Per Thunedborg: Coronariusdagbog 2

Pensioneret anæstesioverlæge. Dyrker sin Vild med Vilje - have, helt ovre i Vanløse. Tosset ikke at være klimatosse. Er mere end almindeligt optaget af litteratur, film og musik. Stort set alle typer.

Synes jo ikke jeg er hysterisk. Ja, jeg vil faktisk hævde, at jeg ikke er det. Men i ganske få og ubehagelige øjeblikke, så tænker jeg: Åh, bare jeg nu ikke er blevet smittet! Det sker, når jeg synes, jeg er begyndt at få lidt ondt i halsen. Er der ikke lige en klump, når jeg synker? Og nu skal jeg pudse næse igen. Jeg har da vel ikke…..
For nok er det ældre med forskelligt i bagagen, der er mest udsat. Men der er øjensynligt også en hel del tilfælde, hvor der ikke er nogen god forklaring på, hvorfor netop den person gik hen og udviklede en af de mest behandlingsresistente lungebetændelser jeg lige kan komme i tanke om.
Så glemmer jeg det heldigvis igen. Men når jeg næste gang griber en indkøbskurv ligger bekymringen på lur. Så holder jeg ude i siden af hanken. Lige som alle de andre.
Men nu er der komme sprit. Så når man atter går ud af forretningen kan man roligt stikke fingeren i øjet igen.
Hørte i går hvor foretagsomheden heldigvis blomstrer. Det er endda gået så vidt at 8.000 liter øl et sted skal omdannes til håndsprit! Det må vel give omkring 600 liter? Og det er jo fint. Man kan altid brygge mere øl.
Det er straks værre med de andre værnemidler. I dag kan stakkels koncerndirektør i Region Syd, Kurt Espersen berette at et meget stort parti beskyttelsesmasker slet ikke var med den flyver, hvor de eller forventedes at være med. Ting fra Østen forsvinder på mystisk vis.
Sådan noget gider vi altså ikke. Og varer, som er undervejs, stiger ofte to til 3 gange i pris inden de når frem. Hvis man vil have dem!
Så er det godt at så mange danske virksomheder er i gang med at omstille produktionen. Og det er vist ved at gå op for nogen, at vi i Europa ikke kan være afhængige af at så vigtige ting produceres langt væk, så vi er afhængige af uciviliseret adfærd.
Vi skal lave det selv, selvfølgelig. Og så må vi håbe at spareivrige politikere og embedsmænd ikke kræver at vi altid skal købe det billigste – uanset hvad. For så forsvinder produktionen igen herfra.
Atter viser det sig, at det billigste er det dyreste.
I USA bliver det mere end spændende. Det vil sige, det bliver uhyggeligt. Nu har 1/3 af befolkningen fået pålagt kraftige restriktioner. Arbejdsløsheden stiger. Har du ikke arbejde har du heller ikke længere en arbejdsgiverbetalt sygeforsikring. Og har man en selvbetalt forsikring, som selvstændige vel har, er der dyre og billigere (men ingen billige), og det er helt og aldeles usikkert hvad man får for den billige, hvis man har brug for seriøs hjælp i forbindelse med smitte med covid19.
Men jeg tænker, at selvom mange gerne vil have et offentligt sygesikringssystem, så må det vel alligevel være flertallet, der ønsker sig det dyre og ineffektive system, de har strikket sammen. Og så må det vel have lov til at vise sit værd nu.
Jeg er helt og aldeles sikker på at det bryder totalt sammen. Alt, alt for mange mennesker vil blive overladt til at dø helt af sig selv.
På den anden side af krisen må man ønske sig, at befolkningen kommer til fornuft og kan se at de må forlange et helt andet sundhedssystem fremover.
Ja, det var udgydelserne.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer