Pizzeria Roma tilbyder tre-retters menu som ta-med-mad

Pizzeria Roma for enden af Vestergade i Thisted har spændende tre-retters tilbud til at ta-med-hjem. En menu som vi absolut måtte afprøve

Restaurant Roma en skøn morgenstund

Restaurant Roma en skøn morgenstund

Alle gader fører til Roma

3-Retters Menu lige til at-ta-med

Specialtilbud: Oplev en 3-retters menu hjemme som var du ude at spise.
Roma har blandt mange nye retter lanceret denne 3-retters menu. Vores hjemmebagte italienske brød følger selvfølgelig også med.
Forret
TORTELLINI AL RAGÙ
Tortellini med kødsauce tilsat parmesancreme.
Hovedret
Vælg imellem
MAIALINO ALLA BIRRA
Svinekæber i sauce af Thy Øl serveret med kokkens udvalgte grøntsager og hjemmebagt stegt brød.
Eller
POPLPETTE E PATATE
Italienske kødboller af hakket oksekød og hakket kalvekød serveret med ovnstegte kartofler og en creme af ost.
Dessert
NUTELLA PIZZA
Pizzabund med Nutella og flormelis
179,00 kr. pr person.
Varmt velkommen!

Man får udleveret maden i denne nydelige papirspose

Så er der - næsten - serveret

Italiensk for begyndere

På italiensk er et pizzeria et pizzeria og ikke en restaurant.

Vi har en del udtryk for spisesteder i Italien:

Ristorante er HIGH CLASS.

Trattoria er et sted, man tager hen for at få en bid god mad og noget at drikke til. Meget "nede på jorden".

Osteria er lige modsat trattoria. Der tager man hen for at få noget at drikke og måske noget at spise.

Pizzeria er et pizzeria i hele ordets forstand, og der kan naturligvis være stor forskel på dem.

Roma er et Trattoria / Pizzeria.

Mesterkokken, Stefano Ruzzoli, er nyansat og manden bag den gode mad, vi præsenteres for her

Missede du denne oplagte menu? Så hold dig ajour på Romas Facebook-side, tre-retters-menuen er fast på hver dag undtaget tirsdag, hvor der er lukket.

Lækkerier fra Romas Facebook-side

Lækkerier fra Romas Facebook-side

Vi går i gang med menuen! Her er forretten

Grøn salat kan tilvælges

Forret
TORTELLINI AL RAGÙ
Tortellini med kødsauce tilsat parmesancreme. En dejlig start-forret, der lige lægger bunden under den værste sult. Parmesancremen giver tortellinien ekstra smag. Men hvad er tortellini?

Tortellini er et af de mest kendte og populære medlemmer af pastafamilien. Tortellini er små fyldte pastaer, som er formet som ringe (i modsætning til ravioli, som er store og firkantede). Som med alle andre traditionelle pastaer, består pastadejen af æg, mel og salt. Dejen foldes på avanceret vis sammen om fyldet og vikles rundt i en ring, så pastaen får sin karakteristiske ”navleform”. I princippet kan tortellini indeholde alle typer af fyld – både kød og grøntsager - men nogle kombinationer er mere almindelige end andre. Pastella har f.eks. tre forskellige typer af tortellini – en med tomat og mozzarella, en med skinke og en med bolognese. Pendanten til tortellini er tortelloni, som derimod altid indeholder vegetarisk fyld. Hver tortellini vejer ca. 2 gram, mens tortelloni er en del større og vejer ca. 5 gram.

Den lille runde pasta opstod i Emilia regionen, nærmere betegnet i byen Bologna – samme by, som er kendt for den populære bolognesesauce. I dag er tortellini en integreret del af madlavningen i alle italienske familier, og i Emilia har de mange traditioner opbygget omkring den. På juleaften serveres tortellinien f.eks. på traditionel vis i en pastasuppe. Desuden fejres den landet rundt på den årlige nationale tortellini dag. Der findes sågar en ”tortellini orden” i Bologna – et broderskab med en stor medlemsskare, som alle er dedikerede til formålet at bevare de traditionelle opskrifter (den ældste opskrift kan spores tilbage til 1570). Til deres møder bærer broderskabet tortelliniformede rød- og guldfarvede hatte samt halskæder med guldfarvede tortellinier. Ifølge en kendt legende i Italien var manden, som opfandt tortellini, inspireret af kærlighedens gudinde Venus’ navle. Historien går på, at Venus engang overnattede på et gæstgiveri i Emilia regionen, da gæstgiveriets vært udspionerede hende gennem nøglehullet til hendes værelse. Forblændet af hendes skønhed skyndte han sig i køkkenet, hvor han formede sin pasta i samme form som Venus´ navle, – og derved opstod tortellinien.

Man kan vælge mellem to hovedretter:

1. Hovedret
POPLPETTE E PATATE
Italienske kødboller af hakket oksekød og hakket kalvekød serveret med ovnstegte kartofler og en creme af ost.  "kødboller"lyder ikke af ret meget, men lad dig ikke snyde, for smagen er helt i top!  Igen gør osten sit til, at retten går hen og bliver favoritten af de to tilbudte. Hvis man savner grønsager, kan man bare bede om lidt ekstra eller tilkøbe en salat til 49,00 kroner, - se billedet.
Dejligt med ovnstegte kartofler, da man godt kan være lidt træt af pommes frites. For mig er der mere smag i disse kartofler.
Det hjemmebagte italienske brød smager fint til kødretterne.
2. Hovedret
MAIALINO ALLA BIRRA
Svinekæber i sauce af Thy Øl serveret med kokkens udvalgte grøntsager og hjemmebagt stegt brød er en lækkerbisken for feinschmeckere. Svinekæber er i de senere år kommet på mode, og de er ikke bare en modesag. De smager med den rette sauce uovertrufne og kan sagtens konkurrere med langt dyrere kødudskæringer. At Roma her bruger Thy Øl, gør kun smagen bedre. Det almindelige ville formentlig være et skvat rødvin, men øllet gør godt for smagen sammen med kæberne.
Kødet er meget mørt og lækkert; mon ikke en eller anden finder på et andet navn end svinekæber, der lyder en smule barsk. Da man i sin tid ikke rigtig kunne få solgt pighaj, gav man det bare et andet navn: Kongeål. Så var den hjemme!

Så er der dessert!

Dessert
NUTELLA PIZZA
Pizzabund med Nutella og flormelis
Måske ville jeg ikke vælge denne dessert, hvis der var flere valgmuligheder. Den hører fint hjemme i en børnefamilie for eksempel, fordi den er målrettet børn på grund af pizzabunden. Jeg havde nok personligt foretrukket en butterdejs- eller mørdejsbund, som er i den lidt blødere ende af skalaen; måske er jeg bare gammeldags, men pizza og nutella hører ikke umiddelbart sammen for mig. Jeg må dog indrømme, at smagsmæssigt er der ikke noget at komme efter. Det smager, som det skal!

Maden er alt i alt meget velsmagende, og tilbehøret er typisk italiensk. Man får meget for kroner 179; det må siges at være rimeligt. Som så mange andre glæder vi os til, at restauranter og cafeer igen kan åbne. Det må da for pokker komme på et tidspunkt. Vi vil glæde os til at troppe op på Roma både på grund af maden og på grund af en yderst venlig og hjertelig atmosfære, man føler, der er her!

Fik du læst:

Fik du læst:

Mødrehjælpen Thisted på Jesperhus

Andre indlæg, du vil synes om:

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer