Om at tro eller ej (Ella Juel Clausen)

Egense Kirke er der, hvor jeg er døbt og konfirmeret

I en serie artikler udtaler forskellige personer sig om deres religiøse tro eller ikke-tro. Hvor nuanceret ser vi på det religiøse? Hvor stor en rolle spiller det for os?

 

Ella Juel Clausen

At mene, der intet findes ”hinsides”, jamen det tør jeg simpelthen ikke tro på.  At jeg  bare skulle være et kemisk produkt, en celledannelse med en flygtig levetid. Videnskaben siger, celledelingen stopper ved ca. 118 år, altså et menneskes maximale levetid. Og de fleste andre skabninger går til langt tidligere. Skulle alt og alle bare være skabt for at blive til støv i løbet af et kort nu set i forhold til evigheden?

Der må være mere bag,  en intelligent designer – for alt hvad jeg oplever omkring mig er så genialt, at det umuligt kan fortolkes videnskabeligt, i hvert fald ikke af lille mig.

Min familie var vel nok troende, selv om det aldrig var noget, vi talte om. Vi var som alle andre medlemmer af folkekirken, blev døbt og konfirmeret uden  det var noget vi diskuterede. Vi kom i kirken til jul som de fleste andre, vi omgav os med. Men mon nogen af os tvivlede på ”ham Gud deroppe”? Nej, det tror jeg bestemt ikke.

Efter at have fulgt konfirmationsforberedelsen kunne jeg Luthers katekismus, indgangs- og udgangsbønner, trosbekendelse og de fleste af de gængse salmer. Selvom vi ikke terpede -  men som 14-årig fanger man let det, der foregår omkring en. Og det gik jeg så ud i livet med.

Senere er jeg blevet interesseret i religionerne, og jeg ser mere en lighed end en forskellighed. Det ”deroppe” – eller hvad man vil, det er da det samme; men man tolker det efter hvad man er født ind i.  Hver folkestammer kloden rundt har dyrket deres gud eller guder fra første begyndelse qua overleveringer og de fund, der er gjort. Det beviser vel, man behøver noget at tro på? ”Religion er opium for folket” er helt sikkert en vis sætning, og man hører da også, at folk i yderste nød tyder til bønner. Jeg kender ikke nok til ateisme for at forklare, hvordan det hænger sammen i folks intelligens. Men jeg kender mange mennesker, der fastholder, de ikke mener sig styret af noget (som helst).

Så er vi fremme ved determinisme og det modsatte. Jamen jeg tror da på skæbnen og altså også på, at der er et formål med mig – og at jeg til en vis grad er styret.  I min optik ville det da  være en grim ting, hvis jeg bare baskede  rundt uden en øvre kontrol.  Jeg tror på, at jeg har et spillerum, hvor jeg selv skal bestemme, hvordan jeg opfører mig. Men hvis jeg er grim overfor andre, så hævner det sig, for jeg har en samvittighed,  som jeg skal dyrke. En slags Jesper Fårekylling med en løftet pegefinger. Jeg synes endda jeg har haft beviser på, ”han” har givet mig en over snuden nu og da – men de personer, som ikke tror på, ”der er mere mellem himmel og jord”, de vil komplet afvise sådanne tegn.

Så jeg er troende på min facon.  Som kristent menneske tror jeg på Gud, men om denne gud findes inde i mig (Kant) eller hvor, er det umuligt at finde ud af, og det skal jeg som  menneske heller ikke kunne.  Jeg kan godt lide at komme i kirken en gang imellem, men jeg føler ikke noget specielt ”helligt” ved det. Og jeg har kun deltaget i altergang en gang i mit liv, søndagen efter min konfirmation, som det var foreskrevet.

Andre indlæg, du vil synes om (Tryk på headeren foroven for at få forsiden)

Lukket for kommentarer