Sådan kan et bræt med hjul under blive en hurtigfræser

– De har hverken almindelig hensyntagen til andre mennesker eller overholder færdselsreglerne, brummer en lidt ældre mølbo, der ikke ønsker sit navn frem. Dem, han snakker om, er mest unge mennesker, der bevæger sig gennem byen på et bræt med hjul under.
Lad os lige se, om han har ret i sin sidste påstand, den med færdselsreglerne …

Advarsel: Der vil forekomme en hel del engelske udtryk i det foreliggende.

Skulle der peges på en fællesnævner for Klitmøller, er det på en måde hverken surf eller fiskeri. I store dele af året viser det sig med al tydelighed, at det drejer sig om at bevæge sig - på hjul. Bilerne snegler sig langsomt fremad i den tætte trafik, hjul efter hjul, der parkeres i kanten og alle de steder, hvor der er den mindste plads, også her holder man hjul ved hjul. El-løbehjul er begyndt at kunne ses i gadebilledet, men de er alligevel ikke helt så markante som de manuelle rullebrætter, der går under betegnelsen skateboards. Skateboarding udspringer oprindeligt fra surferkulturen omkring USA's vestkyst. Surferne red på bølgerne ved stranden –  de var afhængige af naturens (u)orden. Derfor fandt de det særligt gunstigt at sidewalk-surfe, altså at surfe på fortovene. Dette gjorde de ved at fastspænde hjulsæt fra de såkaldte side-by-side rulleskøjter – altså to separate hjulpar – i hver sin ende af et surfboard. Efterhånden som skateboardet udviklede sig antog det mange og mangfoldige former. Dette lige fra det originale surfboard over Hammerhajs-form til i dag at være formet som et meget afrundet, aflangt rektangel.

Et segboard ser sådan ud:

Hvad består et skateboard af?

Skateboardet består af et deck (selve brættet), som man står på, eller for begynderes vedkommende forsøger … På decket er monteret såkaldt griptape, der er en slags sandpapir, som klæbes på som tape; den ru overflade gør det nemmere at stå fast. Decket er normalt lavet af syv lag krydslamineret ahorntræ, men alle former for bambus, skum-kerneglasfiber, træ og glasfiber, kulfiber og aluminiumskonstruktioner findes også.

På undersiden af decket er der monteret trucks. Disse udgør styring og ophæng og består af fire dele:

  • Baseplate er den øverste metaldel, der skrues fast til decket.
  • Hanger er den nederste del af trucken, hvor hjulene monteres. Akslen går igennem hangeren.
  • Mellem baseplaten og hangeren sidder truckgummi (bushings), der giver fleksibilitet og muliggør at dreje på skateboardet.
  • Det hele holdes sammen af en stor bolt, kingpin. Ved at stramme eller løsne denne justeres drejeevnen.
  • Hjulene er normalt lavet af urethan og findes i forskellige størrelser og hårdheder. Hjulmageri er kemisk sortekunst.

I hjul sidder der kuglelejer. Disse fås i forskellige kvaliteter, der måles på ABEC-skalaen, som går fra 1-9 i ulige tal. ABEC-9 er det mest nøjagtigt fremstillede, men til skateboards er ABEC-5 passende, idet større finhed også giver mindre slidstyrke. Normalt er der tale om stål-kuglelejer. Der findes  både delkeramiske (kuglerne) og fuldkeramiske kuglelejer.

Hvad siger færdselsloven?

Skateboardet har altid været forvist fra cykelstierne, men en ny lovgivning fra 1. Januar 2018 har lovliggjort skateboards og longboards på cykelstier og offentlig vej på lige fod med cykler. Så ved I det!

Før i tiden har politiet villigt udskrevet bøder til skaters, der benyttede cykelstierne. Lovgivningen kommer som følge af, at elektriske transportmidler, såsom segboards og elektriske skateboards er blevet populært i Danmark. Den borgerlige regering foranledigede derfor på initiativ af Liberal Alliances Ole Birk Olesen et lovforslag, der gør skateboards og andre transportmidler lovlige på offentlig vej på lige fod med cykler. Lovgivningen er i første omgang en forsøgsordning. Det betyder, at transportministeren kan ændre i lovforslaget eller rulle det tilbage.

El-skateboards

I Danmark har vi i takt med den teknologiske udvikling de seneste år set en fremgang i elektriske køretøjer på landevejen. Her tæller også elektriske skateboards. Disse skateboards kan typisk køre imellem 20-40 km/t og bliver drevet af et lithium batteri, der kan køre mere end 10 km på én ladning. Et elektrisk skateboard ligner til forveksling et almindeligt skateboard, men for det meste sidder der en eller to motorer bagpå, der bringer fremdrift ved hjælp af en fjernbetjening, som styres af skateren. Med fjernbetjening kan brugeren ligeledes bremse. Man drejer som på et normalt skateboard, ved at læne sig frem og tilbage.

Fik du læst:

Fik du læst:

Bare det løber rundt

Andre indlæg, du vil synes om:

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments