Rejsetema: Benedicte Albrectsen: Gensynet

Solen skinner skarpt da jeg svinger af fra route 9 og jeg ærgrer mig over jeg ikke fik mine solbriller med på rejsen. Jeg befinder mig på den østre side af Hudsonfloden, på vej væk fra New York city. Det er et par timer siden jeg forlod Newark Airport, da det falder mig ind at stoppe op for at købe gaver til dem derhjemme i det købecenter, jeg engang kendte så godt. Det er tretten år siden jeg var her sidst.  Jeg styrer min lejede Audi så tæt på hovedindgangen, jeg kan komme, og registrerer at parkeringspladsen med båse til mere end hundrede biler ligger øde hen.En uventet hede slår imod mig da jeg åbner bildøren og strækker benene ud mod asfalten. Jeg husker forårstiden som køligere her, men temperaturen kunne pludselig stige og ved en lejlighed så kraftigt, at piletræerne blomstrede over, i løbet af et enkelt døgn.

Indgangen til centreret gaber af tomhed og ovenover står navnet ERA med store hule bogstaver i råt stål. Jeg husker da de var dekoreret i glade farver og udsmykket med lokkende lyseffekter. Noget afholder mig fra at hoppe ind i bilen igen og køre videre. Ruderne i svingdørene er for længst forsvundet og nysgerrig efter at undersøge forfaldet nærmere, skræver jeg over kasser og affald for at komme ind i den kolossale bygning. Centret bestod af to centrale korslagte korridorer kantede af forretninger i tre etager. Det, der engang var butiksvinduer er nu forskanset med plader af træ og masonit, der er ved at falde fra hinanden og derfor uden funktion. Bag ved pladeresterne findes tomme rum og bare vægge, dækkede af snavs og støv.

Over mit hoved, i hjertet af centret, hvælver broer sig i et gangsystem, der minder mig om da mine børn var små og løb på opdagelse med heliumfyldte balloner i en stiv stribe efter sig, hvis farver gjorde det muligt for mig på lang afstand og hen over broer og korridorer, at udskille hvem der var hvem. Det, der er tilbage af en løber, ligger nu oprullet foran resterne af billetlugen til biografen. Den var vist nok rød og må have ledt tusindvis af håbefulde ansigter til biografsalene i årenes løb. Den fede rød-orange plakatstolpe er falmet, men står stadig som en vægter i midten af det der dengang var foyeren. Det var der jeg til børnenes store frustration tabte en XL-karton nyindkøbte popkorn med smørsmag ud over gulvet, da hele familien sammen med mormor var til premieren på den første Harry Potter film. Et stykke længere inde i mørket opdager jeg en rusten metalstol med brækket ryg, som danner en slags skjul mod væggen. Bagved stoleryggen dukker et øjepar op, som følger mine bevægelser i ly af stolens metalramme.

”Hallo” det runger mod væggene, da jeg kalder. Øjnene forsvinder hastigt ned bag stolen igen. Jeg bevæger mig hen mod skjulet. Der ligger en ung kvinde sammenrullet på resterne af en papkasse, med hovedet gemt mellem spinkle arme.

”Kan jeg hjælpe dig”? spørger jeg, og placerer en hånd på hendes skulder. Hun snøfter, da jeg lægger min tynde bomuldscardigan over hende. Den kan hun godt beholde. Jeg forsøger at vende hendes opmærksomhed mod mig. ”Hvad vil du her”, spørger hun næsten indigneret, som om jeg har afbrudt hende i noget vigtigt. Jeg fortæller hende, at jeg bare er på besøg. At jeg er på vej til et møde. At jeg stoppede op for at gense det indkøbscenter, hvor vi handlede, dengang jeg boede her. Hendes øjne lyser turkisblåt mod mig. Jeg har vendet mig til mørket. ”Venter du dig”? spørger jeg og betragter hendes kolossale mave. ”Ja, det kan ske når som helst”, svarer hun, og jeg opdager at hendes venstre øjenlåg er hævet og mørkt af størknet blod. ”Kom her”, befaler jeg, ”du kan ikke være her. Nu skal jeg hjælpe dig”.

Hun klarer akkurat at gå selv, når hun støtter sig til min arm. Det går langsomt. Hun er svag. Måske gør det ondt, men hun siger ikke noget. Hendes arme og ben er fyldt med sår. Hun stritter ikke imod, da jeg åbner døren og placerer hende i bilen. Jeg har dækket passagersædet med en plastikpose for at beskytte betrækket. Hun fylder ikke meget, som hun sidder der. Vi kører i tavshed mod Vassar Brothers Medical Centre i Poughkeepsie. Hun har sikkert ingen forsikring, men jeg satser på, at man ikke afviser en fødende kvinde. En sygeplejeske tager imod os og skriver den information ned, som jeg kan give. Hun siger stadig ingenting, men hun tager gerne mod den kop kaffe jeg tilbyder fra automaten i venteværelset. Jeg leder i bukselommen efter noget at skrive på. Finder en udgået parkeringsbillet.

“Kan du være sød at give mig et telefonnummer, så jeg kan informere dine nærmeste”, beder jeg, idet jeg rækker papiret frem mod hende sammen med en blyantstump som jeg havde liggende i min taske. Hun skriver omhyggeligt og jeg får lappen tilbage lige inden sygeplejersken kommer med en kørestol. Jeg låner en telefon i receptionen og ringer op mens jeg vinker farvel til hendes spæde krop, der rulles ind i undersøgelseslokalet. Det meddeles, at nummeret ikke har nogen abonnent. Jeg opgiver at tro jeg har tastet forkert, da jeg får samme besked for tredje gang.

Uden for hospitalet krøller jeg sedlen med telefonnummeret sammen. Efter en febrilsk afsøgning finder jeg en affaldscontainer ved indgangen. Det kan ikke gå stærkt nok at komme af med seddel og plastikpose fra passagersædet.  Mit møde begynder først om en time. Jeg kører den halve kilometer tilbage til Watson Drive. Parkerer og  krydser Raymond Avenue til Vassar, der blev anlagt af en lokal brygmester i slutningen af 1800-tallet, som det første college for kvinder. Mange prominente personer har fået deres uddannelse her, og campus ligger som en lille diamant i landskabet med anlagte haver, golfbane og en egen skov. Jeg styrer mod cafeteriet og køber en kop kaffe ”to go” og en doughnut. Bænken ved søen i den sydlige ende af campus er ledig. Jeg sætter mig. Solen varmer dybt ind i sjælen, og snart kan jeg vende min opmærksomhed mod omgivelserne og begejstres over gensynet med de blomstrende Dogwoods akkompagneret af ændernes beroligende snadren.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *