Om at arbejde med sorgen og se solen skinne igen (1 af 2)

Tine Tougaard mistede sin mand, Henning Ørnsholt, 20. juni 2019. Hvordan ser livet ud for Tine i dag, et år efter?

Tine Tougaard

Der står pragtfulde tulipaner i haven

Jeg er glad for, at vi flyttede til Klitmøller i foråret 2018. At min mand og jeg nåede at få en hverdag her. Vi havde besluttet, at flytte til havet når vi blev pensionister, men det blev fremrykket pga Hennings sygdom. Mine forældre flyttede faktisk også hertil, da de blev pensionerede, så vores døtre er kommet her hele livet, og de har altid elsket at komme herop. Så de var også glade for at Henning og jeg bosatte os i Thy.

Jeg har fundet ud af, at jeg er så tilpas kedelig, at jeg kan holde mig selv ud, og det er jo heldigt! Jeg går tit ture og går også derned, hvor jeg fandt Henning den 20. juni for et år siden. Nu er bækken renset op, så det ligner ikke helt længere. Han har måske troet, at han kunne skyde genvej, og så er han faldet - og druknet.

Måske gik der en måned efter hans død, inden jeg gik den tur. Der tænkte jeg, at jeg blev nødt til at gå derhen. Jeg husker situationen sidste år tydeligt, meget tydeligt, hele tiden ser jeg for mig hans blå jakke, det kom jo til mig ustandseligt. Jeg blev selvfølgelig berørt, det var ikke som sådan forløsende at gense stedet, men jeg blev ikke slået ud af det. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at gå derhen, det ville bare blive værre, hvis jeg ikke ligesom forligede mig med det sted, Henning druknede

I starten gik jeg ikke lige den vej, men kunne godt mærke, at den gik ikke. Nu er jeg mere afslappet omkring det sted. Jeg kan gå forbi uden at blive helt berørt af det.

Jeg har fortalt det til mange og - mange gange. Især de første par måneder. Mange spurgte jo til Hennings død, enkelte af Hennings kunder (fysioterapi, red.) vidste ikke, han var død, og spurgte til hvordan han havde det.

Folk blev berørt af det, og jeg skulle næsten trøste dem. Sådan er det nærmest en omvendt situation. Men det har været helt naturligt for mig at tale om det, det ville da også være underligt andet. Livet og døden, det er det, der er.

Naturen er barsk og ubønhørlig. Et barn kan få kræft og dø, hvor vi synes, at en gammel mand på 88 får en mere naturlig og "forståelig" død. Giver det mening, at vedkommende skal dø? Nej, for mig er det tilfældighedernes spil, der afgør, hvornår hver enkelt af os dør, en højere mening tror jeg ikke på. Det gør på den anden side os andre mere forpligtede på at leve.

Fik du læst:

Fik du læst:

Om at miste sin ægtefælle (1. af 2)

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer