Nyt kapitel i vores liv med demens

C er kommet på demensplejehjem. Hustruen, H, fortæller her om en - nu igen - anderledes dagligdag.

(Modelfoto)

Den 26. november blev jeg ringet op fra Dagcenteret. C havde det dårligt. Jeg hentede ham straks. Han kunne kun flytte sine fødder få centimer ad gangen med stærk støtte fra stokken og min arm. Det var svært at få ham ind i bilen.

Hjemme fik jeg ham til at støtte sig til mine håndled. Stokken kunne han ikke bruge. Anbragt på sengen sad han helt krumbøjet. Han skulle tisse. Mine kræfter var brugt op.

Jeg kontaktede hjemmeplejen. Det var en mand, som så skulle hjælpe ham på toilettet, for at der også kunne blive taget en urinprøve. Sosu-assistenten tog C i den ene side og jeg flyttede en stol, som C kunne støtte sig til i den anden. Det lykkedes ikke at få tisset. Og ved fælles hjælp fik vi ham lagt i seng og sygeplejersken blev kontaktet. Hvis demente får urinvejsinfektion, går alle kroppens ressourcer til at bekæmpe den, og så melder både kroppen og hjernen fra. C kunne heller ikke fortælle noget om, hvordan han havde. Et par timer senere kom en yngre høj mand. Det var sygeplejersken. Han undersøgte C grundigt. Fik taget en urinprøve, som var ok. Blodtrykket var lidt forhøjet. En snak med vagtlægen førte til, at vi skulle se tiden an til næste dag. Næste morgen havde C det lidt bedre. Jeg kontaktede alligevel vores egen læge, da jeg ikke var sikker på, jeg kunne hjælpe C mere.
Sidst i oktober fik C tilbudt en plejehjemsplads i byen til 1. dec. En lejlighed på ca. 40 m2. Det havde vi sagt ja til. Vores ene datter og svigersøn havde hjulpet med at indrette den et par dage før. Det var kun Cs seng, der manglede. Lægen kontaktede plejehjemmet. C måtte flytte ind næste dag.
Det gik pludselig stærkt. Der var ingen afskedsscener med huset her. Personalet var klar til at modtage os. Det er en dejlig lejlighed med ”hoveddør ud til” fælles opholds og spisestue. Der var pyntet godt op til jul. Hjemme igen. Stilhed. Fjernsynet kører ikke længere på tw-news. Et par stykker brød glider ned sammen med et glas hvidvin. C havde igen styr på benene næste dag. Om der har været en lille blodprop, ved vi ikke. Jeg besøgte ham ved frokosttid næste dag, så vi kunne spise sammen i hans lejlighed. (frokost koster 30 kr.)
Vi skulle nu begge to finde os til rette i en radikalt ændret tilværelse, hver for sig. C har ikke sted- og tidsans og kan ikke tolke de ting han ser.

Hvad der er på den anden side af hans dør, ved han ikke. Han er hjemme på besøg til frokost, middagsmad eller eftermiddagskaffe ca. 1 gang om ugen. Det var jeg blevet advaret imod. Men jeg ville prøve det af. Og det er foreløbig ok. Jeg ville jo gerne, at vi kunne fejre juleaften i vores eget hus sammen med vores ene datter og svigersøn og barnebarn.
Juleaftensdag hentede de unge C på plejehjemmet til kaffetid her. Traditionel flæskesteg andebryst, ris ala’mande. Derefter julesangene og gaverne.
KL. 20.15 gik deres tur hjemad, da der var langt at køre og hunde skulle hentes. De kørte C til plejehjemmet.
Så kom gråden ubehersket. Vi har jo altid været der begge to. Jeg tog mig sammen og fik ryddet op i køkkenet.

2. juledag en biltur rundt på øen sammen med C og en kande kaffe og lidt Kage.
Nytårsaften foregik på plejehjemmet. Vi spiste alle (beboere og nogle pårørende og 2 fra personalet) sammen i en fælles stue. Kl. 21 ville C i seng, så jeg hjalp ham. Sagde godt nytår og kørte hjem. Jeg sluttede af med et glas hvidvin og midnatsgudstjenesten.
Vores pengesager er ved at falde på plads. Men det havde dog været godt, hvis kommunen havde haft en medarbejder, der var ordentlig inde i sagerne. Det ville have været godt med en ”køreplan”. Jeg vidste ikke, at vi nu bliver betragtet som to enlige, der derfor får større folkepension.
Vi ser hinanden 3- gange hver uge hos C eller her hjemme. Det føles godt for os begge to at spise sammen. C er mere træt, kan ikke mere fortælle om hvad han oplever. NU*ET er det vigtigste. Når jeg ikke er hos ham, spørger han:”Hvor er min kone?”. Det har han gjort i flere år, hvis jeg bare var gået ud af stuen herhjemme. På plejehjemmet har man med både Cs og min accept installeret alarmer ved havedøren og døren ind til fællesrummene, for at personalet kan stoppe ham, før han kommer til at gå ind til andre eller går udenfor. Ligesom han altid har sin GPS på sig. Jeg tror ikke, han kan finde ud af at trykke på den selv; men personalet kan se, hvor han er.

De sidste par måneder herhjemme var jeg på natarbejde. ”Jeg kan ikke finde lyset” lød det om natten, ”Hvor er mine sutsko”. Jeg vågnede 5 -6 gange hver nat og måtte hjælpe ham. Toilettet kunne han heller ikke finde, selv om der sad seddel på døren. Efter C var flyttet ind på plejehjemmet, sov jeg de første 3 nætter 9-10 timer.

Jeg er begyndt til senior træning i Byens Sportscenter, hver mandag fra kl.9 -11.
Vi er mellem 75 og hundrede pensionister, der starter med morgenkaffe og et par højskolesange. Dernæst fælles opvarmning i hallen. Så er der stolegymnastik, balancetræning på store bolde, volleyball, fitnessmaskiner og bobspil og tennis. Når vi marcherer rundt i hallen til Radetzkymarch, bruger nogle rollator, andre en stok. Der er en herlig humoristisk stemning. Den første gang sov jeg rigtigt tungt til middag, da jeg kom hjem.
Nu kører jeg til byen 3 gange om ugen for at træne i fittness. Det gør mig godt tilpas. Jeg har været til pårørende møde, hvor også andre ægtefæller er kommet på plejehjem. Nogle har givet udtryk for skyldfølelse. Det har jeg ikke! Jeg ved, jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og jeg tror, at jeg selv var blevet syg, hvis jeg skulle have klaret C herhjemme længere.
Jeg holder stadig meget af min C og han kan stadig komme med små historier. Vi kommer ikke på ferie mere sammen. Ej heller til julefrokoster. Det vil ikke være værdigt for ham. Det er svært at styre finmotorikken, når han skal spise. Desuden bliver han hurtigt træt. Jeg fortalte ham ikke, at jeg var til julefrokost hos hans ene søster i Vejle. Men jeg sagde, at jeg havde snakket med dem om, at de skulle besøge ham på plejehjemmet. Jeg fortæller ikke så meget om, hvad jeg oplever. Det går bedre, når vi snakker om hans tid som sømand og de skibe han sejlede med. På hans vægge hænger billeder af Leise Mærsk, Herta Mærsk, Cornelius Mærsk og Mildred Record.
Det er trist, at vi ikke mere kan rejse og tage på campingture. I stedet kan vi kigge på billeder fra de ture, vi har haft og snakke om det. C er på ingen måde vred over sin sygdom, han ret flegmatisk og affinder sig med, at det må være plejehjemmet, han bor på.
Jeg er glad for, at vi begge har valgt at være åbne i lokalsamfundet og til venner og bekendte om hans sygdom. Det har betydet stor forståelse for vores vanskeligheder. Det ville have forfærdeligt for mig at skulle skjule eller dække over C, når han koksede i det.

Andre indlæg, du vil synes om (Tryk på headeren foroven for at få forsiden)

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *