Ideer til Thisted Kommune

– Jeg har en god idé til kommunen, mener Tulle Tomsen.

Hun ser glad ud.
– Hvordan det, Tulle?
– Kommunen har fået afslag på at sælge sandet fra Vorupør Sandbad til Marokko; de svarede, at de syntes, der var sand nok i Sahara, og at de ikke vidste, hvor de skulle lægge det fra Vorupør. Så skulle de i hvert fald først grave et hul, så der kunne blive plads.
– Nå, for den. Hvad så?
– Jeg vil sammen med mine venner søge kommunen om at få sandet flyttet her til Klitmøller. Det skal ligge oven på alle de irriterende sten, der fylder vores ellers så fine strand.
– Men kommer stenene ikke igen og igen?
– Det er netop det, der er pointen. Vores forslag er totalt meningsløst og netop derfor så smukt og rent og vidunderligt. Kommunen flytter sand fra Vorupør, hvor de ikke vil have det, her til Klitmøller, hvor vi gerne vil have det.
– Alle dem, jeg har talt med, er slået af forbløffelse over, hvor dejligt et lille sted, vi bor på, og hvor lidt, der skal til for at forbedre det. Tænk, hvis vi bare en gang imellem kunne bade fra en strand, der ligner den ved Løkken! Det ville give hele Thy og især kommunen en masse klap på skulderen, hvis man bevilgede sandet til et så storladent projekt.
– Og da sandet fra Vorupør Sandbad skal fjernes hvert eneste forår, kan kommunen dermed slå to fluer med et smæk. Det er sådan noget, vi thyboer elsker!
– Vorupør får vand, og  Klitmøller får sand!
– Er det ikke bare en genial idé?

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer