"skabet" er fortsat roman her på forsiden. Se nederst. Nyt kapitel hver søndag

Arkiver

Menuen øverst

KlitPosten.dk er en thysk netavis, der er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord.
Kig selv ind og se, om dette sindssygt fucking headshaking eksperiment lykkes!

FORSIDEN er startsiden, når du taster www.klitposten.dk og den, du læser lige nu. Her kan du søge efter, finde og læse tidligere artikler og hygge dig med morsomheder fra sproglige overdrev samt studere reklamer for min forfattervirksomhed. Du kan nederst se antal klik for den aktuelle dag og for et år tilbage.
Når du har læst en artikel og vil se flere, kan det altså ske ved at gå til forsiden.

KALENDER, ARTIKLER, SATIRE, HISTORIER, DEBAT indeholder alle de pågældende kategoriers tekster på bloggen med muligheder for at kommentere. KlitPosten.dk gør opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at artikler indeholdende emner fra eller med KlitPosten.dks sponsorer kan udlægges som reklame.

KONTAKT KlitPosten.dk. Læs OM under kontakten med baggrunden for netavisen.

Forlaget Ordfatter

ORDBUTIK er KlitPosten.dks onlineshop

Her kan du købe bøger og tekster samt donere beløb til KlitPosten.dk.

Dagens klik

  • 54Klik i dag:
  • 250037Klik i 2020:

Antal historikklik

Antal klik 2019:  221.564
Antal klik 2018:  148.389
Antal klik 2017:   10.235
KlitPosten.dk startede 10. dec. 2017

om at blive gammel (fortsat roman, kapitel skifter hver søndag)

12

- Møjn. Vil du med og køre en tur?

 

Det er stadig overraskende varmt. Hedebølgen vil ligesom ikke slippe og har nu varet i mere end tre uger.

Flemming viser sine nye pyntekapsler frem på Audien. Den svigter aldrig, er ikke overraskende i sin opførsel, men ærlig og trofast. Han står og roser bilen ud over alle bredder. Peter Christian synes, han er lidt pralrøv, men samtidig glad for, at Flemming gider have sådan en gammel stodder med på en køretur én gang til.

Det er søndag, solskin, og det varme vejr ser ud til at vare uendeligt. Det er lige før, tristheden forlader ham. Men kun lige før.

 

- Jeg gider ikke rigtigt køre med nogen anden fra gaden i dag. Jeg synes, du ser mere frisk ud. Selv om du er 74.

 

Peter Christian nikker. Han ved godt, at Flemming er et godt menneske, der tænker på andre, og han blot siger det for at være venlig.

- Glæder du dig ikke til gadefesten i aften? De kommer alle sammen: Thorgrim og Thorunn, hende med nå, ja ..., de nye, Ragna og Ruben, Laila Kathrine og nogle flere. Jeg tænkte, at det også kunne muntre dig lidt op? Normalt er det kun os unge, der deltager, men vi syntes nu, at I ældre skulle have chancen. Ha, ha.

 

Peter Christian nikker igen. Han er glad og overrasket over invitationen, selv om det ikke kan nægtes, at han sådan er en slags reserve, der bliver indkaldt i sidste øjeblik. Hvorfor har de ikke inviteret ham med fra starten?

Men Flemming gør da virkelig noget for ham. Alligevel er der en overvejelse i gang, fordi hvad skal sådan en gammel ensom mand der? Han lægger bare en tung stemning ned over det festlige lag med sin sorg og sit savn.

De er unge mennesker omkring de 30, og kan det ikke tænkes, at de har deres måde at være sammen på? Men han kan jo gå, når middagen er færdig.

- Jo tak, jeg skal ikke noget i aften. Det er pænt af dig at tænke på mig.

Han skal sådan set meget sjældent noget. Men det gør ikke noget, at Flemming tror, at ældre, enlige mænd somme tider også er optaget.

- Min morfar døde meget tidligt. Måske synes jeg, du ligner ham lidt.

 

De griner lidt og går over mod Flemmings garage.

 

- Er de ikke flotte, siger Flemming og peger. De stråler i solen.

 

Peter Christian gider ikke svare på forespørgslen angående de tåbelige pyntekapsler. Hvordan skal han ellers reagere på det lort? Har han også en wunderbaum hængende og dingle under bakspejlet? Og Eiffeltårnet i bagruden?

 

- Nå, vi skal fannerme ud at køre, siger Flemming. Han slår ham på skulderen. Han tror nok, at han igen er ked af det over det med mormor. Heldigvis siger han ikke morfar.

- Op med humøret. Nu vil vi more os lidt, det trænger jeg sgu osse til. Jeg vil prøve at køre spanden her som en god folkevogn!

Peter Christian ved ikke, om han føler sig lidt smigret. Flemming har i det mindste set hans gamle folkevogn. Måske er han ude på at fedte lidt.

 

 

Flemming kører godt til på hovedvejen, og de griner begge ad hans fjollerier, og der opstår en god stemning. Peter Christians ansigt slapper af, og det hårde, forbitrede udtryk glider væk. Det kan heller ikke nytte noget at gå og være sur bare på grund af en skide kaffekande. Han begynder at fortælle Flemming om TV- programmet over en eller anden quiz i går aftes. Peter Christian kan aldrig svare, når der spørges om hvem, der er yngst af fire sangerinder, hvis navne han end ikke har hørt. Eller hvilken film der er fra halvfjerdserne og ikke firserne. Ikke engang som her, hvor der var tale om en genudsendelse. Men når der bliver spurgt om noget fra halvtredserne eller før, ved han det før nogen anden.

Flemming nikker bare. Han ser vist ikke det program.

- Ser du alt det der fra DDR?

- Kun lidt, lyver Peter Christian. Flemming skal ikke tro, at han er kommet over det med mormor. Mon han i det hele taget kan indse, at det er ret fantastisk at høre om et helt folk, der er spærret inde af en mur?

Pludselig kommer en arrig gravhund fræsende op fra en lavtliggende gårdsplads og angriber Flemmings venstre baghjul. Mødet med den flotte pyntekapsel og ikke mindst hjulets rotation giver den en gevaldig lufttur, og Flemming bremser hårdt ned. Hunden ligger livløs på vejen.

En stor bondemand kommer småløbende op fra gården efterfulgt af nogle børn, der alle har hørt Audiens hvinende bremser. Flemming overvejer at køre hurtigt derfra igen, men bliver siddende. Peter Christian vil hjælpe, hvis han får brug for det. Klart nok. Bare det ikke er noget med slagsmål.

 

Bondemanden samler hunden op; ryggen står nærmest ud i en stump vinkel med blotlagte knogler. Han bærer den som et spædbarn i sine vældige arme ned på gårdspladsen efterfulgt af børnene; Flemming og Peter Christian har ingen hastværk, men stiger ud og følger efter. Man kan ikke bare køre videre og lade som ingenting.

 

Børn og voksne står i en halvcirkel rundt om den livløse hund. Yderst Flemming, men Peter Christian stiller sig bag ham; det er trods alt Flemming, der har ført Audien. Han er nu ikke ret heldig med sin kørsel. Så en fartbøde der, så en nedkørt hund her.

Der høres sagte gråd fra børnene, og flere af dem kigger bagud mod morderen. Peter Christian skraber i gårdspladsens jord, han har det ikke så godt med grædende børn. De er tit ubeherskede i deres gråd, specielt når moderen er i nærheden. Det er derfor, hans egne børnebørn er så dejlige at have med at gøre.

 

Lidt efter nikker han spørgende til Flemming, mens han med hovedet peger op mod bilen. Der er trods alt grænser for, hvor længe de skal stå der og deltage i sørgehøjtideligheden, og de går langsomt tilbage til Audien. Roligt sætter de sig og lukker dørene.

Og Flemming kører hurtigt væk.

 

- Bønder! mener Flemming og tilføjer:

- De skulle hellere ta´ og afrette deres køtere, så de ikke generer pæne folks pæne hjulkapsler. Det er sgu ikke første gang, den har prøvet at angribe en forbikørende bil.

- Men sidste.

 

Hjemme tager Flemming kapslerne af igen og lægger dem væk,

mens Peter Christian ser til.

- Det tog nok pynten af de kapsler, hvad? Bemærker Peter Christian for at bløde lidt op.

 

Så går Flemming ind og lukker døren efter sig.

- Møjn! Vi ses klokken 18, råber Peter Christian til døråbningen. Men han hører det vist ikke.

Lukket for kommentarer