fald) og påminder os om, at jordens resurser ikke er uudtømmelige.

”Jo, men det giver da naturligvis en lignende effekt for miljøet at stoppe gammelt liv. Altså som den miljøfordel det er at lade være med at starte nyt,” mumler Jesper og ser tænksom ud. ”Gamle skal også passes. De bruger bleer, skaffer masser af udrustning, ligesom babyer. Måske er det heller ikke alle, der ubetinget har lyst til at blive holdt i live?” Vi kan let blive enige om, at man holder liv i folk meget længe, og at der findes dem, som faktisk gerne vil forlade livet, men ikke kan få lov til det. ”De lider. Deres pårørende lider,” supplerer Jesper, og tænker måske som jeg på hans farmor, der ikke længere kan genkende os og på femte år i træk for det meste ser bange ud, når vi besøger hende på plejehjemmet.

”Børn skal man i hvert fald ikke lade være med at føde.” Nu har han lagt både briller og mobiltelefon på bordet. ”Nej, det går ikke, for i vores del af verden fødes der for få børn. Vi forsøger netop at præmiere børnefødsler i samfundet. Gennem børnepenge, barselsregler og offentlig pasning”. Han opremser begrundelser og vilkår i det uendelige, mens mine tanker flyver med vinden over hækken mod ingenmandsland.  ”Men hvordan skal vi så kunne gøre det rigtige?” hører jeg Jesper spørge. ”Tja det ved jeg ikke”, lyder svaret. ”Jeg tror, det må komme oppefra”.

Jeg tager ud af bordet. Glæder mig over, jeg kan sætte servicet i opvaskemaskinen.

”Skal I ha kaffe?”

Benedicte Albrectsen har en blog.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer