"skabet" er fortsat roman her på forsiden. Se nederst. Nyt kapitel hver søndag

Arkiver

Menuen øverst

KlitPosten.dk er en thysk netavis, der er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord.
Kig selv ind og se, om dette sindssygt fucking headshaking eksperiment lykkes!

FORSIDEN er startsiden, når du taster www.klitposten.dk og den, du læser lige nu. Her kan du søge efter, finde og læse tidligere artikler og hygge dig med morsomheder fra sproglige overdrev samt studere reklamer for min forfattervirksomhed. Du kan nederst se antal klik for den aktuelle dag og for et år tilbage.
Når du har læst en artikel og vil se flere, kan det altså ske ved at gå til forsiden.

KALENDER, ARTIKLER, SATIRE, HISTORIER, DEBAT indeholder alle de pågældende kategoriers tekster på bloggen med muligheder for at kommentere. KlitPosten.dk gør opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at artikler indeholdende emner fra eller med KlitPosten.dks sponsorer kan udlægges som reklame.

KONTAKT KlitPosten.dk. Læs OM under kontakten med baggrunden for netavisen.

Forlaget Ordfatter

ORDBUTIK er KlitPosten.dks onlineshop

Her kan du købe bøger og tekster samt donere beløb til KlitPosten.dk.

Dagens klik

  • 208Klik i dag:
  • 253229Klik i 2020:

Antal historikklik

Antal klik 2019:  221.564
Antal klik 2018:  148.389
Antal klik 2017:   10.235
KlitPosten.dk startede 10. dec. 2017

om at blive gammel (fortsat roman, kapitel skifter hver søndag)

13

Før middagen går snakken livligt hen over det lange bord, der er sammensat af flere ikke lige høje borde, i takt med, at flasker tømmes. De sidder i et telt hos Flemming i hans indkørsel. Han bærer heldigvis ikke nag over pyntekapslerne og fortæller vittigt om dagens episode og ruller charmen ud og kan næsten ikke gøre sig forståelig for bare grin, da han genopfrisker historien, samtidig med at han tørrer sveden af panden. Den flaske rødvin, Peter Christian havde med, står uåbnet inde i stuen. Ingen drikker vin. Men så kan han da selv drikke den.

Flemming opruller den sjove historie med fagter og grin og malende ansigtsudtryk.

- Hvis I havde set dem, altså jeg siger jer, hvis I havde set dem…! Bønder, hele bundtet. De stod i en cirkel og gloede på den der langstrakte prins Henrikhund og snøftede. Ikke et øje var tørt.

- Kørte du ind i den med vilje, vil Thorgrim godt vide. Flere i selskabet griner, for det kan de vist godt forestille sig.

- Er du tosset? Tror du, jeg er morder? Nej, nej, vel Peter Christian? Jeg kørte stille og roligt, og så kommer den her køter farende og angriber mit venstre baghjul. Har I nogensinde set en hund angribe en bil?

 

Ny latter. Det har de ikke, men Thorgrim siger, at de har set så meget andet i deres fem år i Danmark, at intet kommer bag på dem. Intet!

- I lever sgu da også bare på sådan nogle vindblæste øer, hvor der aldrig sker en skid, mener Aleksander. Hvad skal vi egentlig med Færøerne?

- Nogle vil også gerne være fri for Danmark.

- Men så mister I jo jeres tilskud. Det er sgu nok ikke så godt, hvad?

- Det ved jeg ikke.

Thorgrim vil ikke ind i den stillingtagen.

 

Flemming bøjer sig hen over bordet over mod Sussi.

- Der er et eller andet bekendt over dig. Jeg har garanteret set dig før, mener han.

Men det afviser hun hovedrystende og alvorligt. Måske afslører hun på denne måde blot hans billige scoretrick. Peter Christian ryster også lidt på hovedet. Tænk, at han er ligeglad med, at Leo også sidder der. Lige ved siden af. Der er ikke noget at se på Leo.

Men der opstår en pause i festlighederne. Guns N´ Roses larmer i baggrunden. Flemming har sørget for musikken og har fortalt flere gange, at det netop er hans favoritgruppe. Den er amerikansk, og så synger den om niggere og bøsser, og er der noget, Flemming ikke bryder sig om, så er det sådan nogle.

 

Peter Christian benytter sig af lejligheden og snakker til Ida Marie:

- Flemming var da vist meget fuld den aften til julefrokosten, ikke?

- Du mener, der før jul? Altså det med din kone? Neej, det tror jeg nu ikke. Det var vist mere mig, der var godt lakket til. Jeg mener svagt at kunne huske, at det var ham, der kørte hjem, netop fordi han var ædru.

- Nå. Jeg troede, at …

 

Flemming rejser sig og slår på sit glas.

- Tja, jeg ville bare byde velkommen og håbe, at vi får en hyggelig aften. Vi skal nok sørge for jeres sult og tørst, og der hænger en liste med resten af arbejdsopgaverne derovre.

- Så, kære venner. Nu skal vi hygge. Værsgo!

Det er ham, der står for maden sammen med Thorgrim, der har et enormt grimt forklæde på, og de to farer frem og tilbage med mad og flere flasker. Maden er på et spisebord inde i stuen, og folk strømmer ind for at fylde tallerknerne.

 

Peter Christian er glad over at være med i det gode selskab. Han kan dog godt mærke, at han er en af de ældre. Han er lige ved at glemme, at han har lovet sig selv at gå lige efter middagen. Så må de unge hygge sig uden ham. Men Laila Kathrine er der også, og dermed indebærer aftenen uforudsete muligheder, og der kan ændres på planer. Hun sidder desværre et stykke fra ham, og der er ikke så mange, der snakker med hende.

Når han i andre sammenhænge forsigtigt har omtalt hende, reagerer de ved at smile og ryste på hovedet og føre en finger op til tindingen og lade den køre rundt i små cirkler. Derefter følger den uundgåelige sætning: Hun er jo tysker. For det forklarer alt.

Han tolker det som et fremskridt, at hun trods alt er inviteret med i aften. Han må modstræbende erkende, at de unge viser gode takter.

 

Han ville egentlig godt have lidt mere at vide om den julefrokostaften, men han kan fornemme, at han ødelægger stemningen lidt, for det er noget alvorligt noget med hans hustru, og nu skal de hygge sig. Når Flemming sådan bryder ind med sit velkommen, betyder det snarere hold kæft, PC, og Peter Christian tier.

 

Han syntes bare, at Flemming sagde, at det var ham, der var fuld den julefrokostaften. Nå. Måske husker han det ikke så godt længere. Det er trods alt mere end fire måneder siden. Han kan under alle omstændigheder læse i ringbindet, hvad Flemming sagde dengang. Det vil han gøre, når han kommer hjem.

 

Han rejser sig og henter sin vin. Da han passerer Laila Kathrine, langer hun ud efter ham og peger på flasken:

- Åh, ja, et glas vin kunne jeg også godt have i stedet for alt det øl.

Forfjamsket får Peter Christian proptrækkeren fundet frem, den lå i køkkenskuffen såmænd, og aser med at flasken lukket op. Det siger plop, så der sprøjter lidt rødvin ud og ned i skødet på Laila Kathrine.

- Undskyld, mumler han, rød i hovedet, mens han hælder op i hendes glas.

- Det kan jeg leve med, siger hun og smiler oven i købet.

Han bliver varm over det hele og synes lige pludselig, at festen er en god fest.

- Jeg kan sætte mig her hen, hvis du synes, spørger han hende.

- Nej, bliv du bare der. Hvis jeg skal have et glas mere, vinker jeg til dig.

Nå. Javel. Det er da en begyndelse. Rom blev som bekendt ikke.

Alligevel føler han sig fornærmet eller afvist, og så er der ikke andet at gøre end at drikke. Nu kan han godt høre en lille smule tysk accent i hendes sprog.

 

Ragna og Ruben sidder og småskændes, for Ruben har købt den forkerte alkoholfrie vin.

- Man kan da heller ikke regne med dig, siger hun højt.

Ida Marie tøsegriner sammen med Thorunn og rører af og til ved hende. Peter Christian ved ikke helt, hvordan det skal tolkes.

- Er der ikke flere, der har lyst til at lære at spille golf, spørger Leo.

- Nej, ellers tak, svarer Aleksander. Det er vist kun for de rige.

- Nå, det er da både mig og Flemming, der spiller. Vi er ikke specielt rige.

- Desuden er jeg også for gammel, mener Aleksander. Det overlader jeg trygt til jer unge. Det kan I vel finde ud af.

- Der sker noget i Østtyskland, hvad, siger Sussi. Hun gider ikke snakke golf.

- Det hedder DDR, mumler Peter Christian.

- Ja, vi skal vist være glade for friheden herhjemme.

- Frihed til hvad, spørger Aleksander, den gamle provo. Hvad med de indre mure, vi har i vore hjerner?

Det varer ikke længe, så er diskussionen godt i gang. På den ene side sidder Flemming, Leo og Aleksander, på den anden er Ragna, Ruben og Peter Christian. Men Peter Christian vil ikke deltage i snakken. Dels vil han ikke modsige sin ven, dels tænker han meget på Laila Kathrine og er opmærksom på, om hun ønsker mere vin.

Snakken og diskussionen bliver mere og mere højrøstet i takt med at flaskernes indhold falder. Det er svært at høre, hvad den enkelte siger, når flere debatter finder sted sideløbende. Det er irriterende, når nogen starter en ny debat, når den igangværende ikke er afsluttet. Peter Christian drikker sin rødvin og blander sig ikke.

Der bliver også spist, men flere bliver ved med at vende tilbage til muren om Vest-Berlin og i det hele taget det at have et helt land og et helt folk spærret inde. Ingen spørger Laila Kathrine om noget, for hun burde da vide noget om Tyskland. Peter Christian overvejer så småt at sætte sig over til hende og stille hende nogle kontante spørgsmål. Hvornår kom hun til Danmark? Hvorfor? Det kunne være spændende at høre. Han overvejer kraftigt bare at rejse sig og gøre det. Han vil dog lige drikke et glas mere.

 

I en pause føler han pludselig trang til at sige noget, men har glemt alt om Laila Kathrine. Fire glas vin i maven giver en let følelse og et overraskende mod.

- I snakker sgu alle sammen om den mur i DDR! Skulle det ikke være mere nærliggende, hik, at bekymre sig lidt om dem, der bor her på gaden?

Der bliver øjeblikkeligt helt stille.

- Hvad mener du, siger Aleksander.

- Hvordan tror I, det er at miste sin kone, hvad?

Han er næsten aggressiv. Men nu skal det ud. Lidt spyt sidder i mundvigen, ansigtet er rødt, det ved han godt, det er der ikke noget at gøre ved.

- Tror du ikke, du skal til og hjem, nu skal jeg hjælpe dig, mener Flemming og rejser sig for at hjælpe Peter Christian op at stå.

Det er svært at holde balancen. Al samtale er gået i stå. De ser på ham, og Flemming tager ham under armen og hjælper ham af sted.

- Farvel og tak for i aften.

Ingen protesterer ret meget, så Peter Christian fornemmer i sin tåge, at det er en god beslutning. Der er noget mummel, og han synes, han hører ordene flæbende fulderik. Flemming støtter ham, men da han begynder at gå, behøver han ikke hjælp og støder Flemming væk.

 

Han stavrer småmumlende hjemad til det tomme hus.

I entreen bøjer han sig lidt og stirrer ind i sit eget spejlbillede. En foroverbøjet, gammel mand ser han. En fuld, gammel mand oven i købet. Smidt for tidligt hjem fra en fest på grund af utilbørlig optræden. Prøvede at drikke Laila K fuld, bare for at komme i seng med hende …

Han raver rundt i køkkenet efter noget mere vin, men der er tomt.

 

Da han lidt senere børster tænder på badeværelset, kommer den igen. Mormor. Mormor skulle altid først ud på badeværelset, og han gik imens rundt og sikrede sig, at alle døre var låst, alle vinduer var haspede, varmen lukket ned for natten, og alting var i orden. Det var hans job. Hans ansvar.

Nu står han bare helt alene og kan børste tænder, hvornår han end beslutter sig. Ingen står i vejen, ingen går foran ham med et smil og siger: Jeg skal altså først! Det er ligegyldigt, om der er låst og lukket ned for varmen.

Vand og tandpasta løber ned ad hagen på ham.

Han sluger sine piller. Det kan han lige så godt gøre først som sidst.

Han går i seng og har lyst til at græde så højt, at hele gaden kan høre det dernede i teltet. Men ikke en lyd kan han få frem. En lyd- og tåreløs gråd. Åh, mormor. Hvor jeg dog savner dig.

Lukket for kommentarer