Ung mand med gode ideer til Thy Rock

Jonas B. er en ung mand med gode ideer:

– Mig og gutterne er træt af, at det er sådan nogen fucking gamle regler, der er på Thy Rock. Har du læst dem? Vi synes, at de skulle ændres til noget, der passer os unge bedre. Jeg har lige selv til en kedelig skriftligdanskeksamen om- og nyskrevet reglerne, så anno 1988 bliver til 2018. Luk videogluggerne op. Vi lever altså nu, mand.

 

REGLER, forældede og moderne

1. MAD OG DRIKKE
Mad og drikkevarer må ikke medbringes. Vores billetpriser er baseret på at mad og drikkevarer købes på pladsen. Forsøg på indsmugling medfører bortvisning.
1. MAD OG DRIKKE
Mad og drikkevarer skal medbringes.  Forsøg på at komme ind uden mad eller drikke medfører bortvisning. Der forefindes sækkevogne og små trucks til at køre ølkasserne ind på pladsen.

2. ARMBÅND
Hvis pladsen forlades, og du vil ind igen samme dag, skal du købe et armbånd. THY ROCK tilbyder et gratis PLUS 18 års armbånd til alle unge over 18 år. Fås ved SSP Teltet.
2. ARMBÅND
Hvis pladsen forlades, og du vil ind igen samme dag, siger du bare, at du har været her før og viser dit armbåndsur. Folk over 21 skal betale ekstra.

3.NARKO
Vi har nul tolerance overfor narko af enhver art. Vi anmelder ethvert tilfælde af indtagelse eller besiddelse af narko. Ved mistanke om at en gæst er narkopåvirket, skal denne medvirke til en narkotest / drugwipe.
3. NARKO
Vi har fri narko af enhver art og 100% tolerance. Vi anmelder ethvert tilfælde af, at nogen nægter at indtage narko.

4. DYR (INKLUSIV HUNDE)
Det er IKKE tilladt at medbringe dyr på pladsen.
4. DYR (INKLUSIV HUNDE)
Det er tilladt at medbringe dyr på pladsen. Tag gerne din rottweiler eller schæfer med. Det plejer at skabe god stemning og skaffer somme tider ekstra plads.

5. HANDICAP-HJÆLPERE
Har du behov for at have en handicaphjælper med på pladsen, kan der købes “handicaphjælper-billetter” til halv pris. Disse billetter bestilles via hp@thyrock.dk – oplys navn og adresse, så sender vi billetten pr. post sammen med en faktura.
5. HANDICAP-HJÆLPERE
Udgået. Der er ingen adgang for kørestole. De fylder alt for meget og sidder tit fast i mudderet. Hvis det altså regner.

6. KONTROLLØRER
Vores kontrollører har øverste myndighed på pladsen. Du skal følge de instrukser de giver dig. Ved slagsmål på pladsen bedes du søge væk fra stedet.
6. KONTROLLØRER
Kontrollørerne har øverste myndighed på pladsen. Du skal følge de instrukser, de giver dig. Ved slagsmål på pladsen bedes du straks overgive dig. Dem, der ikke gør, skal have buksevand.

7. BØRN OG UNGE PÅ PLADSEN
Vi opfordrer til at der ikke er børn og unge på pladsen efter kl. 20.00. Efter kl. 24.00 er der ingen adgang for unge under 18 år i Eventteltet.
7. BØRN OG UNGE PÅ PLADSEN
Vi opfordrer til, at der kun er børn og unge på pladsen efter kl. 20.00. Efter kl. 24.00 er der ingen adgang for voksne over 21 år i Eventteltet. Det er der, vi skal hygge os. For alvor.

8. OVERNATNING
Vi har ingen mulighed for at tilbyde overnatning på selve festivalpladsen. Vi henviser derfor til campingpladserne i området. Kontakt turistkontoret for yderligere oplysninger.
8. OVERNATNING
Vi tilbyder overnatning på selve festivalpladsen. Bare slå dig ned, hvor der er plads.

9. PUBLIKUM
Stagediving og crowdsurfing er forbudt og vil medføre bortvisning fra festivalpladsen. Det er ikke tilladt at bære rygmærke eller anden ens beklædning.
9. PUBLIKUM
Stagediving og crowdsurfing er påbudt; nægter du at være med,  vil det medføre bortvisning fra festivalpladsen. Det er ligeledes påbudt at bære rygmærke eller anden ens beklædning, dog ikke slips og hvid skjorte og anden gammeldags påklædning, for eksempel jakkesæt.

Det forlyder ikke noget om, hvorvidt sponsoren, Royal Beer, er med på ideen.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer