Interview med kronprinsen

 – Deres Næsten Kongelige, og i hvert fald Kronprinselige Højhed, hvad siger De til det tilbud, der netop er kommet fra Thy om at blive Thykonge?

(Læs Per Skovmoses forslag sidste søndag her. Red.)

– Hæ, hæ, det lyder interessant, især nu hvor jeg på lørdag bliver helt voksen. Jeg har allerede talt med Per og Ulla og et par andre gæve thyboer.

– Og, – hvad blev De enige om? Det er vel bedre end blot at sidde og hyggesnakke med en radiovært?

– Jeg sagde pænt ja tak. For det første får mor så en lille reminder om, at der altså er udløbsdato for alting, også for en regent, og for det andet vil jeg kunne øve mig i den grad på at være konge. Men, det kan jeg sige dig, for vi er vel dus nu, ikke? Jeg synes, det er så hyggeligt at sidde i radioen og spille musik og sådan noget. Hvis ikke det var, fordi jeg er kronprins, kunne jeg såmænd sagtens være blevet en hæderlig DJ. Hvor mange bor der i Thy?

– 43.000, heraf næsten 1.000 i Klitmøller.

– Jeg kunne godt tænke mig at bo i Klitmøller. Der er en god SPAR-butik. Sidst da jeg besøgte byen for ikke så længe siden, var jeg inde for at købe en is. Så må de godt kalde sig Kongelig Hofleverandør. Det der surf tiltaler mig også, og jeg var da lige ved at lære det, selv om det eddermugme var hundesvært at få brættet til at arte sig. Jeg tror, de gav mig et ekstra smalt et – bare for at drille.

– Jeg er bange for, at der ikke er ledige boliger i Klitmøller. Du kan få en campinghytte formet som en tønde??

– Øv for den. Jeg glæder mig også til at spille på den golfbane, hvor min mormor spillede.

– Man fortæller endnu, at når dronning Ingrid ville spille, ringede hofdamen til klubben, og så spærrede man hele banen af, så hun kunne få uhindret adgang. Samtidig måtte alle greenkeeperne være parat til at lede efter hendes bolde, når hun af og til kom til at slå dem ud i roughen. De havde altid nogen ekstra med i baglommen, så efter kort tid fandt de hendes bold.

– Det kender jeg så godt. Golf er et svært spil. Nå, så bliver det nok ikke Klitmøller. Jeg kommer åbenbart også til at bo nogenlunde kongeligt på Store Torv, og Mary kan gå lige ned i J. P. Jacobsencentret. Måske trænger Thytinget til en handlekraftig konge. Men, æh, min kongelige højhedshjerne har hørt, at de borgerlige har store problemer med at arbejde sammen i Thytinget?

– Det er vist derfor, at socialdemokraterne har dannet regering. Havde der ikke været knas og bras i blå blok, ville der have været borgerlig regering.

– Javel. Men Socialdemokraterne er jo også på en måde blevet borgerlige nu. Jeg glæder mig meget til at overvære TFCs kampe. Er de ikke på vej i Superligaen? Nå, det var en skam. Men tak for interviewet, jeg må videre! Jeg har lovet Mary at købe ind i dag, jeg skal løbetræne til i morgen, der er så meget at se til, og jeg skal lige have slået denne [slangudtryk fra det kongelige herretoilet] bold ud af det her [kongeligt ekstra superekstremt bandeord] lange græs. Pas på!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer