Om at miste sin ægtefælle (1. af 2)

Tine Tougaard mistede sin mand, Henning Ørnsholt, 20. juni i år under tragiske omstændigheder.

– Henning og jeg har kendt hinanden i 33 år, han var meget udadvendt og meget talende - som jeg - men i 2012 begyndte han at bytte om på ja og nej. Det var lidt mærkeligt, men vi tænkte ikke så meget over det. Det kom sådan snigende, og på et tidspunkt blev vi enige om, at han skulle undersøges. Han fik scannet hjernen, og alt var i orden.

– Der var bare det der sproglige, og et halvt års tid senere blev han igen scannet med kontraststof, og der kunne man se, at talecentret i frontallapperne havde nedsat aktivitet. I foråret 2014 blev han så på baggrund af det udredt, hans diagnose var primær progressiv afasi. Det er en meget sjælden form for demens, der kun berører frontallapperne.

– Man ved ikke, hvad det kommer af, og der findes ingen behandling. Når man læser om det, bliver man i dårligt humør!

– Sygdommen, som meget få har, ville på sigt brede sig til større dele af hjernen. Min far havde Alzheimers, og det kendte jeg noget til, men det her …, det vidste vi intet om. Henning var egentlig fantastisk til at erkende det; da der ingen behandling fandtes, var vi enige om, at så måtte vi bare se i øjnene, at sådan var det. Vi måtte få det bedste ud af livet med de restriktioner, en sådan sygdom bærer med sig.

– Henning var fysioterapeut og måtte stoppe med at arbejde i sin klinik i Hobro omkring halvandet år senere som 56-årig. Han kom altid fløjtende hjem, men nu kunne han ikke fløjte længere, det var ganske forfærdeligt. Talen blev ringere og ringere. Vi har altid kæmpet om taletiden, men nu …

– Skriftsproget forsvandt også - dog langsommere end talesproget. Han skrev dagbog. Ret godt i starten, men senere måtte jeg korrigere meget af det. De sidste halvandet år kunne han ikke længere kommunikere. I foråret 2018 flytter vi så her til Klitmøller. Jeg arbejder stadig i Hobro tre dage om ugen, og med Hennings progressive diagnose overvejede jeg løbende, hvornår jeg eventuelt skulle tage de seks måneders orlov, man har ret til. Dilemmaet er naturligvis, at tager man dem for tidligt, kan det hele være noget værre bagefter; og det var umuligt at sige, hvornår Henning blev så dårlig, at han ikke ville kunne bo hjemme længere.

– Det at flytte til Thisted Kommune var et godt valg, sagde en af regionernes demenskoordinatorer. I Thisted har de nogle gode tilbud til yngre demente. Det viste sig at være rigtigt, på Fjordglimt i Sennels var der oprettet en mandeklub for tidligt demente. Henning kom ret hurtigt i Dagcentret også, for han kunne ikke være alene længere. Det var et godt tilbud. De er bare så gode og flinke.

– Han var af sted de tre dage, jeg arbejdede, jeg var gået ned i tid, da Henning blev syg. Der var et lille slip om morgenen, inden de hentede ham og ligeledes om eftermiddagen, inden jeg kom hjem. Han var forsynet med GPS.

– Vi havde jo snakket om plejehjem, men foreløbig gik det fint. Der var sat hjemmehjælpere på, og det fungerede fint.

– Den dag, han døde, skulle jeg faktisk være gået på ferie. Så ville det måske ikke være gået så galt.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer