Peter Christensen: Jul i gamle dage


– Hej Peter, sagde mor, da jeg smed min bylt med sovepose og skiftetøj og Robinson Crusoe på gulvet i hjørnet af køkkenet. – Var der mange med ruuutebilen?
– Nej, svarede jeg. – Er morfar i stuen?
Hun nikkede og skruede låget på snapseflasken. – Sku du ikke hilse fra far?
– Nå, jo. Jeg skulle hilse fra far. Og Rikke.

Mor vrængede. Jeg gik ind i stuen, hvor morfar sad eller snarere lå i sin lænestol og snorkede enormt højt. Foran ham på det lille sofabord stod en flaske snaps og et tomt snapseglas. I den fine stue lidt længere inde sad Hanne Marie og Mette på gulvet og legede. Jeg nikkede til dem:
– Nå. Har I det godt?

De nikkede begge uden at smile. Kaminen varmede godt igennem. Jeg gned hænderne mod hinanden helt tæt op mod varmen.
– Hvornår henter far jer?
– Først i morgen, da holder far jul for os, sagde Hanne Marie, der var ved at redde håret på sin dukke. Mette begyndte at klæde sin dukkelise af.
– Nej, nej, Mette, vi leger jo, at vi lige er stået op!
– Nå, sagde Mette. – Det ku du jo bare ha sagt.
– Det gjorde jeg å, svarede Hanne Marie.

Jeg trak på skulderen og gik tilbage til min snorkende morfar. Ude fra køkkenet lød der i det samme et ordentligt rabalder. Jeg for derud. Der lå mor, ved siden af hende en ovnrist, og inde under køkkenbordet dampede en stegt and uden hoved og hale men med nåle i sig.
– Den hoppede sgu af risten, mumlede hun og møvede sig stønnende ind under bordet for at få fat i anden.
– Av, sagde hun og rystede hånden. – Den er sgu varm.

Hun famlede efter en grydeske og en gaffel og lagde sig igen på knæ. Hun var drivvåd flere steder og lugtede.
– Åh, for fanden, sagde hun, da anden for tredje gang gled væk fra hendes værktøj. Den smuttede helt over til væggen.
– Skal jeg?

Jeg tog hendes redskaber ud af hænderne på hende og forsøgte at balancere anden op på et fad, jeg havde skubbet hen. Det var svært. Mor rejste sig, bøvsede og forsvandt ud. Omsider fik jeg bugt med anden og tænkte imens på, om den mon stadig levede? Skønt både plukket og stegt gjorde den enorm modstand mod at blive lagt på det fad. Når først den var havnet der, vidste den sikkert, at vi ville gnaske den i os, bid for bid. Den skulle nok bare lige …

Jeg kunne ikke løfte fadet, sådan som det stod der ind mod væggen. Oppe på bordet var der en kande, jeg fyldte med vand, og det hældte jeg hen over anden, så hår og skidt kunne vaskes af. Jeg skubbede fadet ud fra væggen, og endelig fik jeg fadanden bakset op på bordet. Jeg så mig om efter noget til at tørre gulvet over med.

Der lød en høj lyd udenfor. Jeg rejste mig og stirrede ud i halvmørket, men kunne intet se.
Jeg gik derud.

– Mor? kaldte jeg. Intet svar. Så lød en lyd oppefra. Der stod mor. Oppe på den gamle garages bliktag.
– Jeg vil dø, råbte hun og holdt armene ud til siden. Hun kunne ses helt tydeligt mod den lidt lysere himmel. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på Jesus. Ovre fra nabohuset kom Nik farende, mens han sprøjtede sten bagud med sine træsko.
– Edit, sagde han og vred hænderne op mod hende, – hold nu op med det der og kom ned igen. Det kan ikke betale sig. Du dør ikke af at falde ned alligevel.

Imens var pigerne kommet ud og stod med en finger i munden og gloede op på mor.
– Hold din kæft, skreg min mor, – gå du bare hjem til din Inge. Hende foretrækker du jo alligevel. Så kan I også rigtigt hygge jer. Mig er der sgu ingen, der vil have.
– Mor, svarede jeg. – Det vil vi da godt.

Så satte hun af. Som en stor fugl sejlede hun ned og ramte gruset med en underlig lyd.
Nik sprang hen til hende, mens han råbte til mig:
– Ring efter ambulancen! Skynd dig, for fanden! Drej 000.

Jeg gik ind til telefonen, der stod på en lille hylde i entreen. Det var ikke let at ramme den rigtige tast. Det tog sin tid med at få fingeren placeret. Den rystede så meget, så jeg måtte holde den med den anden hånd. Det lykkedes mig at dreje 000. Jeg måtte forklare damen alting to gange.
Morfar sad stadig i stolen og snorkede, da jeg gik ud igen. Sjovt, hvordan to stuer, der ligger lige ved siden af hinanden, kan lugte så forskelligt.
– Ambulancen kommer med det samme, sagde jeg til Nik og stillede mig hen ved siden af pigerne.
– I må godt komme over til os i aften. Vi er alligevel alene denne juleaften, og vi skal også have andesteg.

Vi nikkede alle tre.

Peter Christensen er et pseudonym. Redaktionen er bekendt med forfatterens identitet.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer