Genialt forslag fra Pape Poulsen

Ved nyheden om at Kina nu har 300 millioner overvågningskameraer placeret rundt omkring i riget for at kunne holde øje med befolkningen, har justitsminister Søren Pape Poulsen afsløret en genial idé.

– Jeg er ellers ikke meget for at rose mig selv, men denne gang føler jeg virkelig, det er på sin plads.

– Ja?

– I sin tid forhandlede jeg som borgmester i Viborg aftalen med Apple på plads. Ved siden af pengene, der vil strømme ind i kommunekassen fra Apple, har vi aftalt, at de skal udvikle en chip.

– Ja, en chip! Og nu er den færdigudviklet. Den fylder en millimeter på hver led og er ganske usædvanlig. Den registrerer konstant, hvor den befinder sig, og på kommandocentralen på politigården kan vore medarbejdere se, hvor den er, hvis du for eksempel har den i lommen. Den er både billigere og mere enkel og enormt meget mere genial end kinesernes kameraer.

– ?

– Det er sjældent at tale med journalister, der er så langsomtopfattende som dig. Du skulle vel aldrig være konservativ? Nå. Meningen er selvfølgelig, at chippen skal indopereres i alle danskere. Det vil være alt for bøvlet, hvis man skal gå med den i lommen. Den kunne sættes ind under huden, når man alligevel skal have sin influenzavaccination. Konstant vil den så fortælle politiet, hvor du befinder dig hvornår. Er det ikke herligt?

– Øh, herligt? Hvor er den frihed uden overvågning, som de konservative besynger så højt ved festlige lejligheder?

– Du er altså dum, mand. Forstår du ikke, hvilken enorm frihed chippen vil give alle os, der ikke har noget at frygte? Hvorimod hvis du laver kriminalitet, så kan vi jo se, hvor du har været hvornår. Er du lige for eksempel i Danske Bank klokken 11.23 mandag den 17., og vi fra anden side (desværre aldrig fra banken selv) får melding om forsøg på hvidvaskning af et anseligt beløb, så er det et oplagt bevis. Chippen er så fintfølende, at den fortæller, hvor du befinder dig med 20 centimenters nøjagtighed.

– Det må jeg nok sige.

– Ja, det må du. Vi skal bare lige have det gennem Folketinget, men der burde være et solidt flertal for det. Der har jo altid været velvilje over for den slags tiltag. Tænk bare på fartkontrollerne, forbud mod bestemt tøj, og den øvrige videoovervågning på særlige steder. Kører du for stærkt med chippen indbygget, kan vi registrere det på gården og straks udskrive den relevante bøde eller for at sige det direkte: Vi kan overlade den slags til computerne, der automatisk overfører bøden til vores konto i Den danske Bank. Vi behøver ikke engang at mødes længere! Halleluja!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer