Om at møde en thybo på Lolland

Når jeg ser tilbage på mit liv, synes jeg, at jeg har dummet mig mange gange. Jeg lider tilmed af den tvangstanke, at det har andre ikke nær så meget. Derfor har jeg fået den idé, at alle på redaktionen her skal fortælle om én dumhed i deres tilværelse. Jeg starter selv med historien om en sød pige fra Thy …

Bedste hilsner Chefredaktøren

Chefredaktøren: Hun var så sød og blid og sky - pigen fra Thy

Jeg var studerende og vant til at klare mig selv. Derfor havde jeg altid sommerferiejobs, så jeg kunne få råd til en dyr båndoptager, den tids mekanik for unge.

Jeg blev ansat som tjener på et hotel i en fremmed by i et fremmed land, der hed Lolland.

Jeg blev efterhånden ret ferm til at servere og begik ikke mange dumheder. Dog blev det alligevel til én, der var noget større end de andre.

Som andre unge mænd var jeg på udkig efter en kæreste, eventuelt en lille ferie-én. Ind i restauranten kom en familie med en datter på højst 17-18, lige min smag. Jeg skal skåne læseren for de nærmere detaljer. Hun smilede til mig, så jeg tænkte, at her var der nok visse muligheder. De bad om menukortet - på uforfalsket nordjysk, sådan som jeg kunne tolke det. Det viste sig, de var thyboer på ferie i det sydlige Danmark, og de snakkede til og med den unge tjener, så det var en lyst.

Da de et par gode timer senere forlod restauranten, lå der en seddel på en stol. Den unge pige havde skrevet sit navn og adresse! Dengang var der hverken Facebook eller Instagram, så derfor betød det, at man skulle skrive sammen på papir, som man puttede ned i en konvolut, satte frimærke på og sendte via det daværende postvæsen, som var dansk og i røde jakker. Jeg fik ret i mit gæt på, at hun var interesseret i mig. Hvordan forholdet sådan rent praktisk skulle kunne lade sig gøre, vidste jeg ikke og havde heller ikke overvejet. Måske skulle de blive på Lolland i længere tid og fik hele deres post omadresseret? Hvad ved jeg? Der gik flere dage med betænkning, for hun skulle jo heller ikke tro, at sådan en ung tjener var til fals med et fingerknips.

Men en god uge senere skrev jeg til hende, at jeg var stærkt interesseret i thyske forhold i al almindelighed og i hende i særdeleshed, da hun var opfyldelsen af alle mine drømme om den korrekte, smukke og velskabte kvinde i mit liv. Ja. Det skrev han. Han skrev minsandten også, at rent sprogligt mente han ikke, at thybomål ville være en hindring.

To uger senere kom der svar. Det var fra moderen. Datteren gad ikke selv skrive. Moderen forklarede mig, at datteren havde tabt sedlen med sit navn, da hun skulle finde et andet brev i sin pung; et brev fra sin kæreste fra Thy. Kæresten var stud. jur. og nordjysk mester i boksning og to meter over skuldrene.

Tak for kaffe.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer