Intern uenighed på Lars Badskjærssti (1)

Sommerhusejerne på Lars Badskjærssti er opdelt i to stridende parter.

Lige siden Annelise von Lehrerin i nummer 236 opdagede det, hun mener, er en stavefejl, har den været gal.

– På vores postkassehus står der POSTKASSE HUS i to ord, og det er forkert, erklærer hun. – Som gammel lærerinde fra den tid, hvor man skulle lære at stave, ved jeg sådan noget.

– Men ikke alle er enige med dig?

– Nej, desværre. Der er nogle yngre mennesker længere nede, som synes, det er en bagatel. Men jeg ved jo, hvor meget sådanne bagateller betyder i det daglige. Hele vores dagligdag er bygget op om bagateller. Tilsammen udgør disse bagateller noget stort!

– Hvad vil du gøre ved det?

– Det irriterer mig, at jeg ikke bare sneg mig hen til postkassehuset (du må endelig stave det i et ord, lover du det?), – altså sneg mig hen til postkassehuset en mørk nat og så satte de to navneord sammen. Det skulle jeg bare have gjort.

– Øh?

– Fordi, mand, det havde de jo slet ikke kunnet se. Unge mennesker i dag aner ikke, hvordan ord skal staves, medmindre de kan finde dem på Facebook. Og her kan man i hvert fald ikke finde ordet postkassehus.

– Hvad gør du så nu?

– Jeg har orienteret min advokat, og der starter en retssag snart. Jeg vil have ret, når jeg nu har ret.

Andre indlæg, du vil synes om

1 Kommentar

  • Dejligt der stadig er folk, der kan stave, mindre godt at de vil øve selvtægt. Håber hun får fri proces, det er vigtigt at få ret, når man har det. Hils hende, en nyttig samfundsborger. Måske kunne Klitposten bruge hende som korrekturlæser, 10 kr. pr. fejl.