"skabet" er fortsat roman her på forsiden. Se nederst. Nyt kapitel hver lørdag

Arkiver

Menuen øverst

KlitPosten.dk er en thysk netavis, der er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord.
Kig selv ind og se, om dette sindssygt fucking headshaking eksperiment lykkes!

FORSIDEN er startsiden, når du taster www.klitposten.dk og den, du læser lige nu. Her kan du søge efter, finde og læse tidligere artikler og hygge dig med morsomheder fra sproglige overdrev samt studere reklamer for min forfattervirksomhed. Du kan nederst se antal klik for den aktuelle dag og for et år tilbage.
Når du har læst en artikel og vil se flere, kan det altså ske ved at gå til forsiden.

KALENDER, ARTIKLER, SATIRE, HISTORIER, DEBAT indeholder alle de pågældende kategoriers tekster på bloggen med muligheder for at kommentere. KlitPosten.dk gør opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at artikler indeholdende emner fra eller med KlitPosten.dks sponsorer kan udlægges som reklame.

KONTAKT KlitPosten.dk. Læs OM under kontakten med baggrunden for netavisen.

Forlaget Ordfatter

ORDBUTIK er KlitPosten.dks onlineshop

Her kan du købe bøger og tekster samt donere beløb til KlitPosten.dk.

Dagens klik

  • 1147Klik i dag:
  • 198141Klik i 2020:

Antal historikklik

Antal klik 2019:  221.564
Antal klik 2018:  148.389
Antal klik 2017:   10.235
KlitPosten.dk startede 10. dec. 2017

om at blive gammel (fortsat roman, kapitel skifter hver lørdag)

2

I ugen efter begravelsen sidder Peter Christian og kigger ud ad vinduet. Der kan komme nogen forbi, der har lyst til en sludder.

Han rejser sig og går ind i soveværelset og åbner det store træklædeskab. Det er tømt for tøj bortset fra kjolen. Den smukke mørkeblå selskabs- og dansekjole, som hun bar så flot. Han har spredt den ud og banket den fast til endevæggen i skabet med søm. Det ser i grunden godt ud, men der er ingen, der får lov at se det. Sømkassen og hammeren er anbragt oven på skabet, det er det nemmeste. Han tæller dagene siden den aften, og det passer med det antal søm, han har banket i. Nu tager han et, der skal gælde for denne dag. Han bestræber sig på, at ibankningen sker klokken tyve, for det var der, mormor døde. Det sker ikke altid, men det er lidt ligegyldigt. Meget er blevet ligegyldigt.

Sømmet i dag anbringer han helt forneden ud for hendes smalben. Det er lidt besværligt at knæle ned, og det stikker i maven, men det skal gøres ordentligt. Det er efterhånden lige så besværligt at få sokker på. Somme tider hjalp hun ham, og nu skal han klare det selv. Også det. Hammeren giver genlyd inde i skabet og i soveværelset. En slags dobbeltlyd. Den lægger han igen oven på skabet, klar til i morgen.

Tilbage i stuen tænder han for fjernsynet. De viser en genudsendelse med madopskrifter. Han hører hendes trin ude i køkkenet og holder vejret, selv om han godt ved, at det er intetheden, han hører.

Så slukker han fjernsynet. Traver lidt frem og tilbage. Han kan selvfølgelig også gå sig en tur op og ned ad Fælleslykkegade. Der kunne sidde nogen og sige: Hallo, der går Peter Christian, skulle vi ikke invitere ham indenfor til en kop kaffe? Men manden svarer formentlig nej, for helvede, jeg gider ikke det der lige nu. Jeg er træt. Man bliver sgu så ked af det, og nu har jeg lige fået mit humør op efter fyraften.

Egon har så travlt, så travlt. Det nytter heller ikke noget, arbejdet kommer trods alt i første række.

Han traver langsomt frem og tilbage. Ud i entreen. Spejlet hænger stadig lidt lavere af hensyn til hende. Han kunne godt hænge det en smule højere op. Hendes navn på navneskiltet ved døren burde måske væk. Han orker det ikke. Ved siden af spejlet hænger afrivningskalenderen. Fredag den 16. december 1988. Der standsede tiden.

Egon mente, at han skulle i gang igen, at den dato selvfølgelig var nagelfast, men at svigerfar måtte videre med sit liv og derfor også skifte dato. Men det vil Peter Christian ikke. Der er så uendelig meget, der er ligegyldigt.

Ser på klokken. Det er nu, at mormor ville have foreslået, at de skulle drikke aftenkaffe. Hun ville komme ind med bakken, og på bakken var der en overraskelse. Det kunne være en kage, hun havde købt eller bagt, en bolle med smør og stærk ost, et par kiks med hendes hjemmelavede brombærsyltetøj, eller hvis det kom helt op under loftet: En snaps til ham og en Grand Marnier til hende.

Men hendes syltetøj er spist, snapseflasken er tom, og med hjemmebageriet er det slut. Han går en runde ud i køkkenet. Tomme hylder, en smule mad i køleskabet, hvis låge piber. I bryggerset står kassen med bajerne, så der altid er noget at byde gæster på. Og det er ikke de billige fra Otto Duborg, men rigtige menneskeøl henne fra købmanden. Når han køber sådan en kasse, spørger han altid Henrik, om ikke en af lærlingene kan bringe den hen til ham, for den er ret tung. På samme tid kan Henrik forstå, at han her har en kunde, der ikke falder for de tyske supermarkeders lavpristilbud.

Han går tilbage til stuen og tænder for fjernsynet og synker ned i lænestolen og mærker igen på højre side af maven. Somme tider kan han slet ikke føle den lille smerte. Nu er der nyheder, men selv dem har han på fornemmelsen er genudsendelser. De samme indslag med de samme politikere, der siger det samme om den spændte stemning i DDR.

Han må være faldet i søvn, for da han vågner, er de i gang med en gammel film, han har set nogle gange før. De skriver aldrig, når det er en genudsendelse, hvilket i og for sig heller ikke er nødvendigt. Han har på fornemmelsen, at der kun er ansat tre i Danmarks Radio, og to af de tre bestiller ikke andet end at sætte gamle bånd på og vise dem. Den tredje er chef og sidder derfor på sit kontor og smider seernes vrede breve om alle genudsendelserne i papirkurven. At TV2 nu er begyndt, har været et frisk pust, men det er for tidligt at vurdere.

Det er, som om alle tror, at når man er gammel, sørger man ikke så meget, for man har jo levet mange år sammen. Ingen synes, at det er synd for ældre mennesker. I hvert fald slet ikke på samme måde som med yngre.

Han kan bare ikke bruge den tid, der er gået, de mange år, til noget som helst. Det er her og nu. En eller anden trykker på kontakten, og så er det liv slukket.

Det er mørkt udenfor. Han står længe bag gardinet i håb om, at noget vil ske. Himlen er fuld af mørke skyer, der driver af sted.

Mon mormor sidder deroppe nu og kigger ned til ham? Han er lige ved fjollet at vinke. Han går ind igen og går i seng med tung mave. Alene i dobbeltsengen. Aldrig mere skal han høre hendes dybe åndedrag. Aldrig mere vågne om natten og vide, at hun ligger der, og at de er to, der holder af hinanden. Han står op igen og finder med besvær pillerne frem og tager et par stykker. Lægen synes, han skulle have dem i den første, svære tid.

Men de bringer jo ikke mormor tilbage.

Lukket for kommentarer