Mona Lisa: For tiden genudsender DR "Antikduellen" formentlig ud fra en opfattelse af, at det nok er fortrinsvis os ældre, der kigger med, og fordi de ældre pr. definition ikke husker ret godt. Altså kan de heller ikke huske, at de har set det hele før. Men der er noget temmelig komisk i, at når udsendelsen starter, ser vi værtinden komme gående, mens hun introducerer dagens indslag. Hun præsenterer de to duellanter, der mindsandten også kommer travende hen mod kameraet efter tydelig ordre.

Der er noget tvangsmæssigt, men hvem der i givet fald trænger til psykologhjælp, er lidt uafklaret. Måske vi seere?

Hvorfor dog denne vandren? Hvad er der i vejen med at stå stille og aflevere budskabet i ro og mag?
I gamle dage sad en studievært bag et bord og annoncerede programmet. I dag skal værten gå, for jeg tror, det skal signalere bevægelse, engagement, energi, aktivitet og foretagsomhed.

I "Sundhedsmagasinet", som nu også er nedlagt, gik de sørme også. Peter Qvortup og Nola Grace Gaardmand vandrede troligt hen forbi kameraet igen og igen. Især Nola. Jeg tror ikke, at Peter altid gider det der.
I "Hus til Halsen" nøjes de ikke blot med at gå. De kører også. Da ejendomsmægler Jesper Nielsen var med, kørte han somme tider med indretningseksperten eller med husejeren, som han talte med. Han kiggede ofte over på ham, somme tider i adskillige sekunder, selv om han var fører af en personbil. Sådan en kan komme til at køre fodgængere over, hvis ikke føreren er opmærksom. Jesper er ikke opmærksom hele tiden.
Sådan går det på DR. Er der ikke bevægelse og hektik i udsendelsen, må man skabe bevægelse og hektik.

Selv om enhver filmstuderende allerede i den første time lærer, at det ikke er kameraet, der skal bevæge sig, men dem foran.