Om at arbejde med sorgen og se solen skinne igen (2 af 2)

Tine Tougaard fortæller her i andet afsnit om sorg

Tine har lavet nye højbede i sin have med en masse grønt. Altsammen er urter, hun kan lide og går ind for. Dog er der en enkelt undtagelse …

… Jeg bryder mig ikke om dem der, smiler Tine og peger på nogle koriander, der står i bedet. Det er min søster, der har lusket dem ned, uden at jeg så det!

Tine Tougaard fortæller: – Jeg har en sjov historie. Min datters veninde har sine bedsteforældre endnu, hvor han er 94 og hun 92; han er begyndt at skrante lidt, og så siger hun: Åh, jeg havde sådan håbet på, at vi skulle blive gamle sammen!

I stedet for at tænke på, hvor forfærdeligt det var, at Henning døde, huskede jeg mig selv på, at vi har kendt hinanden i 33 år; det er også mange år; vi har fået to børn, og der er meget at være taknemmelig over. Vi kan ikke tænke på vores døde som døde, vi kan kun tænke på vores døde som levende, altså de mange gange, vi har mindedes Henning, har vi naturligvis set ham som dengang.

- Tidligere har døden måske været mere tabuiseret. Man undgik at tale om den afdøde, men sådan er det nok ikke mere. Heldigvis. Hvis man bliver så berørt af det, at man ikke kan tale om det, er det noget skidt. Sådan har vi det slet ikke. Henning er med i mange samtaler. Ikke bare i vores familie, men overalt med venner og bekendte.

Jeg har et grundliggende positivt livssyn, og derfor har jeg ikke oplevet øjeblikke, hvor alt var sort, og jeg ikke kunne se en fremtid for mig. Det er en ny livsfase for mig, og den må jeg så tage hul på.

Henning og jeg har jo også haft et liv hver for sig, vores arbejde for eksempel. Vi har selvfølgelig talt om vores arbejde, som tidsmæssigt har fyldt meget, men det har ikke fyldt så meget derhjemme. Vi har også haft forskellige fritidsinteresser, så på den måde har vi ikke været afhængige af hinanden, jo, nok følelsesmæssigt, men ellers ikke.

Det er sjældent, at et ægtepar dør samtidigt. Så den overlevende må tage hul på et liv uden den anden. Når jeg tænker på Klim Strand, hvor vi somme tider tog hen, så overvejer jeg nu, om jeg vil tage derhen alene - det vil jeg nok ikke. På den måde er der nogle ting, der er anderledes. Jeg kan godt tage til København og nyde det. Vi havde begge et liv, før vi mødtes; noget af det tager man med sig og fører videre. Jeg har lige været på ferie ved Flensborg Fjord sammen med mine døtre og hele familien, og da pakker jeg så sammen og kører hjem, alene! Selvfølgelig plejer vi at køre hjem sammen, Henning og jeg, men altså … jeg tænkte på, at det havde været en skøn uge, så nu skal jeg hjem til Klitmøller, og der er en - trods alt - glæde ved det. Det tynger mig ikke at skulle køre alene.

Jeg har meget at leve for, tænker jeg. Der er så meget at glæde sig over. Sorgen kommer indimellem rullende, det kan man ikke styre, man må bare tage imod … når jeg ser en jakke, han har haft, et billede, eller en erindring. Man kan ikke stoppe det! Jeg registrerer det og giver det den plads, det skal have, uden at det lammer mig.

Sorg er kærlighedens pris. Som Møllehave sagde: Ville du have undværet kærligheden for at undgå sorgen?

Fik du læst:

Fik du læst:

Om at miste sin ægtefælle (2. af 2)

Andre indlæg, du vil synes om:

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *