Ina Ravnkilde: Obersten og oberstinden til Skotland og Irland

Obersten sidder skam med her også. Han kunne dog ikke huske, hvor han sad

Læs mere om forfatteren her.

Jeg sad lige midt i bussen, som skulle køre os rundt i Skotland og Irland de næste 8 dage. Lige overfor var der en udgang og et toilet, som vi blev bedt om ikke at bruge, med mindre…

47 på tur, gennemsnitsalderen omkring de 70, så vidt jeg kunne skønne. Nydelige mennesker, en del par og flere rejste sammen, søskende, naboer osv.

Halvdelen fra Jylland, resten fra Sjælland, men det gav nu ingen problemer, ikke sprogligt, men det skulle vise sig, at der opstod situationer, hvor det var tydeligt, fra hvilken ende af landet man kom. F. eks. brugte dem fra Sjælland toilettet, vi jyder kneb sammen.

Lige foran os sad der et par, som vi skulle se nakken af på hele turen. Konen, havde høreapparater, og masser af smykker om hals og arm og fingre. Mon hun troede, det ville fange opmærksomheden mere? Hun havde en flot figur, smarte cowboybukser og bluser, nye sæt hver dag. Men rynkerne i ansigtet kunne hun ikke klæde ud, og der var mange. Nå - man må leve med de rynker, man har, tænkte jeg og var en lille smule misundelig på hendes velformede baller, som vi så en del til. Hun hed Jonna, fandt vi ud af.

Hun sagde ikke meget, men nikkede ihærdigt samstemmende, når hendes mand sagde noget, og det gjorde han uafladeligt.

Han var munkeskaldet, trimmet figur og skiftede også tøj hver dag. Bagfra havde han flyveører. Jeg kunne skimte en guldlænke om halsen og en om armen, den viste sig senere at være magnetisk, for gigt altså. Jojo.

Der var sådan set ikke noget særligt at bemærke om dem, før Jens og jeg ved et tilfælde kom til at sidde sammen med dem om aftenen.

Vi havde travet Edinburgh tynd, i alt 12.490 skridt, ca. 7 km, og for at få lidt smaltalk i gang nævnte jeg noget om de maaaange skridt, vi havde gået i dag.

Åh herregud, sagde manden, vi plejer at gå mindst 25 km hver dag. Den tyggede jeg lidt på, måske var det derfor, konens røv var så velformet. Jeg tænkte til Farsø og tilbage hver dag, det må sgu prøves. Mine baller hænger lidt.

Jens, som knap var kommet til hægterne efter strabadserne, sagde undrende: ”Hvorfor det”?

Og så startede manden med et foredrag, et af utallige, som vi måtte lægge øre til de følgende dage.

Jo, han og konen trænede til en march fra Holland til Danmark, den havde de gået i mange år, i år var det den 25. tur og så ville de stoppe. Konen nikkede smilende, så hendes øjne blev væk i rynkerne.

Jeg tror, vi så temmelig benovede ud, så han fortsatte med at fortælle om sin andel af arrangementet; det var faktisk ham, det hele stod og faldt med. Jens vågnede op og spurgte, om det ikke var den march, militæret deltog i. Det var det. Og sådan lidt henført fik manden nævnt, at han havde deltaget og tilrettelagt i mange år, til han sidste år blev pensioneret som oberst.

I hvilket regiment?”

Jens har en fortid ved fodfolket i Viborg. ”I hjemmeværnet” sagde manden stolt, og jeg måtte lige tørre et par krummer af mundvigene for at skjule et smil. Ikke fordi jeg har noget mod hjemmeværnet, men alligevel.

Fra den dag kaldte vi dem obersten og oberstinden, imellem os altså, ellers hed de Sørensen og var fraskilt fra andre og igen gift med hinanden. 

Hver gang vi holdt en pause for at tisse eller for at se diverse seværdigheder, tog de bestik af den nærmeste bakke, som de løb op og nedad. De kom glædestrålende tilbage og fortalte hvor mange skridt, det havde været.

Og Obersten, som vi undgik at sidde ved siden af, når vi kunne, nød at imponere nye siddekammerater om deres gang og titel, og obersten viste sig at være alsidigt begavet. Der var ikke den ting, han ikke vidste alt om, og han holdt ikke sin viden for sig selv. Vi lagde mærke til, at de havde nye siddekammerater hver aften og frokost. Det tror jeg ikke, de selv observerede.

En morgen kom de og satte sig hos os, som var i gang med den daglige portion A38 med grapefrugt i.

Nu ved jeg ikke, hvor mange piller du tager” sagde obersten og så bestemt på mig,

men du skal vide, at grapefrugt kan ødelægge virkningen”. Konen nikkede blidt, og jeg sagde tak for oplysningen og sørgede for aldrig at sidde hos dem de næste morgener. Jeg vil have min A38 og grapefrugt i fred.

Og sådan var der ikke den ting, han ikke vidste alt om. Jens var lidt irriteret på ham, men jeg morede mig med at spørge om de underligste ting, og hver gang fik jeg et foredrag. Det var faktisk morsomt, især når han ikke anede, hvad han snakkede om. Jeg tror, han syntes, jeg var interessant at snakke med, lidt dum måske, men så kunne jeg lære af ham. De boede i Ringkøbing. Af alle steder.

Men ellers var alle søde og hjælpsomme, havde køkultur, - nå, dem fra Sjælland havde knap så meget som os andre, men vi lod dem stige ud af bussen først. Vi kom jo ingen steder, før alle var ude.

Oh, jeg glemte helt, at hver gang der opstod et problem, så ordnede obersten det i samråd men rejselederen, der ikke havde klaret det uden denne oberstekspertice.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer