Satire: Simon Kvamm og Pensionistfrihed

Kurt Johannesen holder foredrag om pensionistfrihed

 

– Formand Emeritus Kurt Johannesen, I kalder jer De frie Pensionister?

– Og?

– Hvorfor ordet “frie”?

– Det er, fordi vi er uafhængige af omverdenen. Ingen bestemmer over os. Vi er selvstændige. Vi tager ikke mod ordrer. Vi er os selv. Som i ordet fri-kvarter.

– Det er et kvarter, hvor man er fri for lærerne. Hvem er I fri for?

– Vi er fri for alle dem under 60.

– Så I er sådan en slags aldersracister?

– Skal du ha´ et par på lampen?

Jeg undgår med nød og næppe en lige højre ved at dukke mig:

– Jeg troede, det skulle opfattes som den enkeltes personlige frihed. Altså at I også følte jer meget frie, ikke skulle på arbejde, have en god og solid folkepension, plus adgang til alle velfærdsstatens sundhedstilbud.

– Det gælder den totale frihed, så lidt har du naturligvis ret. Og noget har du da forstået. Men for at skære det ud i papmaché og utydeliggøre helt uklart, hvad det ikke er, jeg ikke mener, så nej og ja og på den anden side. Her er et eksempel: Altså … vi er frie i forhold til dem, der ikke har gidet melde sig ind i DfP. De er ufrie. Sådan en som ham der Simon Kvamm fra TV2, han burde melde sig ind. Vi mangler en til at synge for til alle vores møder.

– Ja, men han er jo ikke pensionist og spiller ikke med TV2.

– Du ved ikke ret meget. Det er da ham, der synger “Kom lad os brokke os”, eller hvad den nu hedder. Men jeg ved faktisk ikke, hvor gammel han er.

Jeg viser formanden et billede fra avisen. Formanden klør sig lidt i håret:

– Det har jeg ikke tænkt over, han kan efter det lige så godt være 20 som 60. Man behøver faktisk ikke at være pensionist, bare man er 60+. Han kunne da bare have spurgt. Så kunne jeg have reserveret en plads til ham. Som du ved, er der run på medlemspladserne. Der er faktisk næsten udsolgt, hvis du spørger mig. Vi har jo rundt regnet 1.800 medlemmer, ikke?

– Var det ikke en fortalelse, du kom med under generalforsamlingen?

– Jeg ved ikke, hvad du snakker om.

– Vil du dermed sige, at alle foreninger, der ikke har ordet “frie” i deres navn  er ufrie?

– På en måde og dog alligevel ikke og så måske. Vi er optaget af frihed. Vi er i hvert fald frie. Super- total- frie.

– Altid?

– Ved du hvad, vi hylder friheden til at leve, som vi gør! Jeg for eksempel gør kun det, der interesserer mig. Det kalder jeg personlig frihed. Jeg laver kun det, jeg gider. Nemlig! Selvfølgelig! Hvad regner du mig for?

 

KURT!

– Nå, for pokker. Nu kalder Gitte. Hun har set mig! Så skal jeg ind og lave mad. Øv. Det gider jeg bare ikke.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer