Ordet plejehjem er nu sagt!

Modelfoto

H har stadig sin ægtemand, C, hjemme, men det varer måske ikke så længe. For hvad gør man, når den "raske" ægtefælle selv bliver ramt af sygdom?

H beskriver nogle af de følelser, der er i spil i den situation.

Skrevet i maj 2019
Vores hverdag har ændret sig meget. For tre uger siden vågnede jeg og kunne næsten ikke støtte på mit venstre ben. Knæet var hævet og varmt. Var det en blodprop, var min første tanke. Efter kontakt til lægen udelukkede hun den tanke, men pamoler og noget smertestillende creme skulle forsøges. Humpende rundt fik jeg så nogenlunde styr på tingene. C forstod ikke og huskede ikke, hvad der var galt med mig. Efter 14 dage fik jeg ny tid hos lægen. Nyt knæ kunne måske afhjælpe problemet. Men først røntgenfotografering. Vi har læge i X, så jeg kørte op på sygehuset med det samme. Her ventede jeg 3 kvarter. Jeg skulle nå hjem til C senest kl. 15. Han kommer fra dagcenteret. En stor ny rundkørsel, som skulle asfalteres,  gav kilometerlang kø. Mit koblingsben havde det skidt, men jeg måtte jo prøve at komme hjem i tide. C. kom hjem fem minutter efter mig. Jeg kan ikke give ham nøgler med, da jeg ikke ved, hvad der sker med dem. Jeg har nu aftalt med chaufføren at lægge nøglerne et sted, så hun kan lukke ham ind.
Hvad nu? Hvordan kan vi klare, at jeg måske skal opereres? Det gav nogle søvnløse nætter.
Vi skulle fejre vores fødselsdage sammen på St. Bededag. Smørrebrød fra te’bords og småkager og guf. Vi plejer at samle børn og børnebørn hvert forår. De bor langt fra hinanden. Vi skulle være 15.
Jeg har en dejlig ung pige, nu 18 år gammel. Hun har hjulpet med rengøring og have, siden hun var 14. Hun kom og plantede krukker til, rensede et havebassin om søndagen før, og til gildet tog hun sig af alt det praktiske. Det er guld værd. Vi havde en god dag alle sammen. I onsdages fik jeg besked om mit knæ. Voldsom slidgigt. Men en mulighed var, at en fysioterapeut kunne hjælpe med nogle øvelser, som kunne afhjælpe smerterne, så en operation kunne udsættes. Uoverskueligt med en operation er min første tanke! C kan ikke på nogen måde klare sig selv. Vores ene datter har tilbudt hjælp. Hun er en dejlig pige, men hun er hjerneskadet og vil ikke kunne hjælpe ham i flere dage.
Mandag havde vi besøg af Malene, vores demenskonsulent. Hun vidste besked om mit knæ fra vores træning i  Y. Hun spurgte, om vi havde talt om plejehjem. Det har vi gjort for et stykke tid siden. Sygdommen tager jo mere og mere over. C er klar over det. Vi kan tale om, hvilke konsekvenser den medfører. Men da Malene nævnte plejehjem, fik mine tårekanaler et tryk. Men C tog mig i hånden. ”Jeg er her endnu”.

C er nu skrevet op til plejehjem. Der er ventetid, derfor er det vigtigt at være i god tid. Det betyder ikke, at vi skal  sige ja til en plads, selv om vi bliver tilbudt det. Men C vil stå klar på ventelisten, når og hvis det bliver aktuelt.
Apropos knæet har jeg fået en krykke, så går det lidt bedre med at komme rundt. Og jeg skal begynde hos en fysioterapeut næste fredag.
Med hensyn til C er der flere og flere evner, han mister. Man kan tro, at han ikke kan se; men det er tolkningen af det, han ser, det er galt med. Det vil jeg gerne fortælle om senere. H.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer