Så er Ny Foreningsvej i Klitmøller indviet

En festlig indvielse på trods af gråvejret med mange mennesker og kulinariske pølser og øl fra SPAR, der velvilligt havde stillet deres helt nye p-plads til rådighed. Ellers havde det været panderynkende, hvor teltet ellers skulle stå. Jeg gik hen til Preben Holler.

– Hvad med det navn, Preben - "Ny" er jo ikke ligefrem velanvendt, som der har været skrevet om i medierne …
– Der eksisterer et andet, mere officielt navn.
– Ja?
– Det må pressen selv finde ud af. Det kan du jo gå og tænke på. Nu hører vi lige først, hvad den kommer til at hedde i folkemunde!

Hvis læseren ser en vandringsmand med ludende skuldre på Ny Foreningsvej tungt traskende hele natten, skyldes det dette. For hvad hedder stien mon officielt; at gruble er, har jeg hørt, kendetegnende for ældre mennesker.

Man kan vel godt påstå, at Preben Holler var en glad mand. Mest, fordi han ikke gav efter for en lokal journalists ønske om at få udleveret det officielle navn på Ny Foreningsvej

Nogen skulle jo stå for traktementet. Her er det Bente Konradsen, der søger at formidle varme til pølserne med håndspålæggelse

Den af kommunen medbragte højttaler med mikrofon virkede kun med ekko, hvilket var mere forstyrrende end gavnligt. Flere af mølboerne gav mere eller mindre højlydt udtryk for, at den slags skulle man måske afprøve i god tid før. Preben sprang resolut ud i midten og forsøgte med høj stemme uden mikrofon at overdøve de mange mennesker.

– Det er en meget stor milepæl for mig selv personligt, sagde han. – Jeg var faktisk med, da det hele startede. Vi ansøgte Realdania om hjælp til en foreningssti. Det var Martin Eigenbroth, der ringede til mig og spurgte, om ikke Realdania kunne være interessant; problemet var, at jeg var med ungerne i Californien, så den hang lidt på Martin og Rasmus Johnsen.
– Samskab! For en masse borgere og lodsejere og både en kommune og Realdania og nogle dygtige rådgivere, og vi har haft en masse møder, og vi blev enige, og nu ligger der en sti her!

Esben Oddershede overtog:
– Flagene er hejst, og det giver en god stemning. Foreningsvejen ved Ørhage er jo blevet til i samarbejde med Realdania og har vist sig at være det perfekte samlingssted for byens borgere. Nu er foreningsvejen forlænget og hedder derfor Ny Foreningsvej. Den skal senere bindes sammen med Ørhageforeningsvejen og fra Friskolen helt ud til Vandet Sø, der skal etableres i samarbejde med Nordea-fonden. Fire kilometer fra Hummerhuset ud til Vandet Sø til et fugletårn, så man kan nyde naturen derudefra.

Esben kom ikke ind på, hvad den nye foreningsvej fra friskolen til Vandet Sø så skulle hedde. Han fremhævede stiens forskellige goder blandt andet de to hytter, der kunne give læ for regn og blæst, men specificerede ikke problematikken med taget. Kommer der regn, var det nok ikke lige der, man ville anbringe sig.
– Skolebroen kan give direkte adgang til friskolen fra de nye udstykninger øst for Vangvej. En helt særlig oplevelse er det at ligge på nettet og se og opleve det liv, der er i åen.
Jeg tror ikke, Esben selv har ligget i nettet. Han nævnte i hvert falt ikke problematikken omkring det forholdsvis smalle stykke bro, man som eventuel cyklist skal balancere på måske med to børn i cykeltraileren og forhåbentlig ikke halvt ude opdage, at bredden på hjulene overskrider bredden på kørestien …

– Nu står vi her med et rigtigt flot og helstøbt anlæg med nye muligheder for at nyde den hidtil næsten ubenyttede og hengemte natur midt i byen. Alt dette var ikke blevet til noget uden støtte fra Realdania! Parallelt fandt Thisted Kommune den nødvendige finansiering. Mange fortjener en stor tak for så stort et resultat!

 

Indvielsestale 1

Indvielsestale 2

Stine Jacobi fra Realdania afsluttede indvielsestalerne:
– Klitmøller har et helt særligt sted i mit hjerte! Historien her rækker 400 år tilbage i tiden. Åens historie er jo også byens historie. Skudehandelen er forsvundet, møllerne ses ikke så meget mere, byen er ikke længere kendt for handel og kystfiskeri, men er lykkedes med at tiltrække nye borgere i massevis. Meget inspirerende!
– Siden 2007 har Realdania arbejdet sammen med Thisted Kommune på mange projekter.

Stine sagde ganske vist, for at være journalistisk ærlig,  "rigtig mange projekter", men jeg tror, at det ikke er flere projekter end mange projekter, hvilket jo også er en hel del.
–  Ikke mindst her i kystbyerne. Den nye foreningsvej gør åen synlig! Klitmøller får en smutvej til friskolen, en vej til en tur om aftenen med eller uden hund. Som med den første foreningsvej har det været borgerne her, der har været drivkraften! Det sammenhold, I har her, er så sindssygt inspirerende (meget inspirerende, red.). I er smadderdygtige til at vælge de rigtige samarbejdspartnere, til at gøre jeres visioner til virkelighed.

– Mit allervigtigste ærinde i dag er at sige tak til alle jer, der har æren for, at dette lykkedes! Og der er mange at takke!
– Nu går vi over og klipper, råber Esben og peger over mod snoren.

Indvielsestale 3

Det højtidelige øjeblik, hvor snoren klippes. Desværre lykkedes det ikke Deres udsendte pressefotograf at trænge gennem flere medlemmer af fitness-pensionisternes pressionsklub for at forevige øjeblikket, men …

… heldigvis lykkedes det Erik Andersen, en af KlitPostens utallige informanter, uhindret at trænge igennem og tage et billede af det højtidelige øjeblik …

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer