Satire: Alderdomsoprør på vej i Klitmøller

I Klitmøller sidder en gruppe ældre mænd i forvaskede T-shirts med klubmærker og planlægger et alderdomsoprør.

De sidder uden for deres klubhus, som politiet endnu ikke har stormet, selv om der er klare tegn på misbrug af euforiserende alkoholstoffer i grønne flasker på bordet foran dem. De påstår, at stofferne er købt helt lovligt.
– Det er bare øl, siger den ene og hæver sin flaske med et grin.
Men enhver kan se, at de indtager denne “drik” på en så dreven, overlegen og sofistikeret måde, at det får misbrugere på Halmtorvet i København til at ligne små, søde spejderdrenge.

De vil ikke længere finde sig i, at det evig og altid er de unge, der lejer klubhuset, der skal bestemme, hvilken musik de vil spille.
– De unge spiller forfærdelig nutidspopmusik, siger “Lars”, der ønsker at være anonym af hensyn til sin familie.
– Og de spiller højt, replicerer “Niels”, der også ønsker at være anonym, da han frygter, at hans udsagn kan få indvirkning på fiskekvoterne, hvilke han er noget afhængig af. – Vi får mange klager fra andre medlemmer af klubben her rundt omkring klubhuset, og nu skal der gøres noget ved det!
– Ja! De kommer bare her og har underligt moderne mad med, sprutter “Ole”, der ligeledes ønsker at være anonym af hensyn til sin sportscykel, som han er øm over. Nogen kunne finde på at punktere den, mener han. – Deres mad er altid med en masse græs og rodfrugter og den slags, som alle ved, er ekstremt skadelige for ens sundhed.
– Ja, som om det ikke var nok, så driller de mig og min kone, bare fordi vi hedder det samme som et berømt par fra Brødrene Grimms Eventyr, siger “Hans”, der på samme måde som de andre ikke vil træde frem med fuld navn og adresse, også fordi han ikke bor lige så godt som de tre andre, der alle bor på samme sti, hvor der er allermest attraktivt at bo i hele Klitmøller.
– Ja, men undskyld, jeg spørger, men hvad vil I egentlig?
– Vores formål er at udbygge vores alderdomsoprørsforening. Faktisk (“Niels” taler lavt og ser sig om til alle sider) er den ret velkendt. Vi startede allerede, dengang vi overtog Æ Redningshus, for det lyder temmelig uskyldigt, men i virkeligheden er dække over vores klub. Vi vil have mere magt over vores lejere! Vi bliver behandlet som gamle, uduelige pensionister, ja, der bare går i vejen for fremskridtet, og som ikke kan …
– Er der ikke fordele ved at være pensionister? Jeg har da hørt, at I kan købe ting hos købmanden billigere end andre?
– OK, der er en enkelt lille detalje, hvor det ikke ser helt håbløst ud. Det er rigtigt. Men altså, for eksempel når jeg kører med min Range Rover ned med nøglen til lejerne, ser folk bare forbi, som om det ikke er noget! De unge kører på kørebanen på deres rullebrætter. Det bliver jeg temmelig gal over! De kunne i det mindste lige standse og tage hatten af. Det gør man da, hvor jeg kommer fra.
– Kommer du ikke herfra?
– Nu skal du ikke være fræk, for så …

“Niels” ser rasende ud og må drikke lidt af sin øl for at tæmme sin agressivitet.
– I arrangerer da også jazz-koncerter her i byen. Det er da bestemt ikke lige noget for de unge?
– Det gør vi også i protest, mener “Lars”. – På den måde baner vi vejen til en højere og samtidig dybere åndelig musiksmag hos de unge mennesker, hvis de hører det. Det har de så sandelig behov for! Det er noget værre kaudervælsk, det, de disker op med! Både musikken og sproget. De siger for eksempel fok dej hele tiden, og jeg aner stadig ikke, hvad det betyder.

Kaudervælsk betegner et gebrokkent eller på anden måde uforståeligt sprog. Oprindelig blev kaudervælsk (ty. “Kauderwelsch”) brugt om det rætoromanske (“vælske”) sprog, som det tales omkring Chur (“Kauer”) i Schweiz.

De nikker mod hinanden i enighed, skåler og bunder flaskerne. Straks henter den femte mand, der endnu ikke er præsenteret, fire nye misbrugs-pilsnere mere inde fra Æ Redningshus til dem.
– Det er et godt hus, vi ældre har fået os tilranet – endda med kommunal støtte, indrømmer “Niels”.  – Her kommer der ikke mange unge. I hvert fald ikke, så længe vi sidder her.
– Hvad med ham, spørger jeg og peger på manden, der hentede pilsnerne. Han sidder lidt for sig selv ved den ene bordende.
– Han er hangaround, siger “Lars”. – Man kan jo ikke bare komme her og blive medlem uden videre … Hver halve time får han lov at sige noget. Så gaber vi og snakker videre.
– Vi har en plan med de unge lejere, siger “Hans” og bøjer sig frem og hvisker så lavt, at jeg ikke kan høre det.

Jeg får lovning på at få planen inden længe – skriftligt.
– Så er der ikke tvivl om, hvad vi mener, siger “Hans” ret højt, mens han hamrer en solid knytnæve ned i bordet.
– Av, for den, ømmer han sig. – Der er en splint i bordet; jeg troede, det var lavet af høvlede bjælker.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer