Forlaget Ordfatter
ORDBUTIK er KlitPosten.dks onlineshop
Her kan du købe bøger og tekster samt donere beløb til KlitPosten.dk.
17
Leo stirrer forbavset på Peter Christian og de tre piger i varierende størrelse, der står ved siden af ham.
Leo er i gang med at feje for egen dør. Det er dejligt varmt, og han har tilpasset et viskestykke til issen med en knude i hvert hjørne. Sveden står i stænger ned over panden. Peter Christian smiler ved synet. Han har allerede på afstand indskærpet pigerne, især den mindste, at når manden har et viskestykke på hovedet, er det ikke for at se sjov ud. Det er for solen.
- Møjn, da. Er det dine børnebørn? Spørger Leo.
Peter Christian nikker stolt.
- Møjn. Ja, jeg har lovet at passe dem, mens deres far skulle noget, og så nyder vi solen og skal om på legepladsen.
- Mig ved godt, hvordan hunde får hvalpe, siger Lea til Leo, mens hun ikke kan få øjnene fra viskestykket på hovedet.
- Hvorfor har du sådan en sjov hat på?
- Det er fint, siger Peter Christian. Han prøver at aflede hende ved at pege over mod efterskolens gård og antyde en kat. Men det har han ikke det store held med. Nu begynder hun igen. Han bliver altid forfærdelig dårlig, når Lea snakker om parring og det der.
- Først en hanhund og så en hunhund til, fortsætter Lea uanfægtet.
- Jeg sagde, det er fint. Peter Christians stemme er blevet en anelse skarpere.
- Hanhunden skal stå bagerst.
Peter Christian får heldigvis hjælp af Leo over dette udslag af barnlig trods ved at vise dem ud på den lille terrasse, hvor hans nygifte og meget smukke dame af det bedre selskab sidder på en havebænk og læser i en avis.
- Må jeg præsentere: Sussi Wunderschøn! Min ungdoms elskede! Vi kommer fra samme lille landsby.
Han smiler, mens han slår ud med armen i retning af den svangre Sussi.
Hun ser underligt kold ud.
- Elskede? Ha.
Hun vrænger nærmest det sidste ud. Måske er hun stadig sur over den proptrækker, bare fordi Leo skulle spille golf.
Leos humør dykker hurtigt, det er tydeligt.
Til gengæld går der et aha-suk op for Peter Christian.
- Jeg kender godt dig, Sussi. Jeg har set dig hos købmanden, tror jeg.
- Nej, Peter Christian, det var da i går, vi mødte dig inde i Tønder, kan du ikke huske det?
- Jo da. Peter Christian bekræfter altid, at han kan huske. Det er helt gratis, og ingen kan alligevel granske hans hjerne og der konstatere, om hukommelsen fungerer. I hvert fald den, der går på de sidste timer.
- Hvorfor er I egentlig så meget mod den efterskole?
Det kan Peter Christian faktisk ikke helt huske. Febrilsk og lettere nervøs trækker han tiden lidt.
- Vi vil jo gerne have, jeg mener, indtil nu er der stille, og måske bliver det anderledes.
- Så I er bange for larmen?
Det var det halmstrå, han kunne bruge.
- Ja, er du tosset. Skrig og skrål fra unge mennesker dagen lang, det er jo ikke lige sagen, vel?
Han appellerer til Leos forståelse.
- Nej, men det giver vel også arbejdspladser til byen.
Det har Peter Christian ikke tænkt på. Det vil dog blot være købmanden og bageren, der vil nyde godt af det. Og det kan næsten være lige meget. Peter Christian kan ikke lide ekspeditricen, fordi hun slikker på fingrene, inden hun tager en pose til brødet, som hun derefter tager med de samme fingre. Han køber altid brødet hos købmanden, der ikke slikker på fingrene først. Eller gjorde. Da han rent tilfældigt opdagede, at det alligevel var bageren, der leverede brødet, blev han enig med mormor i at købe alt brød inde i Tønder, hvor de tager brødet med en plastikhandske på. Basta.
- De ryger hash og stjæler og råber frække ord og slås.
Det vælter ud. Lige pludselig kan han huske alt det, han er imod.
- De er også uopdragne og frække mod ældre mennesker. Jeg har set nogle unge mennesker inde i Tønder, der trak bukserne ned for at vise bar røv. Men vi vil ikke se sådan noget på Fælleslykkegade.
I hvert fald ikke drengenes.
Sussi og pigerne står og kigger ud ad vinduet over mod efterskolen. Hendes lyse hår er stadig bundet op med en stram knude i nakken.
Lea tager ham i hånden.
- Morfar, mig blive her.
- Ja, lad du børnene blive her lidt. Der er meget at se på for dem.
Sussi tror måske, han gerne vil i aflastning, eller også vil hun prøve, hvad det vil sige at have børn.
- Jeg vil godt med dig hjem, morfar, siger Astrid.
- Jeg skal nok blive hos Lea, siger Maja.
Peter Christian er efterhånden godt og grundigt træt af al den parringssnak og forlader Leo med Astrid, der springer ud i solen.
18
Hjemme sætter de sig ved køkkenbordet og deler en appelsin.
- Er du ked af, at mormor er død, spørger hun pludselig.
Hun kunne lige så godt have stukket en dolk i ham, og den sidder nede i højre side af maven. Appelsinen er lidt sur og giver ham vand i øjnene.
Han nikker og får grødet stemme.
- Ja, meget.
Astrid sætter sig over og putter sig ind til ham.
- Jeg er også. Hun får tårer i øjnene. Peter Christian holder godt fast om hende, det trøster lidt. Hun klynger sig ind til ham og borer ansigtet ind til hans bryst.
- Jeg savner hende sådan, siger Astrid og græder nu rigtigt.
Der er helt stille i stuen. Kun Astrids gråd høres, og Peter Christian er langsomt ved at bukke under også.
- Så, trøster morfar hende. Jeg savner hende også forfærdeligt.
Hun vender sit ansigt op mod hans.
- Jeg savner hende mest. Der er glimt af drilleri og smil i hendes tårefyldte øjne.
Han har svært ved at se det for tårerne. Hans tårer, der bare dukker op af ingenting.
- Er mormor oppe i himlen nu?
Peter Christian nikker. Hvor ellers? Et så fint menneske bør være i himlen, når hun er død. Hvis der er retfærdighed til. Men han ved godt, at det ord er udgået af ordbogen, når der tales om den højere retfærdighed.
- Græd du meget, da hun dødet?
- Det hedder da hun døde. Ja, det gjorde jeg.
- Var du ked af det i lang tid?
- Ja.
- Flere dage?
- Meget længere. Jeg er stadig ked af det.
Det er rigtig nok. Han græder stadig over at have mistet hende. De kunne godt have haft nogle gode år sammen også som gamle. Men det kunne åbenbart ikke tillades.
- Hvordan dødet hun?
- Hvordan hun døde? Hun blev slået ihjel i trafikken.
- Ja, det ved jeg godt. Men hvordan slået ihjel.
Astrid forlanger kendsgerninger.
- En taxa kørte ind i hende, og politiet mente, at hun gik ude midt på vejen.
- Mener du ikke det? Astrid ser forbavset op på ham.
- Mormor ville aldrig gå sådan. Hun gik altid i vejens venstre side, som man skal, og så på Skolevej, der er så bred og bakket. Jeg er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Især hvis der kommer en modkørende bil. Måske var der noget sne i vejsiden, hun lige ville undgå.
Det er dejligt at sidde og knuge sit barnebarn og være to om sorgen og savnet.
- Hvorfor kommer du i tanke om mormor?
- Da vi gik hjem. Før gik jeg mellem jer og holdt jer begge i hånden. Nu er det skævt.
Peter Christian overvejer at hente ringbindet med avisartiklerne. Der er et foto af taxaen også. Men Astrid har set det flere gange.
- Vil du godt have en ny mormor, så det igen bliver lige?
Hun hopper ned på gulvet og klasker begge hænder sammen.
- Det er en god idé, morfar.
Men så bliver hun tænksom.
- Hvor finder vi en ny mormor? Hun skal jo være lige så god som den gamle.
- Ja, det er jo problemet.
Nu efterlyser Astrid saftevand og et stykke franskbrød med honning, og Peter Christian smører sig en mellemmad. De andre to piger kommer løbende, og det tegner til frokost.
19
Den første dag i juni standser to biler ud for Peter Christians hus. Ud stiger Erik S. og et par herrer, alle fint klædt på med slips og hvid skjorte. De banker på og kommer ind.
Peter Christian lægger hammeren og lukker klædeskabet i soveværelset. Erik S. ser meget højtidelig ud.
- God dag, Peter Christian. Vi kommer for at foretage tvangsauktionsforretning. Du skylder mig en sum penge, og da du ikke har betalt og fået adskillige rykkere, som du ikke har reageret på, må vi desværre gribe til denne drastiske udvej. Jeg ved godt, du er i en svær situation, men penge er jo kønsløse og kender ikke til følelser.
For fanden. Han har helt glemt alt om den gæld. Egon er derfor slet ikke spurgt, men han har nu heller ikke de store forhåbninger til hans evne med penge. Han kan ikke bare sådan uden videre hjælpe ham, det er han sikker på. Og ville Erik S. egentlig nogensinde mere sætte sine ben på gaden?
En af de fine herrer fortæller omstændeligt Peter Christian, hvordan tvangsauktionen foregår, og Peter Christian må flytte. Alt, han ejer, skal ud af huset, så køberne kan overtage det. Men han får selvfølgelig overskuddet af tvangsauktionen udbetalt, hvis der bliver et.
Klart nok. Men hvor skal han flytte hen?
- Har du aldrig undersøgt ældreboligerne i Tønder? Det kunne være noget for dig.
- Ja, supplerer Erik. Der bor en masse andre ældre mennesker, og nogle af dem laver mad sammen og hygger sig foran fjerneren og tager på ture sammen. Jeg har hørt, det skulle være alle tiders for enlige.
De ser lidt på ham. Avisen ligger på bordet med en forside, hvor en anden byggematador bliver afsløret for noget skattesvig. Det er ikke sjovt at blive hængt ud på Tønder Dagblad.
Så efter et øjeblik siger Erik S., der står ved siden af, med et blik på en af de andre, at de da også kan finde ud af noget med et lejemål her i Skarphede.
- Du kan leje det af køberen, for det bliver jo nok mig selv, der hænger på det køb. Så får du både de penge, der evt. er i overskud samt får lov at blive boende lige så længe, jeg ikke skal renovere det. Er det ikke fint, så?
Han ser helt begejstret ud. Nu har han sandelig også strakt sig til det yderste.
Peter Christian nikker og forsøger at smile og se venlig ud. Han synes, at de ligner fede kapitalister fra en amerikansk kriminalfilm og vil snakke med Egon om det her. Huset er gældfrit bortset fra den gæld, han har til Erik S. Lambert.
20
Hen over sommeren er der hektisk aktivitet for at gøre skolen klar til at modtage 50 elever i den mest larmende alder. Peter Christian har taget forskud på glæderne, føler han. Der bliver hamret og savet og boret og larmet derovrefra, så han er ved at gå ud af sit delvist rynkede skind.
Tvangsauktionen er gået godt, og der indkom næsten 50.000 mere, end det han skylder Erik S.. Når advokaten har fået sit, og det skal Peter Christian naturligvis betale, er der alligevel over 20.000 tilbage. Han kan oven i købet få lov at blive boende og kun betale en symbolsk leje, som Erik kalder det.
Peter Christian tager sig ikke af Aleksander, der påstår, at huset er meget mere værd end det, der er kommet ind på tvangsauktionen. Han siger også, at ældre mennesker tit bliver snydt af yngre, og at Erik S. var skide bange for at komme i avisen, hvis det var kommet frem, at han satte en fattig pensionist på gaden. Peter Christian er ligeglad. Nu er han gældfri for første gang i sit liv, altså bortset fra barndommen.
Ruben har længe forberedt artiklen til ugeavisen, men mener, at den først skal i, lige før skolen starter. Flemming er uenig og synes sammen med de øvrige, at den skal i før.
De tre udpegede har haft et enkelt møde med bestyrelsen, men det kom der intet ud af.
Beboerne har ligeledes deltaget i ét møde, og det var i skolekredsen, men deres protester og bekymringer for konsekvenserne af at oprette en efterskole blev fejet af bordet. Det går op for dem, at det løb er kørt.
Artiklen i ugeavisen kan lige så godt vente nu til efterskolen åbner. Så kan de føle sig velkommen, kan de.
Da beboerne forlader mødet, driver de som sidst ind hos Peter Christian og bliver der enige om at indlede et skærpet eftersyn med efterskolen for at finde ud af, om den lever op til deres bange anelser.
Hvis der ikke opstår de forventelige besværligheder, vil de nøjes med at yde passiv modstand. Ellers er det kamp!
Da de går og siger godnat, ser Ragna varmt på Peter Christian.
- Ha´ det nu godt, ikke PC? Og trykker hans hånd og giver ham et lille brev.
Det har hun aldrig kaldt ham før. Hun er da blevet noget venligere her på det seneste. Peter Christian er glad for deres omsorg. Han fornemmer klart, at de tænker alle sammen på ham og på, hvordan han har det, selv om de ikke vil snakke om det.
Han åbner brevet, der er en invitation til Ragna og Rubens sølvbryllup.
Mens tænderne bliver børstet grundigt, smiler han til sig selv i spejlet og kommer i tanke om, at det vistnok er meget længe siden, han har haft noget at smile af.
Senere ud på natten vågner Peter Christian ved en ambulances tuden. Den kommer nærmere og nærmere. Han ser ud ad vinduet. Den holder ude foran Sussi og Leos lejlighed. Nu kommer ambulancefolkene ud med hende på en båre. Leo er med og ser ængstelig ud.
Peter Christian kan næsten ikke sove mere den nat. Ambulancesirener er ikke hans kop te.
Tidligt næste morgen kommer Aleksander forbi. Han er altid så velunderrettet.
- Sussi har født en fin, lille velskabt pige her i nat. Kejsersnit! Det var vist lige over.
Det er godt, der kommer lidt småbørn til gaden. Der er ikke for mange fødsler på Fælleslykkegade. Omme i Saltgade føder de tvillinger i hobevis og har allerede for længst planlagt og udvirket en større legeplads.
- Vi kunne godt bruge nogle flere yngre tilflyttere her, brummer Aleksander.
Udenfor ruller ganske langsomt en kæmpestor flyttevogn forbi. De rejser sig begge og går udenfor. Det kan være de nye i nummer 17. De slentrer derned for at hilse på familien. Måske har de børn, så der kommer lidt liv på gaden. Måske skal de have en ølpause.
Flyttemændene er allerede godt i gang med at tømme den store lastbil. Der er mange interessante møbler, og det går op for Peter Christian, at det ikke er et helt almindeligt hjem, der sådan bliver båret forbi dem, der står med begge hænder solidt i lommen.
Ud af huset kommer en yngre mand. Han ser frisk ud og går hen til dem.
- Møjn, jeg hedder Jakob.
Han smiler og har et fast håndtryk. Meget fast. Peter Christian ømmer sig lidt og tager sig til sin højre. Samtidig stikker det i maven.
- Velkommen til. Nå, I vil bo her? Spørger Aleksander uventet tåbeligt.
- Ja, vi synes, det ligner et rigtigt fredeligt område med masser af muligheder.
- Det er det bestemt. Vi påtænker at lave legeplads her også.
Det har de ikke snakket om. Peter Christian måber lidt, måske har han bare ikke hørt det, eller også kan han ikke huske, at de har snakket om det. Han vil godt bringe lidt mere nutidig realisme ind.
- Der starter jo en efterskole deroppe, han peger tilbage og op mod højskolens røde bygninger.
- Det ved jeg godt. Vi er blevet ansat der og skal være lærere.
Det tager pippet lidt fra dem. Den havde de ikke regnet med. På den måde laver efterskolen en trojansk hest og planter sig ikke bare med skolen, men også et par ansatte på gaden. Peter Christian ser stjålent over på Aleksander. Hans ansigt fortrækker ikke en mine. Trojansk hest? Det lærte de om i 5. Klasse, det var grækerne, der anført af Odysseus ikke kunne erobre byen Troja og så listede en kæmpehest ind, fyldt med græske soldater. Så kunne de erobre byen! Peter Christian er glad for sin viden. Historie er godt. Skole er godt. Bare ikke efterskole.
Nu træder en anden yngre mand ud af huset og kommer over til dem.
Han møjner lige så hjerteligt som den første og giver hånd.
- Mit navn er Anders. Det er da vel nok et dejligt område, I har her?
Det bryder naturligvis isen, når han sådan ligefrem roser stedet. Men forvirringen er komplet. Han er sort som en neger, men taler dansk som en dansker.
Jakob tager om Anders.
- Vi danner par.
Chokket truer med at besvime Peter Christian. Par? Så de er bøsser. Oveni. Denne gang kan han se, at selv Aleksander har svært ved at skjule en vis overraskelse.
- Nå, men vi må nok hellere komme tilbage til arbejdet. Der er mange møbler, der skal på plads. Man samler jo meget sammen gennem årene!
De hilser muntert af og efterlader et par ældre herrer med tomme udtryk i øjnene.
- Jakob og Anders, snerrer Aleksander. - Jack-Ass. Brødrene Jack-Ass. Eller Black-and-White. Salt og Peber. Hold kæft, mand.
Lukket for kommentarer
