Om at tro eller ej (Anni Printz)

Anni Printz - 75 år, langelænder, har haft Parkinsons i 12 år, forfatter, foredragsholder og fritidspensionist samt billedmager

I en serie artikler udtaler forskellige personer sig om deres religiøse tro eller ikke-tro. Hvor nuanceret ser vi på det religiøse? Hvor stor en rolle spiller det for os?

Anni Printz

Jeg er opvokset i et hjem, hvor tro ikke var noget, vi beskæftigede os med. Vi var kristne af tradition, medlemmer af den danske folkekirke og jeg og mine to søstre blev døbt og konfirmeret. At præsten før og efter min konfirmation to gange kom på hjemmebesøg præcis på det tidspunkt, hvor familliens fem medlemmer havde købt en liter is, og nu sad og fortærede den, var det nærmeste, vi kom til at diskutere folkekirken i min barndom.

I førskolealderen blev jeg dog sat i søndagsskole. Et sted, hvor man fortalte, forkyndte og viste billeder. Det foregik i et missionshus, der lå for enden af vejen, vi boede på. Jeg var et meget følsomt barn, hvad angår ord. Fortællinger trængte direkte ind og påvirkede mig i lang tid. Jeg blev kristen og troende. På min egen barnlige facon begyndte jeg at folde hænderne og bede, hvis jeg ønskede noget. Det syntes jeg absolut, jeg burde indvie andre i. Det resulterede i, at jeg var missionær, før jeg begyndte i første klasse. Dog ikke med særligt stort held.
Virkningen af mine anstrengelser udeblev, og da det på et tidspunkt også var slut med søndagsskolegang, ophørte de ganske. Og det var i grunden ikke så galt.
I ungdomsårene var jeg som alle teenagere mest optaget af mig selv, og min tro blev en personlig tro på en Gud, jeg kunne bede til, hvis noget gik galt; én, som passede på mig.
På Holbæk seinarium fik jeg en helt unik lærer i kristendom. En personlighed, hvis forelæsninger om tro, tvivl og Kirkegaard, har sat sig dybe spor, og det er hans fortjeneste, at jeg stadig fordyber mig i religion.

Min tro i dag?

Jeg kan ikke med nogen form for absolutisme; men er ellers åben over for alle trosretninger, der hver for sig indeholder gode, etiske leveregler.
Jeg er ret træt af moderne bibeloversættelser. For mig er den ”gamle”tekst, som jeg er vokset op med magisk. Magien lever i ordene; især ordet frugtsommelig, åbner døren til tidligere tiders mystik og lever i min personlige skatkiste, der indeholder særlige ord.

Min Gud i dag er en personlig Gud, mere en idé end et levende væsen. Jeg kan godt tegne ham, men han er så rigt facetteret, at jeg unuligt kan overskue dem alle. Min Guds fantasi er grænseløs. Bare tænk på jordklodens flora og fauna. Tænk finde på giraf, skopiondans, vipstjært, Chagall og baobab.
Min Gud har skabt usandsynlige, men synlige, væsener og vækster. Sikke en fest skabelsen må have været.
Det tørre arbejde med at navngive og katalogisere overlod han til mennesket.
Min Gud er kunsner. Med kunstnerens følsomme sind og musiske sjæl. Men også med kunstnerens sårbarhed og fortvivlende indsigt.
Min Guds grænseløshed, har skabt mennesket og givet os absolut frihed. Samtidig fik vi absolut anvar.
Hvordan vi forvalter de gaver, går han ikke op i. Ultimativ frihed kan nemlig ikke gradbøjes. Vi mennesker føler os ikke altid klædt på at varetage gaven.

”Hvad er meningen?” råber vi i afmagt. Jeg tror, svaret er, at der ingen mening findes. ”Det er, som det er, og det bliver, som det bliver, for at bruge et citat fra fra bogen: Den hundredårige, der sprang ud af vinduet. Det er svært at leve meningsløst, men det behøver man heller ikke. Man må bare selv tilføre meningen.
Blandt min Guds bedste egenskaber er en udpræget humoristisk sans og en barok tilgang til alt, hvad der sker. Ligegyldigt hvad det er. Min tro er det, at hvis vi mennesker tog vores frihed på os og med det ansvaret, hvis vi ikke tog os selv så højtideligt, ville mange ting blive lettere.
I den tro prøver jeg at balancere uden bekymring og med en stor taknemmelighed for det, jeg har.

Mange mennesker spørger om meningen med livet. Jeg tror meningen er, at der ingen mening er eller rettere sagt: Meningen er, at vi skal leve livet, som det nu engang er og bliver. Eller som moderen lærte den hundredeårig:
”Det er som det er og det bliver, som det bliver.”

Altså ingen grund til panik.

[bws_pdfprint display="pdf,print"]

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer