Satire: Klitmøllers P-problemer løses nu

 

– Vi går i næste måned i gang med at løse parkeringsproblemerne omkring Ørhage. En gang for alle.

Det siger overingeniør Gustav Colas fra Taktisk Forvaltning i Thisted og fortsætter:

– Det er helt indlysende, at forfærdeligt mange mennesker er kørt forgæves til surferkulturens højborg blot for at konstatere, at de skal gå adskillige hundrede meter, fordi de ikke kan finde en p-plads præcis der, hvor surferne surfer.

– Og hvordan løser I så problemet?

– Ekspropriation! Vi eksproprierer samtlige de huse, der ligger fra Niels Juel og hele vejen ned til Hummerhuset på begge sider. Alene Redningshuset kan give plads til 10 mellemstore personbiler, for eksempel VWs Tiguan, som jeg personligt vil anbefale, da den både er driftssikker og …

– Ja, ja, kan vi lige komme tilbage til sagen. I vil altså ekspropriere hele baduljen? Det bliver dyrt!

– Nu har vi jo været vænnet til lave ejendomsskatter de seneste 10 år, takket være en fremsynet Venstreregering ledet af de dygtigste mænd på tinge, og derfor er husene ikke mere værd i dag end dengang. De skal i hvert fald ikke regne med mere i det tilbud, vi snart sender ud.

– Ejendomsmæglerne melder ellers om markant højere priser?

Colas ignorerer mit spørgsmål:

– Herefter, så snart det er på plads, jævner vi samtlige mere eller mindre såkaldt flotte villaer og de der små latterlige hvidkalkede fiskerhuse med jorden og giver plads til store, moderne asfalterede p-pladser med betalingsstandere for hver 50 meter. Nederst ved havet vil vi opføre et parkeringshus i seks etager …

– Seks?? Det vil da rage helt usædvan …

– … Det vil rage en havkat, vil det. De tre skal være under jorden. Så det bliver ikke højere end det nuværende højeste hus.

– Er det ikke synd for de mange flotte huse, især da for de fine små fiskerhuse, der er så velholdte?

– Ikke tale om. Det her er så demokratisk, som det kan blive. Kommunalbestyrelsen har godkendt den, både betonsocialisten og den stokkonservative, jeg nævner ingen navne, siger, at det er den bedste idé, de har hørt længe. Du kan jo selv sammenligne antallet af ejendomsbesiddere dernede med antallet af kommende p-biler og deres indhold. Måske vil 20 gange flere mennesker få glæde af området nu!

Andre indlæg, du vil synes om

  • Det er det værste gang vås der er skrevet

    • Bare vent 😉