Sådan får Sebastian og Josefine julelys i øjnene

Sebastian fylder snart 8 år, faktisk allerede i januar. Alligevel nyder han at besøge Leo Jensen på Østerbakken 39, der har klædt sine cowboydere ud i julekostumer og sat en kaotisk masse lys på. Lillesøster Josefine vil ikke så gerne fotograferes, så det bliver ikke til så meget. Men begge børn og deres forældre kan lide alle de mange lys, der i øjeblikket funkler på Østerbakken.

– Leo, hvor meget koster det dig i strøm med sådan en omgang julelys?

– Omkring en fire- fem tusind!

– Det vil du gerne ofre på det?

– Det vil jeg gerne. Jeg synes, det er hyggeligt! Også for børnene! Der er mange, der kommer forbi!

– Det er jo ellers til hverdag en udstilling af cowboyer …

– Ja, men så fik jeg ideen til at udstyre dem med nissehuer og nissetøj, og der skulle absolut lys til, og efterhånden er der da en hel del lys. Jeg ved, mange sætter pris på det. Da vi åbnede søndag den 23. november, var der over 300 gæster her!

– Hvis folk har lyst, kan man give en skilling via Mobilpay! Det hjælper lidt på udgifterne. 2031 1561 er nummeret.

– Skal jeg ind og finde vingummierne og bamserne nu?

Leo kan se, at en familie med børn er trådt nærmere.

– I går var der i hvert fald 50 børn her.

Leo skynder sig ind og henter et kæmpefad med vingummier og alskens børneslik.

 

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer