Pensionister med gode ideer til Thy Rock

Satire

Imanuel og Abelone er fra bestyrelsen i foreningen "De musikglade hippipensionister" og har lige læst en ung mands forslag til regelændringer.

– Lige så snart vi læste den unge mands forslag til ændringer hos Thy Rock, blev Abelone og mig enige om nogle andre forslag, siger Imanuel. – De unge skal ikke bestemme alting, som vi gjorde, da vi var unge.

– I disse år er der ingen ekstra fordele i at være pensionist. Når der i Folketinget uddeles penge til danskerne, er der nul kroner til os. Derfor må det vel være os undt, at vi nyder lidt god musik uden al det rabalder, de unge vil have.

REGLER, nuværende og  for os pensionister

1. MAD OG DRIKKE
Mad og drikkevarer må ikke medbringes. Vores billetpriser er baseret på at mad og drikkevarer købes på pladsen. Forsøg på indsmugling medfører bortvisning.
1. MAD OG DRIKKE
Se, da synes vi, at mad og drikkevarer gerne må medbringes i en madkurv med rød-hvid ternet dug og en meget kold flaske snaps eller to, hvis man skal være i flere timer.  Inde på pladsen skal der i forvejen være opstillet havestole og små borde og parasoller, der både kan afbøde regn og sol.

2. ARMBÅND
Hvis pladsen forlades, og du vil ind igen samme dag, skal du købe et armbånd. THY ROCK tilbyder et gratis PLUS 18 års armbånd til alle unge over 18 år. Fås ved SSP Teltet.
2. ARMBÅND
Hvis pladsen forlades, er det, fordi vi skal hjem og have en morfar. Vi kommer ikke igen.

3.NARKO
Vi har nul tolerance overfor narko af enhver art. Vi anmelder ethvert tilfælde af indtagelse eller besiddelse af narko. Ved mistanke om at en gæst er narkopåvirket, skal denne medvirke til en narkotest / drugwipe.
3. NARKO
Enig. Der må være nul tolerance over for narko. Kun alkohol i rigelige mængder bør tolereres, da det er bedre at være fuld end skæv. Vi ved ikke helt, hvorfor det er sådan.

4. DYR (INKLUSIV HUNDE)
Det er IKKE tilladt at medbringe dyr på pladsen.
4. DYR (INKLUSIV HUNDE)
Nemlig. Det er ikke tilladt at medbringe dyr på pladsen. Fido må blive hjemme.

5. HANDICAP-HJÆLPERE
Har du behov for at have en handicaphjælper med på pladsen, kan der købes “handicaphjælper-billetter” til halv pris. Disse billetter bestilles via hp@thyrock.dk – oplys navn og adresse, så sender vi billetten pr. post sammen med en faktura.
5. HANDICAP-HJÆLPERE
Der skal være udvidet adgang for kørestole og rollatorer og gangstativer. Pladsen bør forbedres med store træplader, så den er jævn. Toiletter for hver 50 meter. Sosuassistenter og hjemmehjælpere og plejepersonale skal stå parat på pladsen.

6. KONTROLLØRER
Vores kontrollører har øverste myndighed på pladsen. Du skal følge de instrukser de giver dig. Ved slagsmål på pladsen bedes du søge væk fra stedet.
6. KONTROLLØRER
Vi behøver ikke kontrollører. Vi følger naturligvis de instrukser, arrangørerne giver. Ved slagsmål på pladsen overgiver vi os med det vuns.

7. BØRN OG UNGE PÅ PLADSEN
Vi opfordrer til at der ikke er børn og unge på pladsen efter kl. 20.00. Efter kl. 24.00 er der ingen adgang for unge under 18 år i Eventteltet.
7. BØRN OG UNGE PÅ PLADSEN
Vi mener bestemt ikke, at børn og unge under 60 skal have adgang til pladsen. Hvorfor skulle de da også det? De var ikke unge i 68, de gik ikke i ned-med-atomkraftoptog, de var ikke med til at starte Thy-lejren for at gå nøgne rundt og ryge hash og lave kærlighed og ikke krig og kan derfor næppe have nogen viden om hippitiden som vi andre.

8. OVERNATNING
Vi har ingen mulighed for at tilbyde overnatning på selve festivalpladsen. Vi henviser derfor til campingpladserne i området. Kontakt turistkontoret for yderligere oplysninger.
8. OVERNATNING
Overnatning sker hjemme. Vi gider ikke ligge i telt og den slags. Mange af os kan ikke engang bøje sig så langt ned heller. Og dem, der kan, kan aldrig mere komme op og ud af det telt.

9. PUBLIKUM
Stagediving og crowdsurfing er forbudt og vil medføre bortvisning fra festivalpladsen. Det er ikke tilladt at bære rygmærke eller anden ens beklædning.
9. PUBLIKUM
Stagediving og crowdsurfing er ikke noget, vi kender til. Vi kunne ikke drømme om at rejse os op fra stolene. Dengang vi gik til pigtrådskoncert, skreg pigerne bare. Tre dage efter kunne de stadig ikke sige et ord. Det var en skøn tid.

10. Musik

Vi vil kun høre musik fra overlevende orkestre som Swinging Blue Jeans, Manfred Mann, Suzi Quattro, Peter Belli, The Defenders og Freddie Heimweh med Junge, komm bald wieder.


Det forlyder, at sponsoren, Royal Beer Senior, er med på ideen.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer