Ramsløgsuppe for mænd

Ramsløg i nærbillede

Ramsløg i halvtotal

Ramsløg i Nationalpark Thy

… bræk den over og lugt til den

… den skal lugte af løg!

Det er blevet nødvendigt for redaktionen at give jer mandlige læsere en opskrift på ramsløgsuppe, efter at en flittig dame i Klitmøller offentligt har omtalt denne udmærkede ret.

Den smager fortræffeligt. Hvorfor kun mandlige læsere? Fordi ramsløg emmer af mandehørm og mandekraft. Det er ikke en ret for damer eller andre kvindemennesker. Så slip styretøjet til Wars of Craft et øjeblik og bevæg dig ind i det rum, de kalder køkken.

Men først skal du naturligvis ud i Nationalparken og finde ramsløgene. Ved Tved kirke i nærheden af legepladsen er der mange ramsløgplanter. Se billederne, find planten, bræk en af dem over og lugt til den. Lugter den af løg, er det en ramsløgplante.

Klø dig i håret eller skridtet og tag til to personer (laver du til hele gaden, skal du gange tallene i opskriften med gadens spisende antal divideret med 2, og du skal kende omsætningen fra g til kg og fra dl til l) (laver du til hele byen, ganger du med indbyggertallet/2) (har du matematik-problemer og fortryder, du ikke fulgte bedre med i timerne, ring til din gamle regnelærer og sig undskyld):

  • 1 løg
  • 150 g kartofler, ikke nødvendigvis Samsø, hellere Thy
  • 2 spsk smør
  • 6 dl grønsagsbouillon
  • 1 dl hvidvin, gerne chardonnay, men foretrækker du riesling, så værsgo! Men på eget ansvar.
  • 50 g ramsløg efter de er gjort rene i rigeligt vand
  • salt og peber
Skræl kartoflerne (ja, hvad ellers?) og skær dem i tern. Hak løg. Svits kartofler og løg i smørret i en gryde. Du må godt bruge olie, hvis du ikke kan lide, at køerne leverer smørret.
Tilsæt bouillon og hvidvin og kog, indtil kartoflerne er møre. Drik bare en del af den hvidvin, der bliver til overs. Det befordrer humøret og den kulinariske proces.

Snit ramsløgene groft. Kom dem i gryden og lad suppen simre et øjeblik (simre er, tror jeg, et ord, der betyder, at det skal koge, men ikke så meget igen. En tilståelse: Jeg har egentlig aldrig helt forstået, hvad det betyder. For når noget koger, er det vel 100 grader??). De skal kun lige være møre, så tages gryden af varmen, og ramsløgsuppen blendes. En blender er en maskine, der i den anden ende har en kniv, der kan rotere med 10.000 omdrejninger i minuttet. Så pas på!

Hæld den blendede ramsløgsuppe tilbage i gryden. Hvis den ikke er varm længere, skal den lige have en lille opvarmning. Men lad den ikke koge for meget, for så mister den noget af sin flotte farve.

Pynt

(kan udelades, hvis du ikke ønsker at overdramatisere din kokkegerning) skal forberedes før suppen:

creme fraiche
bagte ramsløg
ramsløgblomster

Bagte ramsløg laves nemt ved at skylle ramsløgene, duppe dem tørre med køkkenrulle og bage dem i ovnen ved 110 grader i 10-15 minutter. Skrev jeg virkelig nemt?

Server ramsløgsuppen med en klat creme fraiche, bagte ramsløg og ramsløgblomster plus resterne af hvidvinen. Er der ikke mere tilbage, luk en ny flaske op. Jeg er ikke sikker på, om du kan bruge andre blomster, hvis du ikke lige har ramsløgblomster.

Måske er det bedre at give blomsterne til din kone.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer