"skabet" er fortsat roman her på forsiden. Se nederst. Nyt kapitel hver søndag

Arkiver

Menuen øverst

KlitPosten.dk er en thysk netavis, der er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord.
Kig selv ind og se, om dette sindssygt fucking headshaking eksperiment lykkes!

FORSIDEN er startsiden, når du taster www.klitposten.dk og den, du læser lige nu. Her kan du søge efter, finde og læse tidligere artikler og hygge dig med morsomheder fra sproglige overdrev samt studere reklamer for min forfattervirksomhed. Du kan nederst se antal klik for den aktuelle dag og for et år tilbage.
Når du har læst en artikel og vil se flere, kan det altså ske ved at gå til forsiden.

KALENDER, ARTIKLER, SATIRE, HISTORIER, DEBAT indeholder alle de pågældende kategoriers tekster på bloggen med muligheder for at kommentere. KlitPosten.dk gør opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at artikler indeholdende emner fra eller med KlitPosten.dks sponsorer kan udlægges som reklame.

KONTAKT KlitPosten.dk. Læs OM under kontakten med baggrunden for netavisen.

Forlaget Ordfatter

ORDBUTIK er KlitPosten.dks onlineshop

Her kan du købe bøger og tekster samt donere beløb til KlitPosten.dk.

Dagens klik

  • 352Klik i dag:
  • 238911Klik i 2020:

Antal historikklik

Antal klik 2019:  221.564
Antal klik 2018:  148.389
Antal klik 2017:   10.235
KlitPosten.dk startede 10. dec. 2017

om at blive gammel (fortsat roman, kapitel skifter hver søndag)

9

Da Egon dukker op, får han hele historien. De tre piger lytter med, og alle føler med morfar, der ikke kan huske det hele, men dog det væsentligste, når han selv skal sige det. Peter Christian ved egentlig ikke selv, hvad der er værst: Sygehuset eller rundkørslen eller den der krammer, som Egon er begyndt på, hver gang de ses her efter sin svigermors død. Det er ikke længere nok bare at sige møjn.

 

Det var også en forfærdelig jul, og da var det godt at have noget familie. Men nu har det bare sat sig. Det er vist også noget nymodens fra fjernsynet, hvor alle krammer hinanden, og så skal alle voksne uden for fjernsynet absolut gøre det samme, for så må det jo være det rigtige. Især når det kommer fra København, hvorfra alt nyt udspringer.

Peter Christian hader det. Han kan lige gå med til, hvis en ung pige skal have en omfavnelse, men da ikke en mand. I programmet om at gætte huspriser krammer de hinanden hele tiden. Der er noget forkert over to mænd, der står så tæt sammen. Det er lige før, han vil betegne det som direkte ulækkert.

 

Den slange, de forsøgte at proppe ned i halsen på ham, bliver en orm, der vil æde ham. Eller også er det omvendt. Med store øjne sluger pigerne hvert ord. Peter Christian mærker nok, at her er der et godt publikum, og det, han ikke kan huske, digter han bare selv. Egon spærrer øjnene op ved at høre, at der skal 5 portører til at holde svigerfaderen. Og slangen er næsten tre meter lang, og det var lige før, den kom ud af bagdelen!

Peter Christian vil godt vise familien, at der alligevel stadig er krummer i den gamle.

Han fortæller også om de unge mennesker i rundkørslen og trækker lidt fra omkring Lailas indsats, men lægger til gengæld en del til om sin egen, så der bliver balance.

 

Det bliver et par gode timer. Peter Christian rydder op efter aftensmaden og siger farvel til Egon - med en svigerfaderlig krammer - og de tre søde piger. Familien bor i den anden ende af gaden. På en måde synes han, det er herligt at få besøg af dem så ofte, på en anden har han en nagende tvivl om formålet med besøget.

 

Det slår ham, at Egon aldrig betaler for maden. Hvad værre er, han hjælper heller aldrig med at lave den eller rydde op bagefter. Eller klare opvasken. Peter Christian beslutter sig for, at han næste gang vil sige det til ham. Han kommer bare der fuldstændig spontant med sine børn og æder ham ud af huset, ja, han gør. Når man er pensionist, er det trods alt begrænset, hvor store midler man har.

 

Samtidig er Peter Christian jo også glad for at se dem alle fire. De er en slags erstatning for datteren, der stak af med en mand fra Norge. Ja. Åh, Annelene. Hun kom da hjem til begravelsen, men var hurtigt væk igen. Hun nåede at fortælle ham, at hun savnede ham og pigerne, men ikke Egon. Overhovedet ikke.

Han har siden længtes efter lidt familie. I begyndelsen boede Egon og døtrene hos ham og mormor, men det blev for meget af det gode. Så meget længtes han heller ikke efter familien. Han kunne simpelthen ikke holde til den larm. Nu kan han godt savne den. Og især savner han…

For pokker. Nu har han glemt det igen. Og huske det kan han heller ikke.

Han går ind i soveværelset og hamrer et par ekstra søm ind i kjolen i skabet. Står og betragter sit værk, hvorefter han lukker skabsdøren og låser og masserer sig lidt nede på maven.

 

Heldigvis har han sin gode ven, Aleksander, selv om han er speciel.

 

Han ser en skikkelse uden for vinduet.

- Møjn, møjn.

- Ja, møjn. Når solen skinner, snakker vi om den! Siger Peter Christian og lukker smilende Aleksander ind. Aleksander skal heldigvis ikke krammes.

- Velkommen til! Sæt dig, gamle alkoholiker. Har du haft et par gode måneder i Spanien?

- Som altid. Men det er også rart at komme hjem igen. Du har vel haft det hårdt?

 

Det må Peter Christian indrømme, men tager hurtigt fat på historien fra rundkørslen. Denne gang mener Peter Christian ligefrem, at det 100% var takket være hans indsats, at bøllerne forsvandt. Og Laila Kathrine havde været så stolt over ham! Der er nu ikke noget, som at fortælle en god historie. Den bliver ikke dårlig af at blive fortalt flere gange.

- Hende er du vist lidt vild med, hvad?

 

Aleksander er desværre altid så direkte.

- Vi er jo næsten jævnaldrende, og du må da indrømme, hun ser godt ud!

- Hun er jo tysker og oven i købet skør!

- På den gode måde, synes jeg.

Peter Christians øjne funkler i solnedgangens skær i stuevinduet mod vest, han har svært ved at skjule sin betagelse af Laila Kathrine. Det, at hun er tysker, forekommer ham mindre væsentligt.

- Er der noget i vejen med tyskere, spørger han.

- Er du tosset? De har startet to verdenskrige! De maser sig altid ind på andre nationer, se bare, hvordan de strømmer hertil og bor i vore sommerhuse og ter sig, som om de stadig havde besat os!

- Nå, men det skal vel ikke gå ud over Laila Kathrine?

 

Aleksander sætter sig tungt i sofaen og snuser.

- Hvad har I spist?

 

Det kan Peter Christian ikke lige huske.

- Frikadeller, siger han bare.

- Tja. Muslimer får aldrig frikadeller! Vidste du det? De må ikke spise svinekød, fordi grisen er et urent dyr, tror de. Ja, men altså?

 

Så. Nu begynder han igen.

- Mærkeligt at lade sig tyrannisere sådan over en gammel bog, der er skrevet for mange hundrede år siden af nogle mennesker fra et ørkenområde langt borte herfra! Dengang havde de svin med trikiner, men det er jo for længst afskaffet. De er bare ikke fulgt med. Religion!

 

- Jo, Aleksander, jeg kan ikke være uenig. Men der er nogle, der tror på det. Vi mennesker har behov for at tro!

- Sludder med dig. Vi vil bare ikke alle indse videnskabens fakta.

- Nu har vi haft religion i så mange år. Guds navn bliver da nævnt tidligt og silde. Så er der da ikke noget at sige til, at der må være noget om snakken?

- Sludder igen. Fordi en løgn gentages, bliver den ikke mere sand. Nå, du og jeg er nok mere enige end som så. Men vi har et par ægte religiøse fundamentalister i Ruben og Ragna. Kommer de ikke deroppe fra vestkysten? Dem gider jeg bare ikke. Deres straffende og hævngerrige gud ønsker jeg slet ikke høre om. Det er jo bare en eller anden araber eller perser, der har skrevet om sin far! Hele biblen er skrevet af beduiner. Men mange danskere tror fanme, den er skrevet af Grundtvig!

 

Der bliver stille i stuen. Det er svært at sætte Aleksander til vægs.

Han har ret i, at biblen er skrevet af almindelige mennesker for mange hundrede år siden. Peter Christian tror heller ikke på, at en gud har været med i redaktionen. Men han kan ikke få sig til bare at give Aleksander ret. Ikke altid.

 

Sådan er det stort set hver gang, Aleksander kommer på besøg. Det hører sig til og gør ikke noget. Han er indimellem ganske hyggelig og temmelig morsom, selv om det ofte er noget skrækkeligt noget, han fyrer af. Mens mormor levede, måtte Peter Christian ligefrem i sin aftenbøn bede Gud om tilgivelse. Han anførte, at han jo ikke havde og kunne have ansvaret for Aleksander og bad Gud overveje at være ham nådig set i det lys. Eventuelt overveje at give ham et wildcard til paradiset. Trods alt.

Når Aleksander kom på besøg, livede han på den anden side også op i deres ægteskab. Mormor blev undertiden helt munter og sad der med smil og latter og var vældig med på alt det, der kom fra Aleksanders mund. Vidste man ikke bedre, kunne man nemt tro, at hun rent ud sagt var forelsket i ham.

 

Nu beder han for øvrigt ikke længere aftenbøn. Det er ligesom blevet for gammeldags her i disse kommunistoprørstider. Ingen, han kender, gør det. Han går heller ikke i kirke længere. Han bryder sig ikke om den rungende tristhed i orgelmusikken, der kun signalerer én ting: Du skal snart dø! Det er stille og roligt kommet efter hendes begravelse. Før kunne de godt gå i kirke, når hun nu så gerne ville. Især til jul. Det var fanneme hyggeligt. Men nu?

 

Faktisk er han kommet i tvivl om det hele. Hvorfor er det lige, at man skal tro på noget som helst? Livet er et kort øjeblik i evighedens bue, og når det er slut, er det slut.

Inderst føler Peter Christian, at det er løgn og latin at tro på, at han nogensinde skal gense mormor.

Aleksander griner ad den slags. Siger, at det er eventyr til trøst.

 

- Vi har hinanden her og nu, det er det, siger han.

- Det er jeg enig i. Godt vi har et fint sammenhold her på gaden, mener Peter Christian.

- Ja, altså bortset fra Ruben og Ragna. De skiller sig ud med deres religiøse lidder.

- Men de er da med til gadefesten!

- Drikker de? Morer de sig? Nej, du. De er så skide hellige, så de ikke engang kan sætte sig hos os andre mere almindelige dødelige og drikke en bajer. Hvor fanden står det, at det er syndigt?

 

Peter Christian opgiver. Ingen religion, ingen gud, intet paradis bagefter.

Lukket for kommentarer