Kære læser! Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg kan næsten ikke klare den spænding, der er, når Danmark spiller en afgørende kamp, enten det nu er hånd- eller fodbold eller for den sags skyld golf eller anden sportsgren. I aften skal vi så til det igen.

Det er her, de bange anelser opstår (Foto:TV2)

Når kampen nærmer sig de sidste 20 minutter af anden halvleg, vi taler om håndbold, afgør stillingen, om jeg kan holde ud at se resten. Hvis ikke det danske hold fører pænt, hvis ikke det danske hold spiller tydeligt bedre end modstanderne, hvis ikke kommentatorerne lyder begejstrede, ja, så får jeg problemer.

Jeg kan ikke sidde stille og bare se. Jeg må op at stå og gå lidt rundt. Eventulet forsvinder jeg ind i et andet værelse for ikke at forstyrre det danske hold for meget. Når jeg kommer tilbage, håber jeg, de har klaret sig godt i mellemtiden.

Er de på vej til nederlag som mod Frankrig, gider jeg bare ikke at se resten af kampen. At se dem lade kampen falde ud mellem hænderne, undlade at score, give franskmændene det ene straffekast efter det andet, er så demotiverende, at jeg helst vil slukke for TV. Men så sidder konen bare der og vil se resten.

Samtidig gælder der en regel for de internationale sportsgrene, som Danmark har en - åbenbart - særlig chance i at begå sig godt.

Er Danmark udpeget som favorit, taber vi. Hvem finder dog på af de danske journalister at hoppe på det, tilfældige udenlandsker medier skriver?

Er Danmark udpeget som taber, der hentes ind fra stranden, vinder vi. At være undertippet er det bedste, der kan ske for danske sportshold.

Det er noget med nemesis og katarsis.